23. december

En hjemmefødnings aner

Reviderede sammendrag fra bogen ”Astrup en HimmerLandsby”
skrevet af Bjarne Bach Nielsen

Jeg er selv født i 1952 på gården ”Lilleskov”, som ligger på Terndrupvej 33, lige i udkanten af Astrup. Lilleskov havde et jordtillæggende på ca. 25 tønder land, hvilket på daværende tidspunkt kunne betegnes som et normalt familiebrug. Landbruget, med sin besætning af både heste, køer, grise, ænder og høns, kunne da også uden problemer forsørge mine forældre, vi 3 børn, hvoraf jeg er den mellemste, samt mine bedsteforældre på min fars side, som også boede på gården. Mine bedsteforældre havde oprindelig købt gården i 1948.

Min farfar blev i Astrup-området kun benævnt og kaldt Alfred Lilleskov, og allerede inden hans død i 1966 var jeg i folkemunde blev tildelt samme navn eller rettere navne. Det var sikkert, fordi jeg i mine tidligste barneår ofte var med ham på besøg hos hans og farmors familie og vennekreds samt hos Astrups forskellige forretninger og håndværksvirksomheder. Navnet har fulgt mig lige siden, og det blev efterhånden et så stort synonym, at folk i lokalområdet ikke kunne finde mig eller ikke vidste, hvem jeg var under mit officielle døbte navn Bjarne Bach Nielsen. Hvem der oprindeligt begyndte at kalde mig ”Alfred” eller ”Lilleskov”, husker jeg ikke, men jeg fornemmede hurtigt, at det på ingen måde var negativt ment, og i respekt for min farfar har jeg altid haft det fint med det.

Min barndom og opvækst kan kun betegnes som tryg og omsorgsfuld med tætte familiemæssige relationer. Vi havde stor kontakt og hyppige besøg af alle fire bedsteforældre samt onkler og tanter, fætre og kusiner, og det ikke bare på min og mine søskendes side, men også onkler og tanter, fætre og kusiner på begge mine forældres side. Jeg kan endnu huske og føle hele hyggen og atmosfæren ved disse besøg og ikke mindst dem, der traditionsmæssigt blev afholdt i forbindelse med højtider, fødselsdage m.v.

Hverken mine forældre eller bedsteforældre deltog i større udstrækning i lokalområdets offentlige eller foreningsmæssige liv, men alligevel havde de en stor kontaktflade til naboer og andre familier fra lokalområdet, hvilket også gav anledning til hyppige besøg og sammenkomster.

I 1950´erne og op gennem 1960´erne var det tradition, at de enkelte gårde, i den stille periode efter afslutning af efterårets markarbejde og før start af forårsarbejdet, på skift inviterede gårdmandsparrerne fra nabogårdene til det, man kaldte spise- eller kaffegilder. Der kunne let være op til 18 – 20 gæster ved disse ”gilder”, og da de var gensidige skulle det enkelte gårdmandspar inden for de samme 4 – 5 måneder også deltage i tilsvarende sammenkomster hos en 9 -10 nabogårde.

Spise- og kaffegildetraditionen var, efter hvad jeg har fået fortalt, udbredt blandt store dele af Himmerlands landbobefolkning, og jeg er sikker på, at de har haft en væsentlig betydning for det fællesskab og sociale sammenhold, der også dengang på bedste vis trivedes i og omkring de enkelte landsbysamfund.

Der blev flittigt snakket og diskuteret ved disse gilder. For kvindernes vedkommende mest, som jeg husker det, om anliggender vedrørende de enkeltes familier og landhus-holdninger, men også forhold vedrørende lokalområdet og almene sociale forhold blev berørt. For mændenes vedkommende talte man typisk om situationen for de enkelte gårde og bedrifter, samt generelle forhold for landbrugserhvervet bl.a. priserne på mælk, kød og andre landbrugsprodukter, men der blev også diskuteret politiske forhold af både indenrigs- og udenrigsmæssig karakter.

Et fast ritual var, at alle mændene, efter man havde spist, skulle en tur i ”kohuset” for at besigtige gårdens besætning og staldfaciliteter. Jeg kan huske, at i dagene før et spise- eller kaffegilde blev staldrengøringen såvel som strigling og anden besætningspleje på Lilleskov foretaget lidt grundigere end normalt. Ligeledes blev forestående vedligeholdelse og manglende småreparationer typisk fremskyndet. På helt tilsvarende måde skurede og pudsede min mor og farmor i stuehuset for at få det behørigt klargjort til besøgene.

Når mændene efter en halv times tid så kom tilbage, hang staldlugten i deres tøj, og kort efter havde den også forplantet sig til stuerne, hvilket lige så sikkert og hver gang blev påtalt fra damesiden. Efter staldbesøget spillede mændene kort i den nu ryddede spisestue, hvor der blev serveret øl. Kvinderne sad altid i den ”pæne stue” og fik serveret sodavand eller kirsebærvin, som altid var de lokale Hadsund produkter ”Appelsin- og Citronvand” fra Steffens Bryggeri og ”Den Grå Kok” fra Hornbæks Fabrikker.

Under og efter spisningen lyttede vi børn med stor interesse til de voksnes samtaler og diskussioner. For mit vedkommende var det særlig interessant, når der blev fortalt om hændelser fra lokalområdet eller om, hvorledes livet blev levet i ”gamle dage”. Nogle af de ældste gæster ved både familiebesøgene såvel som nabobesøgene kunne være født helt tilbage i 1880´erne, og når de fortalte om hændelser, de havde oplevet, eller endda hvad de havde fået fortalt af deres forældre eller bedsteforældre, bevægede vi jo os næsten 150 år tilbage.

Hyggen og atmosfæren ved disse nabobesøg var lige så stor som ved familiebesøgene
og som barn glædede man sig flere dage i forvejen. Der blev serveret festmad med sodavand, desserter og kager, som selvfølgelig lå noget over det daglige kostniveau, og vi børn blev af gæsterne altid behandlet særdeles venligt og tiltalt, som var vi små voksne. Der blev med interesse forespurgt til vores skolegang, fritidsgøremål og ikke mindst vores fremtidsplaner.

De bekendtskaber, jeg stiftede under disse besøg, har for de flestes vedkommende været livslange, og støder jeg på en af dem, der endnu er tilbage, taler vi altid intenst og venskabeligt sammen. At de var voksne og jeg barn for mere end 50 år siden er ingen problem, og vi kommer ofte ind på episoder og ting, vi begge kan huske fra spise- og kaffegilderne på Lilleskov i 1950´erne og -60´erne.

Det at have haft en tryg og omsorgsfuld opvækst i Astrup, samt i mit voksenliv at have været forskånet for de helt store problemer og skrammer er i sig selv et held, som ikke er alle forundt, og som jeg selvfølgelig er meget taknemmelig for. At jeg samtidig, over flere generationer og med positive erindringer, har kendt en stor del af byens og lokalområdets beboere, har da også været med til at fremme hjemstavnsfølelsen og tilhørsforholdet til både Astrup og Himmerland.

Jeg har da også altid, bortset fra en ca. 6-årig uddannelsesperiode i 1970´erne, været bosiddende i Astrup-området, og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg heller ikke, jeg på noget tidspunkt har haft de store ønsker om at bosætte mig andetsteds. Det, at være kommet til denne afklaring på et relativt tidligt tidspunkt i sit livsforløb, har da også af både arbejdsmæssig og privat karakter medført spydige hentydninger og småmobberier, om ikke det var lidt forstokket og uopfindsomt. Hentydningerne såvel som mobberierne prellede dog let af, og jeg føler på ingen måde, at det at – være blevet boende på sin hjemegn for mig har været en begrænsning eller ulempe. Jeg har gennem hele mit arbejdsliv haft masser af spændende opgaver og udfordringer, og jeg har herigennem også mødt – og i flere tilfælde stiftet personligt venskab med personer fra mange forskellige lande. Det lykkedes mig da også at finde en kone helt fra Aalborg– og endda en udmærket en af slagsen.

At være indfødt og føle sig inkarneret himmerlænding skyldes vel grundlæggende, at alle grene i min familie har i rødder i det himmerlandske.

På min morfars side boede de fra. ca. 1450 i egnene omkring Suldrup og Sønderup og på min mormors side fra ca. 1680 i og omkring Blenstrup, Gl. Skørping og Sønderup og Støvring områderne.

På min farmors side har man kunnet følge, at slægten siden ca. 1780 har været bosiddende i egnene omkring Vive, Hadsund og Visborg.

På min farfar’s fars side har slægten siden ca. 1750´erne været bosiddende omkring Bælum, Terndrup, Lyngbyskov og Astrup og på min farfar’s mors side har man siden ca. år 1700 været bosiddende i Astrup, St. Arden og Solbjerg området

Mest interessant er nok slægtleddene på min farfars side og der et også fra hans gren, vi har de mest spektakulære såvel som lyssky beskrivelser.

(fortsættes)