13. december

Annelise Ankjær fra Ankjærs Møbler

(født 1924 – død 2006)

Fortalt til Margit Brandt (Skrevet af Kirsten Johannesen)

Denne historie fortælles af Lis Ankjær til Margit Brandt fra Nordjyllands Radio. Lis Ankjær havde et vellønnet arbejde i en bank i Aalborg, som hun forlod for at arbejde i sine kommende svigerforældres forretninger, Afholdshotellet over for Jernbanestationen og traktørstedet Mosskov. I 1951 giftede hun sig så ind i familien Ankjær.

Hun havde et ret pænt udstyr, for det var det eneste de kunne købe på det tidspunkt under krigen. Der var porcelæn som spisestel, kaffestel, glas og bestik nemmere at få end linned og dækketøj, som var meget svært at få. Lis Ankjær samlede på stellet Løvfald og bestikket Georg Jensen Stål, som var meget moderne dengang. Georg Jensen Stål blev valgt, da det ikke skulle pudses ligesom sølvtøj. Selv 3 tårnet sølv krævede pudsning, og kostede det hvide ud af øjnene. Så stål var in da Lis blev gift. Hun nåede dog også at få samlet nogle lagner, dynebetræk og duge. Hun købte tøj til hendes brudekjole i Magasin i Aalborg via en bekendt der arbejde der, og da fik hun samtidig et par lagner og dynebetræk. Man skulle ofte kende nogen der kendte nogen for at få fat i de gode ting dengang, selv om krigen for længst var forbi. Der gik lang tid inden der begyndte at komme flere varer ind.

Lis Ankjær og hendes mand blev gift i 1951 i Arden kirke, og de holdt stort bryllup med 200 gæster, som blev holdt på afholdshotellet. Dengang brugte man at invitere gæster i avisen, og så skulle folk der ville med selv melde sig. Så det var ikke kun den nærmeste familie, men de var der selvfølgelig også. Familien var der til middag, mens alle de andre kun var inviteret til kaffebord om aftenen. Med 200 gæster gav det rigtig mange gaver – mange der kunne bruges samt noget tretårnet sølvtøj, som stort set aldrig har været brugt. Da Lis flyttede her sidst, ryddede hun op i alle tingene og gav meget af det til sin datter.

Efter brylluppet kom de til at bo på hotellet i de første par år. Hotellet var en vinkelejendom, men der var ingen egentlig lejlighed til dem, så de boede i en af stuerne i vestgavlen, så de havde ikke deres helt egen stue og værelser. Derudover knoklede de rigtig meget af tiden i Mosskov Pavillonen, hvor de også boede noget af tiden, men mest om sommeren. Der havde de et lille værelse oppe ovenpå traktørstuen. Den gang var arbejdsdagene jo ikke fra kl. 7 til 15, men stort set hele dagen, så der var ikke så meget fritid.

Lis Ankjær savnede aldrig på det tidspunkt arbejdet i banken. Hende og manden fik en god betaling for deres arbejdede hos svigerforældrene. Ægteparret flyttede senere i 1953 ind i et splinter nyt hus, men der først i halvtredserne blev der ikke bygget med alle de faciliteter, som vi har i dag. Der var ingen centralvarme, men en kamin og der var kun et toilet, ikke et egentligt badeværelse. Der var kun en lille vaskekumme. De fik så senere selv lavet et rigtigt badeværelse.

I 1951, samme år som de blev gift, kom de første fjernsyn frem, men Lis så det først i 1956, da de som de nogen af de første i byen fik et fjernsyn, 5 år efter at de var kommet frem. På daværende tidspunkt var der kun et par enkelte andre familier i byen, der havde fjernsyn. Det gav mange gæster i deres hjem, som gerne ville se det her fjernsyn og det kan hun specielt huske, fordi den yngste af hendes børn Jørgen var helt lille dengang, og han var født i 1956. Et fjernsyn var ret dyrt dengang. Hendes mand havde en båd, som han solgte og så købte de et B&O fjernsyn for pengene. Så der røg en af mandens fritidsaktiviteter.

I 1953 fødte hun datteren Birthe og i 1956 sønnen Jørgen. Begge fødsler fandt sted på Nørresundby Fødeklinik, hvilket var ret usædvanligt dengang, hvor de fleste fødte hjemme. Fødsler på sygehusene var ret unormalt på det tidspunkt, og Fødeklinikken i Nørresundby var den nærmest dengang. Hun var indlagt i 9 dag og det kostede den nette sum af 230 kroner, men så blev hun også passet og plejet og fik rigtig god mad. Fødeklinikken var indrettet med 4 senge på den stue hun lå på, og der var kun 2-3 stuer mere end den. Hun havde inden fødsel gået til jordemoder på fødeklinikken, selv om det var langt at skulle køre, hver gang hun skulle til kontrol. Lis Ankjær havde ikke lyst til at føde derhjemme, så derfor valgte hun fødeklinikken. Der var ikke noget specielt fint over det. Det var bare mere trygt end at føde hjemme, og da det var gået godt første gang, gentog hun det da sønnen skulle fødes. Så det var som en lille ferie for hende. Ni dage tog det dengang, hvor man i dag kommer hjem meget hurtigt efter fødslen. Ud over Lis var den kun enkelt mere her fra byen, som hun kendte.

Hun blev ved indlæggelsen på fødeklinikken kaldt Fru Møbelhandler Ankjær, selv om hendes mand kun var udlært som møbelpolstrer, men han tog senere en eksamen som Møbelarkitekt. Men titlen Møbelhandler var ikke helt rigtig, fordi de på daværende tidspunkt endnu ikke handlede med møbler, og hendes mand arbejdede i Aalborg. De startede først med møbelhandel med nye møbler i 1959, da hendes svigerfar blev syg. De havde dog før da solgt lidt møbler nede i salen i Hotellet, men det var alle møbler som hendes mand havde sat i stand i kraft af hans uddannelse som møbelpolstrer. Han rejste jævnligt til København og købte brugte møbler der. Det var omkring det tidspunkt det blev mere udbredt at man skiftede sine møbler ud, og det var også her, at teaktræsmøblerne begyndte at blive populære. Han kunne finde mange pæne ting derovre, hvor de var lidt foran med at tage nye trends til sig. På samme tid sagde de farvel til hotellet, som tiden var ved at løbe fra, og som ikke længere var det de brændte for. Der var for meget slid med det og for meget madlavning. De nedlagde det lidt efter lidt og gik mere og mere over til kun at sælge øl og kaffe som en cafe, dels fordi svigerfaren var syg de sidste år. Så det var en langsom nedtrapning, indtil de lukkede og solgte hotellet og møbelbutikken til kommunen i 1977. På daværende tidspunkt havde de også drevet begge dele i næsten 20 år.

Herefter var Lis hjemmegående i en periode, og hun var nu midt i halvtredserne og børnene var flyttet hjemmefra. Men det kunne hun ikke finde sig i, så hun ringede til posthuset for at høre, om de kunne bruge hende. Hun ringede den 16. januar og allerede den 18. januar startede hun med at arbejde på posthuset, hvor hun var i alt 14 år, inden hun på grund af sygdom, en blodprop, var nødt til at stoppe. Lis havde egentlig ikke nogen forstand på post, men hun kom til at sidde i indleveringen, og der var det meget tal hun arbejdede med, og det var jo noget hun kendte til. Hun havde også en overgang arbejde i den lokale bank og som revisor på et savværk. Hun havde på et tidspunkt 5 forskellige arbejdspladser på samme tid. Hun var 69 år, da hun stoppede med at arbejde på grund af blodproppen, men da havde hun også arbejdet siden hun var 14 år gammel. Hun er ikke blevet rig af det her liv, men som hun siger afslutningsvis, ”hun mangler ikke noget”.