4. december
Taknemmelig over en lykkelig tid…..
Samtale med fru Annine Kragelund, Rold, der fylder 70 år
(Avisartikel fra 1966)
Der ligger en lille dynge Amerika-breve på bordet i Niels og Annine Kragelunds hyggelige hjem i Rold – fødselsdagsbreve fra familien i Amerika til fru Kragelund, som i dag, onsdag fylder 70 aar. For godt et par aar siden overtog en søn deres gaard ”Kragelund”, og de flyttede ind i en smuk velindrettet villa i Rold.
Fru Kragelund er født i Gandrup, og bortse fra skoleophold, bl.a. paa Vraa Højskole, har hun altid været på egnen. I 1920 blev hun gift med Niels Kragelund, og de flyttede ind på gaarden ”Kragelund” som uge folk sammen med den ældre generation. Senere overtog de selv gaarden og satte deres præg paa den gennem dygtighed og et smukt familieliv. Fem sønner voksede op. I dag har den ene gården, tre er i gode selvstændige stillinger.
Vi besøger Niels og Annine Kragelund i hjemmet i Rold. Allerede i entren, hvor rækker af familiebilleder hygger på væggen, mærker man, hvor stor betydning, der lægges i familiesammenhold og tradition. Gården ”Kragelund” og de to mennesker, vi besøger, lever o egnens bevidsthed som et af de gæstfrie hjem, der først gjorde en indsats for VU’s havemøder. 19 havemøder har fru Kragelund været værtinde ved og altid taget imod med udstrakt gæstfrihed, hvad enten mødet blev holdt i haven eller deltagerne fyldte alle hjemmets stuer, hvis vejret var daarligt.
Fritidssysler
Blandt fru Kragelunds mange kønne broderier, der præger det hyggelig hjem, er der en gæstedug, der ogsaa kan føre tilbage til havemøderne. Uden om dugens blomstermotiv er der fyldt med venlige hilsner skrevet af hjemmets gæster og senere syet med kontursting af værtinden. Der er gode Venstrenavne som Niels Elgaard, Hans Pinstrup, Harald Nielsen Kjærgaard-Jensen og mange andre. En digterhilsen er der også fra Morten Korch, som ogsaa har besøgt ”Kragelund”. Han skrev: – Naar solen skinner, og himmelen er blaa, da er det let for en mand at gaa i mag med sin kære kone. Men kan de sammen i stormvejr staa, da kommer lykken med guldsko paa og skænker dem livets krone.
Der er hilsner fra slægt og venner, nær og fjern. En hilsen fortæller mere end ord. En af landevejens frie fugle fandt ogsaa venlighed paa den gæstfri gaard ved hovedvejen. Han skriver: – Da jeg igennem mange aar er blevet modtaget med venlighed og har nydt hvile og god mad i jeres hjem og gaard Kragelund, vil jeg takke derfor. Hjertelig tak. Jeg ønsker jer begge et langt liv med godt helbred. – Ja, siger fru Kragelund, han kom gennem mange aar, men der var aldrig noget med spiritus. Det var landevejen, der kaldte paa ham.
En haard tid melder sig i erindringen ved at se flere navne paa frihedskæmpere fra Hobro. De kom ogsaa af og til paa Kragelund og fik en mellemmad.
(fortsættes)
