En dreng i Arden i 1930-erne

En historie fra Aarsskrift 2006

En dreng i Arden i 1930-erne
Af Ib Svendsen.
Jeg er født i Arden i 1928, i det hus der lå i vinklen mellem jernbanen og Østergade, (Østergade 1) og som nu er revet ned.Mine forældre, Svend Henry Svendsen og Petra Kristine født Pedersen, kom til byen i 1916, hvor de overtog en blikkenslagervirksomhed med tilhørende butik. De var begge unge 25 og 22 år.

Huset var ikke kønt, men rummeligt med blikkenslagerværksted i kælderetagen, tre værelser, køkken og spisekammer, samt butik og bagbutik i stueetagen. Der var en selvstændig lejlighed i loftsetagen, og en lille lejlighed i den østlige ende af kælderetagen, hvor der senere blev sadelmagerværksted. I et baghus var der plads til materialer, tørv og brænde, plads til høns og duer, samt et lokum. Min søster Ellen Johanne, kendt i byen som » Søster Svendsen » blev født i 1919, så jeg var næsten på forhånd udpeget til almindelig forkælelse som efternøleren. Jeg kom til verden en tirsdag aften ved ottetiden, og blev taget imod af jordmoderen Alma Kjær, som var gift med den ene af byens grovsmede. Fødsler foregik dengang hjemme og med jordmoderhjælp, læge blev kun indblandet, hvis der var noget alvorligt galt.
De første erindringer
Man plejer at antage, at vores første erindringer er fra fireårs alderen, men jeg mener at kunne huske min farfar som døde i 1930, altså da jeg var 2 år, men kun i to svage korte glimt. I det ene sidder jeg på skødet hos ham og føler på lænestolens armlæn; betrækket var hårdt og ru at føle på. I det andet glimt, ser jeg ham fra et vindue i bagbutikken komme gående på perronen i Arden.
Mine første erindringer er om små dagligdags ting, synet af to store jyske heste der trækker en vogn med tre enormt store granstammer hen ad gaden foran huset. Lyden af en klokke der meldte om et tog på vej- dong, dong, dong, hvis det kom fra nord; ding-dong, ding-dong, ding-dong, hvis det kom fra syd – eller også var det omvendt. Den karakteristiske lugt af loddekolberne i værkstedet.
Vi hentede mælk hos snedker Binderup på hjørnet af Mejerivej. Foruden snedkerværkstedet, havde han en stald med nogle køer. Min søster havde mælkespanden i den ene hånd og mig i den anden, og jeg havde en gammel pudderdåse med en femøre i min anden hånd. Jeg havde nemlig en flere dage lang forhandling med Binderup, om at købe en af hans køer. Han var en stor kraftig mand, med meget humør og lune. Han havde sikkert en travl hverdag, men alligevel tid til at snakke med en lille purk. Det var en stor dag i mit liv, da jeg endelig fik lov til at gå over gaden til barber Christensen og blive klippet. Jeg husker ikke hvor gammel jeg var, men lykkelig var jeg, da de lange lyse krøller faldt for saksen, og resten af håret blev tæmmet med et solidt lag brillantine. Jeg var vist nærmest ukendelig da jeg kom hjem, og min mor var slet ikke begejstret. I 1933 begyndte jeg, fem år gammel, så småt at føre et mere selvstændigt drengeliv uden for hjemmet. Jeg begyndte at lege med Henning, som var et år ældre. Det blev begyndelsen på et venskab, som har holdt siden. Snart legede jeg også med de andre drenge i kvarteret. Vi legede blandt andet 6-dages løb med fælge til cykelhjul, som vi trillede af sted i hidsigt løb. En af fædrene var cykelsmed. Det må have været i 1934, da det første 6-dages løb blev afviklet i Forum i København. Begivenheden blev grundigt dækket i radioen, og vi var selvfølgelig Villy Falck Hansen og de andre helte. Jeg husker endnu navnet på det tyske par Funda og Piitzfeld, som vandt i Forum.
Mange lege foregik i vores have, og mine forældre var egentlig yderst tolerante, når jeg tænker på hvordan vi kunne grave huler i jorden, og bygge huse og skibe på græsplænen af papkasser og andre materialer. Efterhånden blev vores aktionsradius udvidet til at omfatte hele byen og en stor del af omegnen. De voksne blandede sig stort set ikke i hvad vi foretog os. Der var meget lidt organiseret af voksne, i det vi legede. Bortset fra fodbold om sommeren og gymnastik om vinteren, var vi helt overladt til vores egen fantasi og opfindsomhed. Jeg kan ikke huske, at vi kedede os.
Vinterlege
Vejrholt mose var et spændende sted på alle årstider. Om vinteren løb vi på skøjter på »Fiskedammen« og »Oversvømmelsen«. Skøjterne var primitive, og støvlerne var ofte vore mødres aflagte. Jeg tror at snørestøvler til damer havde været på mode i tyverne. Det var et stort teknisk fremskridt, da vi kunne få skøjterne hulslebne hos Thykjær på savværket. Som noget nyt begyndte vi at spille ishockey med en konservesdåse som puck. Spændende og ikke uden risiko, når dåsen var blevet til en lille hård kantet klump af de mange slag og fløj hen over isen, skulle man helst undgå at komme i vejen med sit skinneben.
Dem der boede på den anden side af jernbanen, begyndte dog som regel at lege på isen på et par små vandhuller, der hed »Grejses dam« (Gregersens damme). Det forekommer mig, at vintrene dengang var hårdere med mere sne og frost end i nutiden, og vi kælkede eller »kørte på slæde« ned ad den skrånende nedkørsel til møllebyggerens gård, senere ned ad landevejen fra vandværket mod Rold; eller vi bandt slæderne i en lang række bag bøndernes slæder, når de havde læsset mælken af på mejeriet. Hvis det var et par rappe heste, der gerne ville hjem i stalden, kunne det blive en herlig tur.
Skisporten kom til Arden i slutningen af 30-erne. Jeg tror, vi blev inspirer ret af den finske vinterkrig af billederne af finske soldater på ski og klædt i hvidt. De første ski lavede vi selv, men de var ikke gode, vi kunne ikke bøje spidserne op. En af kammeraternes mor havde været i huset i Norge som ung, og havde et par ski med hjem. Med dem som model, forsøgte vi at få lavet noget bedre, men blev afvist af flere af byens snedkermestre. Det var da noget underligt pjat at komme rendende med! Heldigvis var karetmageren med på spøgen, og han fik vistnok en ganske god forretning ud af det. Et par fyrretræs ski kostede 5 kroner. Bindinger og stave lavede vi selv. Sommerens aktiviteter i den varmeste tid foregik især ved Store Økssø, som vi altid kaldte Mosskov sø. Her lærte vi os selv at svømme, og var »udlærte« når vi kunne svømme tværs over søen og tilbage igen. Man havde stadig et »drengenes badested » og et »pigernes badested », men piger og drenge badede faktisk sammen. Ind imellem gik turen også til Madum sø, hvor vandet var rent og klart og ikke brunligt, som i Mosskov. Hele skovområdet indenfor en afstand af 3-4 km fra Arden blev inddraget i vores lege, og var genstand for vores opdagelsestrang. Vores lege blev efterhånden suppleret af lyst til at udforske skoven og især dens dyre – og fugleliv. Vi vidste, hvor musvågen, hønsehøgen og den sorte stork havde deres reder.
Mosen var også vores tumleplads om sommeren. Der var rester af skure og et maskinhus fra den store tørveproduktion under første verdenskrig, og de fungerede fint som vores præriefort, når vi legede indianere og cowboys.
Om efteråret kom det ofte til »krig« mellem os og drengene fra kvarteret omkring Skovvejen, »Bettebyen«. Det vigtigste strategiske punkt var broen over jernbanen, »Luftbroen«, her gik vi på hinanden med kæppe som »sværd«. Et år vandt vi en stor sejr ved at indføre et nyt våben »Rækbøssen«, en slangebøsse med små kartofler som ammunition. Bettebyens hær flygtede ind bag et højt plankeværk ved et af husene. Vi belejrede dem, og en sten blev kastet over plankeværket. Kort efter kom en parlamentær ud, som med dyster mine meldte: »Henry er dø’ ». Det fik os til at hæve belejringen og gå hjem – heldigvis viste det sig, at meldingen var ren propaganda. Også dengang var sandheden krigens første offer.
Familieminder
Jeg tror, at børn dengang havde mere viden om de voksnes verden, end de har mulighed for at få nu. Vi havde rig lejlighed til at følge med i arbejdet i de forskellige håndværk, på savværket og teglværket, på mejeriet og i land – og skovbrug. Selv var jeg som tilskuer meget med i det der
foregik på værkstedet og senere i husbyggeri og anlæg af vandledninger og alle de andre aktiviteter. Efterhånden kunne jeg endda gøre lidt nytte ved at slå huller til sømmene i skiferpladerne og ved at blande tjære og kridt til den kit, der blev brugt til skiferdækning.
Min fars virksomhed var ikke noget stort foretagende. Mandskabet bestod af ham selv og en lærling, og i den travleste sommertid en arbejdsmand. Mandskab, værktøj og materialer blev transporteret i bilen, en åben Ford – T. Det var et stort fremskridt, da den blev forsynet med et fast karosseri, som jeg var med til at hente i Nibe. Sadelmageren klarede at montere det, og nu var det ikke længere helt så koldt at være med om vinteren, noget som mor satte meget pris på. At have en bil havde mange fordele udover de erhvervsmæssige.
Familien kunne om søndagen besøge fars familie i Skørping og mors familie på Viborg egnen. Vi kunne deltage i borger eller håndværkerforeningens udflugter, vi kunne køre til Aalborg på indkøb; dog ikke længere end til en parkeringsplads ved Kilden. Far var ikke meget for tæt bytrafik. Kun en gang foretog vi en længere tur af flere dages varighed. Søster var i huset hos en frugtavler på Thurø, og vi skulle besøge hende. Turen gik fint over den imponerende – den gang helt nye – Lillebæltsbro og med besøg i Odinståmet, der var bygget af tiloversblevet materiale fra broen. Far blev noget overrumplet da han mødte fænomenet sporvogne i Odense, men alt gik godt.
Færden må have fundet sted i sommeren 1936, for jeg husker endnu Gunnar Nu Hansens begejstrede røst i radioens reportage fra Olympiaden i Berlin, engang vi spiste på en kro på Tåsinge. Bilen blev byttet ud med en Ford A fra 1928, et stort fremskridt, men far havde svært ved at vænne sig til at bruge en gearstang i stedet for de velkendte fodpedaler. Han fik 150 kr. for den gamle bil og tilbud om at kunne tilbagekøbe den for 75 kr. – men afslog handelen.
Mor havde en travl hverdag med husmoderens mange pligter, men også på hendes felt var der fremskridt. Komfuret i køkkenet blev fjernet og erstattet med to primusser og en petroleumskoger, samt en primusovn. Spisekammeret blev lavet til spisekrog og erstattet med en madelevator, der kunne hejses ned i kælderen. Til konservering af madvarer blev saltkarret i kælderen suppleret med henkognings glassene. Jeg tror at man en overgang henkogte alt, medstørre eller mindre succes. Den henkogte flæskesteg blev aldrig minlivret.
Ved siden af husmodergerningen var mor også medhjælpende hustru. Butikken var hendes ansvar.
Hun solgte forskelligt køkkengrej som spande, gryder, primusapparater og ovne, og modtog ting til reparation på værkstedet. Petroleumslamper og især lampeglas var stadig en vigtig artikel. Vi havde elektricitet i stationsbyen, men mange steder på landet måtte man stadig bruge petrole umslampen.
Minder fra Arden
Der var meget liv på Ardens gader dengang. Om morgenen gik børnene til skolen og arbejderne mødte på savværket kl. 8. Mælkekuskene mødte på mejeriet med resultatet af morgenens og den foregående aftens malkning. I de mange små håndværksvirksomheder var dagen allerede begyndt kl. 7, i hvert fald om sommeren. Kl. 12 lød fløjten på savværket og alle, børn og voksne, gik hjem for at spise middagsmad. Fløjten lød igen en time senere og arbejde og skolegang blev genoptaget.
Livet i Arden på denne tid var præget af, at cirkus Miehe-Glauert havde sit vinterkvarter i byen. Værten på Kroen, Chr. Rehder, var gift med en datter af den gamle fru Miehe, og han fungerede om sommeren som den Hvide klovn i cirkus. Cirkusdirektøren Chr. Glauert og fru Isabella boede i deres beboelsesvogn og klovnen August Miehe med familie i et hus på Østergade.
For os børn var det mest spændende dyrene; 5-6 flotte skimler var opstaldet hos vognmand Kold, og blev passet af en svensk staldkarl, Hilding, som skældte os ud på svensk. Et år havde en tysker, Edwards, 12 hvide araberheste på stald hos købmand Nielsen. Det var et flot syn, når de blev trænet i købmandsgården. I kroens stald var der somme tider andre dyr. En bjørn bed en gang det yderste led af staldforpagterens ringfinger. Vi legede ofte cirkus og en gang kom fru Glauert og overværede vores forestilling i et lysthus. Hun klappede, og vi var meget stolte.
Skoletiden
Jeg begyndte at gå i skole den 1, april 1935, I de to første klasser havde vi frk. Baunsgaard, som jeg husker som en meget gammel, streng og særdeles effektiv dame. Vi fik lært at skrive og regne. Vores vigtigste materiale var tavlen og griflerne; en lille griffel kostede 1 øre, og en stor 2 ører. Når trærammen om tavlen blev alt for sort af vores fingre, fik vi den med hjem, og så måtte mor vaske den ren. Den årlige udflugt i 1. og 2. klasse gik altid med toget til Skørping og derfra til fods til Rebild Bakker.
Fra 3. – 6. klasse havde vi 2 lærer, førstelærer Boel, som blev pensioneret, da jeg rykkede op i 4. klasse, og lærer Pedersen. Den sidste mindes jeg med stor glæde og taknemmelighed. Han var en fremragende lærer med et usædvanligt fortælle-talent, som, kunne fremstille historien, så den blev levende for os. Boel husker jeg mest som den strenge, på dette tidspunkt vist også trætte lærer, der var hurtig til at straffe.
I klasseværelset hang der på væggene en række store billeder, af hvilke jeg især husket et, der forestillede en eng med en flok køer og en mand i noget mærkeligt tøj. Teksten på dette billede lød: ”Ulysses und die Rinder des Helios”. Vi fik aldrig nogen forklaring, om hvad det var, og gennem 5 år spekulerede jeg ofte over mysteriet, først langt senere gik det op for mig, at billede forestillede det sted i Odysseen, hvor Odysses’ mænd slagter solgudens okser.
Fra 4. klasse fik vi den nye førstelærer Jacobsen, som kom med mange nye ideer. Han tog f.eks. initiativ til, at samtlige børn i skolen fik tønderne undersøgt, hvilket for mit vedkommende førte til mit livs første tandbehandling hos en tandlæge i Hobro. Jacobsen gjorde meget ud af sangen i skolen, og han indførte også badmintonsporten i Arden. Han lærte os også at finde spiselige svampe i skoven. Tidligere havde kun de medlemmer af cirkusfamilien Miehe, der havde vinterkvarter i byen, kunnet finde på at spise paddehatte.
Det var vistnok en gammel tradition, at skolens udflugt for de større børn altid gik til Lønstrup. Jeg var med, da jeg gik i 3. klasse. Det var noger af en rejse. Først med toget til Hjørring, hvor vi legede i Svanelunden, indtil vi kunne fortætte med privatbanen til Lønstrup. Her vandrede vi så til stranden – en næsten uendelig vandring for en 9-årig! De dristige badede i Vesterhavet, men jeg nøjedes med at lege på stranden. Jeg tror, det var første gang, jeg var så langt borte fra familien og har nok tænkt, at jeg burde have noget med hjem, så jeg købte for 10 øre en nyfanget torsk af en af fiskerne, og fik den i en papæske. Efter den timer lange hjemfart i sommervarmen, lugtede den ikke så godt, så katten fik den, men jeg tror nok, at far og mor roste mig for den smukke tanke.
Jeg husker kun en større begivenhed fra min skoletid, og det var, da man i 1936 fejrede 400-års dagen for indførelsen af reformationen. Hele skolen var samlet i skolegården, og der blev holdt taler og sunget salmer. Jeg fandt ikke ud af, hvad det drejede sig om, reformationen var ikke noget, vi kendte til, og jeg troede bestemt, at det var konfirmationen, det handlede om. Ved skoleårets slutning den 1. april blev der afholdt eksamen. Vi mødte i vores pæne tøj og for mit vedkommende med en blank 50-øre i lommen. Sognepræsten, pastor Pedersen, var til stede, han var vist for mand forskolekommissionen, og hele klassen blev i flok overhørt i bibel historie og salmevers, og så begyndte sommerferien.
Kulturlivet i Arden
Der var vistnok langt mellem de kulturelle begivenheder i Arden i min barndom. Aalborg byorkester gav en gang koncert i byen, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk. I det daglige var det mest i biografen det foregik. Det var Arden Håndværkerforening, der havde bevillingen, og bestyrelsesmedlemmerne havde på skift opgaven med billetsalget. Det kostede 1 krone for voksne og 35 øre for børn. Jeg kan lige huske stumfilmens tid, hvor fru Ladefoged eller murer Sørensens datter Ydun trakterede klaveret bag et grønt forhæng, men det må have været omkring 1934, at det blev muligt at vise »Tone og Talefilm«. Jeg havde det held, at det var min far, der var »Biografdirektør«, da man viste »Barken Margrethe af Danmark«. Jeg så den 5 gange i løbet af den uge, hvor den var pa program met. Lau Lauritzen jun. havde hovedrollen som styrmand Poul Hansen, og blev vistnok et idol blandt byens piger. De omtalte ham i hvert fald altid som »Poul Hansen«, uanset hvad han hed i de følgende film.
Som 6-årig måtte jeg deltage i danseskole på kroen. Skolen blev holdt af en fru Drewsen fra Hobro, og jeg syntes, det var rædselsfuldt. Målet blev fuldt, da jeg til afdansningsballet skulle klædes ud som Skorstensfejeren og -oh rædsel – skulle kysse Hyrdinden! Jeg nægtede, og det blev min bedste ven Hennings skæbne at overtage rollen, og jeg undlod svigagtigt, at fortælle ham, hvad den omfattede, et forræderi som jeg siden bittert angrede.
Blandt de årligt tilbagevendende begivenheder indtog Borgerforeningens juletræ på kroen tredje juledag en vigtig position. Vi vandrede rundt om det store træ i kroens sal og fik godteposer og frugt. Senere var der børnebal, men jeg drev det kun til at danse ’den toppede høne’ med to andre drenge. Der blev drukket mange sodavander fra vores lokale sodavandsfabrik, men der var dog grænser. Jeg husker en lille pige, Elin, der fra salen råbte til sin mor på balkonen, at hun ville have en sodavand, men fik svaret: »Nej! Nu må bette Lin et’ få flere sohdawand, for så pesser bette Lin i bowserne«.
Den største begivenhed i Arden i denne periode var uden tvivl i kirkebyggeriet. Vi hørte jo til Astrup – Stor Arden sogn, og der var kirker i Astrup og i Stor Arden. I stationsbyen var der kun en kirkegård med et ligkapel indrettet i en tidligere vandbeholder. For at hjælpe med finansieringen af byggeriet, blev der afholdt en stor kirkebasar, hvor børn var klædt ud som folk fra fremmede lande. Jeg var for lille til at deltage. Min far havde blikkenslagerarbejdet, hvilket omfattede at lægge kobbertag på det i mine øjne svimlende høje kirketårn. Han lavede til indvielsen det store dåbsfad i messing, som så vidt jeg ved stadig er i brug.
Nogle år senere afholdt Borgerforeningen og Håndværkerforeningen i fællesskab den store »H & H« udstilling Handel og Håndværk i kroens sal og biografen samt i en midlertidig bygning i Karen Lunds have. Formålet har sikkert været at stimulere næringslivet det var jo en nedgangtid. Denne gang var jeg blevet stor nok til at medvirke og optrådte sammen med to andre drenge som malersvende, og vi sang en vise om malerhåndværket.
Den store verden
Vi levede også dengang -i en urolig verden. Der var krig mellem Kina og Japan, Mussolinis italienere angreb Abessinien, og der var borgerkrig i Spanien. Vi fulgte ganske godt med gennem aviser og radio, og da den finske vinterkrig brød ud, kom begivenhederne ganske tæt på vores hverdag. Vi var nok bange for, hvad der kunne ramme os, men jeg husker at en af de ældre drenge trøstede os med, at de lande der havde et kors i flaget, som de nordiske lande, aldrig ville komme med i en ny verdenskrig! Foruden den daglige avis Aalborg Stiftstidende og Radioavisen plejede vi at købe »Blæksprutten« ved juletid. En tegning må have gjort særligt indtryk, for jeg kan stadig se den for mig. På den ser man Hitler og Mussolini i en kæmpe hal fuld af kanoner og andet krigsmateriel, og neden under stod teksten: »Så er vi altså enige om at gribe til våben for at bevare freden!« Den 1. september 1939 på vej til skole om morgenen var 2. Verdenskrig brudt ud, og jeg tænkte på, hvad fremtiden ville bringe. Fyrrerne blev meget anderledes end trediverne – også for folk i Arden – men det er en anden historie.