12. december

Vrå Skole

Af Agner Bartholomæussen

Omkring 1890 havde Rostrup skole nået et børnetal, der overskred hvad de to små skolestuer kunne rumme, og man havde vel også efterhånden indset, hvor besværligt det var for afsides boende børn at gå den lange vej til Rostrup skole, og da omkring 50 af de skolesøgende børn kom fra Vrå området, bestemte man, at der skulle bygges en ny skole her. Trods stærk modstand og med ønsket om at få den lagt i Brøndbjerg, men den blev bygget i Vrå. Da den var færdig den 6. november 1896, var der indskrevet 41 elever. Som lærer blev antaget Chresten Pedersen, der hidtil havde været anden-lærer ved skolen i Rostrup, men derefter var der flere forskellige lærer ved Vrå skole indtil 1915, hvor Valdemar Henriksen, blev ansat. Han var født i Vordingborg den 16. marts 1884, han kom hertil fra Bælum skole hvor han var blevet ansat i 1913. Men han havde et lidt hidsigt temperament, som nogle gange løb af med ham, og der blev flere gange klaget over hans voldsomme adfærd mod nogen af hans elever.

Der fortaltes at en af mødrene til en elev viste sit poetiske talent, da lærer Henriksen havde tugtet hendes barn.

Hør, hør, hør, Henriksen er skør

Under tiden får han nykker

Og slår Jens´s ryg i stykker

Hør, hør, hør, Henriksen er skør

Børnene sang den i skolegården, men forvekslede ryg med en lavere region på Jens´s corpus, men når lærer Henriksen vise sig i gården, forstummede sangen.

Da lærerembedet i 1915 blev ledig i Vrå skole, søgte han og blev antaget, og hvor han i mange var en dygtig og vellidt lærer sammen med sin senere kone Camilla. De havde ingen børn.

Min skolegang fra den 1. april 1944 foregik også i Vrå skole. Jeg kunne derfor nikke genkendende, da jeg i arkivet fandt ”Barndomserindringer” nedskrevet af nu afdøde Eivind Hansen i Oue, som vi gengiver her i årsskriftet 2003, hvor han skriver om sin skolegang i Vrå skole.

Da lærer Henriksen blev ældre, slækkede han en del af på det undervisningsmæssige, og i min skoletid og derefter var der mange der kom ud af skolen med meget dårlige skolekundskaber, særlig i regning. Valdemar Henriksen tog sin afsked i 1949, og var således lærer ved Vrå skole i 34 år.

Vrå skole blev nedlagt i 1963, da Rostrup Centralskole var blevet bygget. Ligeledes blev Stenstrup skole nedlagt. Monstrup skole, der var friskole bestod i flere år, men ved kommunesammenlægningen i 1970 har kun Rostrup Centralskole fungeret som skole for børnene i de tidligere Rostrup sogn.