8. december

(fortsat fra 7. december)

Så begyndte livets alvor

Min søster Meta Marie ville være syerske, og hun fik også en læreplads i Terndrup. Men syersken, som hun skulle i lærer ved, havde været syg i længere tid og sy arbejdet var derfor gået fra hende. Så min søster kom ikke i sy lære. I stedet fik hun en plads som tjenestepige på en gård i Trinnerup, og så kom jeg hjem for at hjælpe vore forældre. Da min søster havde udtjent, kom hun hjem, og jeg fik plads som anden-karl på en gård i Trinnerup. Så blev vor far syg, og Kristian Jensen sagde til mig, ar jeg skulle tage hjem for at hjælpe min mor og søster. Han kunne sagtens få en anden karl. Og så flyttede jeg hjem. Far var meget syg fra først i december 1926 til han døde i maj 1927.

I 1927 var året hvor vi i foråret fik muret en ajlebeholder. Jeg kørte lidt kridt fra Brøndbjerg Kridtgrav, og fik lidt af marken kridtet. Det gav ikke det store resultat det første år, men da der var bygge en ajlebeholder, blev der mere kvælstof til markafgrøderne. Nu begyndte gødning og kalkning af markerne så at give synligt resultat på jord og afgrøder. Vi kom til at avle betydelig bedre korn og rodfrugt, græs og kløvermark gav mere i udbytte.

Nu var vores mors helbred blevet mere svagelig, og der blev mere for min søster og mig at se til. Egentlig var det først nu, at livet for alvor begyndte for min søster og mig. Marken var kommet i drift. Vi havde ingen maskiner af nogen art bortset fra en hakkelsesmaskine samt en rensemaskine til at rense kornet på. I 1927 slog jeg græsmarken med le og mejede kornet med le, og min søster bandt kornet i neg. 1928 købte vi en Deering-slåmaskine med mejeapparat. Den blev købt på afbetaling mod, at vi betalte 6% i renter af restsummen. I 1930 købte vi en 11-rækkers radsåmaskine. Den blev også købt på afbetaling.

Vi kom til at avle betydelig mere end vi kunne have i vores lille lade. Så kornet blev kørt sammen og sat i stakke. Der gik meget til spilde. Besætningen øgedes. I 1931 gjorde vi lån i Jysk Husmandskreditforening. Vi blev bevilget et 4 ½ % lån lydende på 3.800 kr. For dem byggede vi en kørelade. Det var en lettelse, at vi nu kunne køre i hus med læs. Indtil da måtte vi holde udenfor ved en luge, hvilket gav spild ag kerner, selvom der blev fejet op bagefter.

Nu blev det dårlige tider. Landbrugskrisen blev mere og mere mærkbar. Der blev udbetalt krisehjælp og priserne var nedadgående på alt. Det var næsten umuligt at lave penge. Jeg solgte smågrise for 7 kroner stykket, og så skulle jeg endda aflevere dem, Da jeg var på vej over med dem, traf jeg Lars Ladefoged af Tisted Holter. Da han fik at vide, hvad skulle have for stykket, sagde han: ”Kunne jeg endda være lige så heldig som du har været. Jeg har 6 stk., som jeg gerne vil have solgt, men kan ikke få bud på dem”.

Det kom til at knibe med at skaffe penge til renter og afdrag på det store lån i Husmandskreditforeningen. For de 4 første terminer skal der betales ekstra penge til en reservefond. Vi måtte sætte tæring efter næring, som man siger. Landbrugernes Sammenslutning blev oprettet som følge af landbrugskrisen. I april 1933 blev der indført svinereguleringskort. Hver landmand blev tildelt kort i forhold til leveret antal slagtesvin året i forvejen. Det blev nu lidt bedre for svineproducenterne. I 1934 købte vi en ny B.L.A.petroleumsmotor. Jeg havde i forvejen købt en brugt Buaas-tærskeværk, som havde været brugt på Tistedgården. Nu blev plejlen hængt til side.

Tiden gik sin vante gang. Der var nok at tage fat på. Der var et stykke eng, som trængte til at bliver drænet. I 1935, da tiden pengemæssigt var blevet bedre, fik vi den ½ tdr. land eng drænet og fik den pløjet og senere kultiveret. Så i foråret 1936 kunne den tilsås med korn. Der blev sået segerhavre og udlæg af kløver, engsvingel og rajgræs. Så kunne havren slås med le og bruges til staldfodring. Besætningen var nu blevet for stor efter græsarealet, for vi havde ingen kvier i Husmandsforeningens fenne i den Lille Vildmose.

I 1937 søgte vor mor om at få alderdomsunderstøttelse, og hun blev bevilget en månedlig understøttelse på 17 kroner. I 1938 købte vi en Dronningborg vandret, lingsgående kunststenskværn. I 1937 købte vi en brugt hesterive, før havde jeg revet stubmarken med en slæberive. Tiden var blevet bedre. Vi begyndte at lave pengeformue af landbrugsdriften. Vi byggede et hønsehus. Her kunne gå 150 høns, endda havde de god plads. Det med at have æglæggende høns var en ugentlig indtægt. Men det gav meget arbejde, fordi de skulle passes meget omhyggeligt.

(fortsættes)