15. december

En soldat fra Rold
Peder Sørensen, som denne vise handler om, boede paa Fruehøjgaard ved Rold, som ejedes af hans far, Søren Bøgh. Visen er skrevet af Peder Sørensens fætter, som også hedder Peter, og som dengang kun var 14 aar. Visen er skrevet efter slaget ved Isted i 1850, og den har siden gaaet fra mund til mund på Rold-egnen. Den er skrevet ned af fru Anine Kragelund, Rold:
En vise jeg her vil skrive
Den handler om en krigsmand brav.
Han måtte den haarde skæbne lide,
Den skæbne, som jo gud ham gav

Tvende gange blev han saaret
Ja, det var ham af Gud bestemt.
Han blev paa lazarettet baaret
Hans hjerte føltes vist beklemt

Den første gang han saaret bliver,
Hans venstre ben en kugle traf.
Men ak, det var jo kun saa lidet,
Det førte ham ej til hans grav.

Det store store slag ved Isted holdtes,
Da han og flere saaret blev.
Det jo saa manges død forvoldte,
Ja, lidelse og ynk og ve.

Ja, tænk nu, Eder kære venner,
Da han paa pladsen saaret laa,
Hans kammerater til ham kommer
Og paa hans vemods taarer saa.

Han da med taarer til dem siger:
Vil I tilbage bære mig,
For ellers maa jeg her nu ligge,
Til tyskerne de tager mig.

Ja, kære ven, vi vi saa gerne
Dig gøre bistand, hvad vi akn.
Da tog de ham og vil beskærme
Men ak, forgæves tog de ham.

Nu signalet atter lyder
Med ordre mod de tysker frem.
De maatte nu fra hannem flygte,
Endskønt det rigtig smerted dem.

Ak Gud, vor Gud, han saa det førte
At ”vores” vandt det store slag,
Og vognen ham fra pladsen kørte
Til Flensborg by den samme dag.

I juli maaned , den 25’de
Da verden ham den skæbne bød.
Den attende september døde
Fra verdens jammer, kummer og nød.

Et Dannebrog de ham bestemte,
Fordi saa haardt han saaret blev.
Men de slet ingen ære fremmed,
Da døden ham bortkaldede.

Ak, hør nu her, hans forældre kære,
Som for ham meget sørgede.
Jeg beder, I maa ikke være
I sorgen saa utrøstede.

Ogsaa I, hans søskende kære,
Lad Eder ogsaa trøstes ved,
At det langt bedre er at sørge,
End I skulle ham som krøbling se.

Peder Sørensen, Fruerhøjgaard, han hed
Ved elfte bataljon han stod,
Ved andet kompagni han leved,
Før han det jordiske forlod.

Min vise jeh nu vil ende,
Min alder er kun 14 aar
Og den til hans forældre sende
Skønt jeg ham nær beslægtet er.