2. december
Den forbudte kærlighedsfrugt
Den velvoksne ungkarl og husbestyrerinden
Ude på Thisted Mark i Astrup Sogn i Himmerland boede Jens Peter, og det havde han for resten gjort hel sit 50-årige liv. Indtil for nylig havde han boet alene i sit lille Stenbrohavehus med et par svin, en ko og hønsene, men så var der kommet en kvinde i huset, Else Marie, og hende gjorde Jens Peter gravid.
Nu ved sikkert alle, hvad Jens Peter var for en fyr? Men lidt skuffende for den menneskelige evne til hurtig at fælde dom har Jens Peter faktisk ikke, i denne historie, rollen som den svigefulde. Else Marie blev boende i Stenbrohavehus, og der fødte hun den 30. oktober 1904 datteren Betty. Men sød musik af vedvarende karakter var der nu ikke opstået. I januar 1905 flyttede Else Marie og Betty ud af Stenbrohavehus til en gård i nabolaget. Forinden havde Jens Peter og Else Marie indgået en skriftlig aftale, som endda var blevet stemplet og underskrevet i vidners nærværelse. Efter den skulle Jens Peter fra 1. marts 1905 betale Else Marie 100 kr. til barnets forsørgelse ud over de 100 kr. som hun allerede havde modtaget. Til gengæld skulle Else Marie så ikke kunne stille yderligere krav om penge. 200 kr. svarede til godt og vel tre års normalt faderskabsbidrag, som var 60 kr. årligt. Pengene havde Else Marie dog brugt efter et halvt år, og hun stod igen med et problem. Derfor klagede hun til retten for der at få fastslået, at Jens Peter skulle betale et løbende faderskabsbidrag. Nu var det så godt for Jens Peter, at aftalen var blevet legaliseret efter alle kunstens regler, og herredsfogeden i Terndrup mente da heller ikke, at Jens Peter kunne sættes yderligere i bidrag til Betty. Slaget var tabt for Else Marie, men hun forlod ikke retssalen uden en virkningsfuld afskedsreplik: Nu kunne datteren ikke holdes uden for fattigvæsnet. Det blev ikke nødvendigt de første par år, for Jens Peter forsynede jævnligt Else Marie og Betty med både fødevarer og lidt kontanter.
I oktober 1907 havde Else Marie fået nok af de små kår på Thisted Mark. Hun pakkede sine sager og flyttede med den nu tre-årige Betty ind til Aalborg. Der måtte der være gode penge af tjene. Hun lejede sig ind hos en frk. Pedersen i Nørregade. Men jobs var det mere sløjt med, og Jens Peter måtte fortsætte med at sende penge. 70 kr. blev det til i løbet af fem måneder. Men 70 kr. forslog ingen steder i Aalborg.
(fortsættes)
