Julekalender 2024

OBS Siden er ikke færdig redigeret

Julekalender
2024

Udgivet på:
Arden Lokalhistoriske arkivs facebook side
fra 1 til 24 december 2025

Historierne er fundet
Marianne Bach Grønhøj

Historierne er fundet i gemmerne på Arden Lokalhistoriske arkiv samt i bøger udgivet af lokale forfattere

Forsmået kærlighed / 1. dec

Af Dora Bundgård, Astrup

Søren Christian Christiansen 21 år
f. 18/11-1889, søn af Præstegårdsforpagter i Astrup
Jens M. Christiansen og hustru Ane Dorthe Sørensen

Mordrygter
Artikel i Aalborg Stiftstidende i 1906 nr. 203
Forrige mandag morgen fandt en arbejdsmand, som gik på arbejde, et ungt menneske hængende død i et træ i Oplev krat, tæt ved Gravlev, sydvest for Støvring Station.
Da det tydeligt nok var et selvmord, har vi ikke omtalt begivenheden, og gør det nu kun for at jage en pæl gennem de mange forskellige rygter om mord, der i den forløbne uge har verseret i den pågældende sag.
Den unge mand, der har taget sig selv af dage, hedder Christian Christiansen og er søn af en præstegårdsforpagter i Astrup ved Arden.
Han skildres som et flinkt og pålideligt menneske.
Hans fader har noget kørselsarbejde på vejene ved Støvring i entreprise, og sønnen der udførte dette, havde derfor i et par måneder boet hos sognefoged Lyngberg i Støvring.
Hos sognefogeden tjener en ung pige, Johanne, som er forlovet med karlen Peter Krog, der også tjener på gården.
Deres forlovelse var imidlertid ikke offentlig, og Christian gik hen og forelskede sig i Johanne. Han talte flere gang til hende derom, men hun oplyste ham gentagne gange om sin forlovelse med Peter.
Christian har rimeligvis ikke troet på alvoren heri, han havde i hvert fald ikke opgivet håbet. De tre unge mennesker levede i bedste forståelse med hinanden. Da indtraf i søndags den katastrofe, som skulle bevirke, at han tog livet af sig.
Peter Krog vidste tilsyneladende intet om Christians tilbøjelighed over for Johanne, og det var derfor meget naturligt, at de om søndagen blev enige om alle tre at følges ud til Oplev krat, hvor der om aftenen var dans. Her var de så sammen hele aftenen.
Efterhånden er det gået op for Peter, at Christian dansede for meget med Johanne, og han er nok blevet klar over, at han og Christian var rivaler. Han sagde først nogle ord til Christian om, at han skulle finde sig en anden pige, men skinsygen har gæret i ham, og da han kort tid efter – efter en dans med Johanne – kom forbi rivalen, slog han denne et på lussinger med den flade hånd. Han ventede at få det samme mønt tilbage igen, især da Christian var en stærk karl, det var ham derfor påfaldende, at denne ikke slog igen, men derimod blev ganske rød i hovedet og gik ud af danseteltet.
Kort efter fulgtes Peter og Johanne hjem. Dagen efter fandt man Christian hængende død i et træ, en snes skridt fra danseteltet. Der var ingen tegn på ydre vold undtagen en flænge over det ene øje, hvordan han havde fået den, er der ingen der ved, den er ikke fremkommen ved de slag, som han fik af Peter. Men han kan være rendt på et træ, da han flygtede ud af danseteltet. I hvert fald har han efter episoden i teltet truffet et par smedesvende fra Støvring Hammerværk, og de havde været ham behjælpelig med at få blodet vasket af ansigtet.
Det er denne flænge, som har sat de hårdnakkede mordrygter i gang, som har holdt sig trods den omhyggelige lægeundersøgelse, der bestemt konstaterede selvmord, og trods forhørene der har været afholdt.
Senere kom et andet moment til. Christian havde hængt sig i et reb, som han havde skåret af hammelrebet på en bagers seletøj – og der fandtes ingen kniv på liget. Nu er det imidlertid godtgjort, at Christian altid gik med kniv på sig, så der er ingen tvivl om, at han har haft den med og enten har tabt eller bortkastet den, efter at have skåret rebet.
Hans kniv skal for øvrigt være fundet i nærheden af stedet.
I virkeligheden er der intet som helst, der peger i retning af mord. Det unge menneske har åbenbart været forelsket i Johanne, og det må den aften været gået op for ham, at der intet håb var for ham, og det i forbindelse med optrinet med Peter, har indvirket så stærkt på ham, at han i et anfald af utilregnelighed har hængt sig. De to unge mennesker, der har været den ufrivillige årsag til hans død, er naturligvis meget pinligt berørte, både af Christians død, og af de ondartede rygter.
Det er tilgiveligt, at folk efter de senere års mange mord opskræmmes, så snart der er det mindste mistænkelige ved et dødsfald og straks ser forbrydelse og mord, men her har de mistænkelige symptomer kun eksisteret i fantasien, burde man dog endelig en gang for alle lade sindene falde til ro. Det er jo dog ikke første gang, at en ung mand tager livet af sig på grund af ulykkelig kærlighed – og det bliver vel desværre heller ikke den sidste. En officiel redegørelse om Oplev dramaet.
I anledningen af, at Hobro Avis fremdeles svælger i mordrygter fra Oplev Krat, har herredskontoret i Ribe udsendt en redegørelse, der efter at have fremstille sagn i overensstemmelse med Stiftstidendes artikel i mandags, sluttede således ”Det turde vist også høre til umulighederne for en karl at hænge en anden på ca. 68 tommer og en vægt på ca 170 pund op i et træ, 4 alen fra jorden, ved hjælp af en overskåret hammelreb, der kun er 2 alen lang, og at der har været flere om det, er dog endnu ikke påstået.
På hvor løse grunde og hvor letfærdigt mistanken for et mord er hæftet på et menneske – for der kan jo ikke godt være tale om mere end en bestemt person – ses også af en historie om en kniv, der ikke fandtes på liget, sandheden er at afdødes kniv blev fundet i hans lomme og overleveret faderen ved ligsynet, endvidere fortællingerne om et stemmejern, der skal være fundet, om sognefogedens hunde o.m.a.
Efter det oplyste må det anses godtgjort at afdøde har taget sig selv af dage, sandsynligvis eller muligvis i et øjeblik af fortvivlelse over ubesvaret kærlighed, det er så vidt ingen anledning til at beskylde et andet menneske for at have berøvet ham livet.
Begravelsen
Christian Christiansen begravedes i går middags kl. 12 fra Astrup kirke. Der var så stort et følge, som ikke nogen havde set magen til i den sidste menneskealder. Det ansloges til 5-600 mennesker. Hele byen flagede på halv stang.
I kirken sang man ”Tænk når engang den tåge er forsvunden” og Pastor Pedersen Astrup sagde:
”Sin sidste time ingen ved, vel den, som altid er beredt. Gud har givet livet, og han tager livet, når det går på naturlig måde, men da vi her står overfor et mystisk dødsfald, både her på egnen og deroppe, hvor det fandt sted, er det dobbelt tungt for dem, som står ham nær, og for hans fader, der måtte hente ham på den måde.
Ingen har hørt hans sidste suk eller lukket hans øje, det må have været svært for den afdøde, hvordan han end er kommen ud af denne verden.
Det, det gælder for ungdommen, er at udnytte tiden vel ved god sund fornøjelse og adspredelse. Eksemplet har en stor mangt, hvad der særlig gælder de ældre, så de er deres ansvar bevidst overfor ungdommen, der en gang selv skal tage ansvaret op og lede den opvoksende slægt.
Til forældre og søskende og dem, som stod ham nær, vil jeg sige, at det gælder om at kaste eders sorg på Gud, thi han har omsorg for dem, som gør dette.” Derpå bad præsten Gud styrke dem i den tunge sorg, så de ikke fortvivlede, men måtte lide på det kristne håb.
Følget sang derpå ”Lyksalig, hver sjæl som har fred” og under tonerne til ”Dejlig er jorden” bæres den blomstersmykkede kiste af afdødes ungdomsvenner ud til graven.
Efter jordpåkastelsen sang man ”Så vil vi nu sige hverandre farvel”, hvorpå præsten på familens vegne takkede for den store deltagelse.
Der var skænket to marmorplader, en fra ungdomsvennerne i Astrup, og en fra Astrup Ungdomsforening, som bar inskriptionen: Et sidste farvel. Da den unge mand var ualmindeligt afholdt, var der naturligvis et væld af kranse, bl.a. en fra ungdomsvenner i Astrup.

Teksten er oversat fra gotiske bogstaver til nutiden skrivemåde af:
Dora Bundgård, Astrup

Barndomserindringer – Af Ejvind Hansen / 2. dec

Jeg blev født i Hedegård i Rostrup sogn d. 24. oktober 1915. Min far var landmand Peter Hansen – min mor Kristine Hansen
Da de blev gift, fik de min mors fødehjem i Hedegård. Til gården hørte der 40 tdl. land under plov og 20 tdl. land bakker og eng, der grænsede ned til Willestrup å. Den natur kom til at betyde meget for mig i hele min opvækst og op gennem årene, idet det blev et yndet jagtområde og fritids udflugtsmål.
Men jeg vil begynde med min skoletid i Vrå skole pr. Arden. Det var en to klasse skole. Vi havde kun en lærer i mange år, Valdemar Henriksen som kom fra Vordingborg. Han satte sit præg på os børn, idet han lærte os ærlighed og høflighed uden korporlig afstraffelse. Jeg mindes kun et par gange, han brugte tampen. Jeg husker at 1 klasse gik to dage om vinteren og fire dage om sommeren, og den store klasse modsat. I den lille klasse, som vi kaldte den indtil 10-årsalderen, hvor vi rykkede op i den store klasse gik vi hver onsdag og lørdag om vinteren fra kl. ni til tre. Skolestuen var ret rummelig med tomandsborde til drengene og femmands til pigerne. Der var en stor rund kakkelovn, hvor lærerens husholderske fyrede i med kul, sommetider til lærerens store forargelse, når det blev for varmt, men hun ville ikke, at vi skulle fryse. Dem som sad ved bordene ved kakkelovnen, havde det alt for varmt.
Da jeg begyndte i skolen fulgtes jeg med vor nabos datter, vi havde tre kilometer at gå tværs over markerne. Der var godt nok en markvej, der gik ned over bækken, men den var sneet til om vinteren. Men det var altid os der havde langt til skole, der mødte op, dem nær ved skolen blev hjemme. Hvis vi kun var to-tre stykker, kom vi end til læreren og fik varm kakao. Jeg husker at morgenen altid begyndte med en sang. Læreren var ikke svær til at synge, så det begrænsede sig til et par sange at vælge imellem, og det var ”Nu vågne alle Guds fugle små” og ”I østen stiger solen op”, og en enkelt gang ”Befal du dine veje”. Jeg har altid elsket at synge. Som barn husker jeg, at læreren skulle ud og synge til begravelse, og da var den afdøde død i hjemmet, og så skulle den afdøde jo synges ud, og det var altid den samme salme læreren sang, det var ”Under dine vingers skygge”.
I skole gav læreren karakter for vore kundskaber, og det sad vi så efter. Jeg sad nr. 2 i lille klasse og nr. 1 i den store klasse. Vi skulle jo kunne salmerne, bibelhistorien og danmarkshistorien udenad. Når en af os fyldte år, læste læreren en historie.
Jeg mindes også med glæde når der var eksamen, så møde hele skolekommissionen op og præsten, det var Bjerg Nielsen, Vive. Jeg husker Jens Peter Vammen fra Monstrup, han havde altid en lun bemærkning til os. Det var en stor dag for os, for så fik vi 50 øre med til at købe konditor kager for nede ved købmanden, som i dagens anledning havde fået dem hjem fra Bager Nielsen i Hadsund.
Vi kom fra det med at synge. Jeg husker når vi var oppe ved mine bedsteforældre i Rostrup, det var Møller Søren Hansen og Maren, så fik jeg 25 øre, hvis jeg ville synge ”Det er dejligt ved Øresunds kyst”
Det første skoleår havde jeg en stor oplevelse, idet hele klassen skulle på udflugt til Himmelbjerget. Jeg tror nok, at en vognmand kørte os til stationen i Arden. Læreren havde gjort et stort forarbejde for at få det hele til at klappe. Først på sommeren når datoen var bestemt, skulle han skriftligt kontakte Statsbanen, for at vi kunne få en passagervogn til Silkeborg, den transport var gratis for skoleelever. Jeg husker, den store forventning vi havde, da toget brusede ind på stationen i Arden. Vi var stillet op to og to i en lang række, og vi var først blevet talt, om vi alle var med, og ingen måtte bestige toget, inden læreren havde talt med konduktøren om hvilken vogn vi skulle med til Silkeborg. Jeg var i samme kupe som læreren og husbestyrerinden. Dengang var der ikke så mange gennemgående vogne. Kupevognene var med deres døre ud til hver side. Da vi efter en dejlig tur med toget ned gennem Jylland kom til Silkeborg, marcherede vi to og to ned til Silkeborgsøerne. Vi kom med en lille båd, jeg tror den hed ”Ternen”, og jeg var meget betaget af den kønne sejltur til Himmelbjerget. Der var kun Skipperen, og han havde slik med som vi kunne købe, men han kunne jo ikke styre båden og så samtidig handle med os, så vor lære blev sat til at styre båden. Jeg husker, at vi små betragtede det som en stor ære, at vores lære sejlede med ”Ternen”.
Vel ankommen til Himmelbjerget marcherede vi op ad alle trapperne til toppen af bjerget, hvor vi tog hul på vores mors dejlige madpakke, hvori der også var rød sodavand. Derpå så vi på alle de fristelser, der var i kiosken, og flere af os købte en Himmelbjergstok, den var brun med rød eller gul knop, jeg havde min i mange år derefter. Efter den vellykkede tur til toppen gik turen nedad igen, og så sejlede vi med hjuldamperen ”Hjejlen” til stationsbyen Laven, hvorpå toget gik tilbage til Arden. Det var min første udflugt ud i den store verden. Den udflugt blev efterfulgt af flere, vi havde altid en hver sommer og enkelte gange 2. Vi var i Århus og Viborg og Løkken 2 gange, der kan jeg huske den ene gang, da vi kørte med en rutebil hele vejen, og vi punkterede flere gange på vejen hjem. Vi nåede først hjem til skolen langt hen på aftenen, hvor vores forældre med ængstelse ventede på os. Vi kunne jo ikke ringe hjem og fortælle grunden til den sene ankomst, for der var jo ikke nogen af os der havde telefon.
Men den skønneste tid og den jeg husker bedst, var tiden op til julehøjtiden. Vi begyndte tidlig at synge julesalmer i skolen, og vor lære og husbestyrerinden gjorde et mægtigt arbejde med forberedelserne til midtpunktet, skolens juletræ, og de betalte det hele selv af deres egne penge, skønt lønnen ikke var stor dengang. Juletræet var gerne lige efter jul, inden vi begyndte skolegangen, og det var først efter helligtrekonger. Vi havde en rigtig hyggelig aften, først gik vi omkring træet og sang og fik en godtepose, og så dansede vi. Winfred og Frederik Johansen fra Brøndbjerg Hede spillede, de havde begge gået i Vrå skole. Hen ad aftenen kom vores forældre og hentede os, og de kom ind i privaten og fik kaffe, det var et stort arrangement som de to, læreren og husbestyrerinden, gjorde for eleverne, uden så meget som en rød øre i tilskud. En ting som var en vældig nyhed for os var, da læreren købte en ny bil, en amerikansk Pontiac, men så vidt jeg husker, fik han en Nash. Det skinnende vidunder blev os forevist, og længe efter fik læreren samtalen drejet hen på den flotte bil, når vi var i skole. Jeg tror det var i 1926 eller 27.

Biografi:
Ejvind Hansen, Borgervej 47, Oue
Født d. 24.10.1915 i Hedegård ved Rostrup
Død d. 12.02.2002
Han blev i 1931 uddannet som kværnbilder hos sin bedstefar i Rostrup og rejste som sådan rundt i Himmerland og vedligeholdt landmændenes kværnsten.
Han havde mange tillidsposter gennem tiden, ved sin død var han på 18. år formand for Rostrup-Oue-Valsgård pensionistforening.

Mordbrand på Ovegaard – Af Lydia Rønde Andersen / 3. dec

Fredag den 1. august 1931 skete der en frygtelig forbrydelse i fodermesterboligen på Ovegaard. Lidt før klokken tre vågnede propr. Petersens datter af en kraftig støj udefra, først troede hun at det regnede, men da larmen blev værre og værre, stod hun op og så nu at fodermesterhuset brændte. Hun vækkede sin bror, som styrtede over til det brændende hus, han forsøgte ihærdigt at vække beboerne. Der kom ingen svar fra det brændende hus, han løb derefter over til soveværelsesvinduet. Men på den side var taget skredet og kun nogle enkelte brændende spær stod tilbage, han forsøgte at se ind i ruinen og der fik han øje på et forkullet lig som lå på gulvet.
Efterhånden var alle folkene på gården kommet til, de begyndte straks på slukningsarbejde, men alt var forgæves, der var til sidst kun røgsværtede mure. Pludselig var der stor fare for Ovegaard, idet nogle gnister var fløjet over vejen og havde antændt den stråtækte lade. Men ved hjælp med stiger og vand fik man branden slukket.
Tidligt om morgen på brandstedet mødtes en del mennesker, og de blev vidner til en frygteligt syn. Det lille fodermesterhus, som var grundmuret og tækket med skiffer var en stor ruinhob, og på en sæk foran huset lå hustruens forkullede lig, som nogle af folkene havde fundet i soveværelset. Hun var fuldstændig ukendelig, kraniet var delvis knust, ribben og benpiber stak hvide ud af den mørke forkullede lig. Et øjeblik efter man havde fundet det første lig, kom der tre personer fra politiet med Politimester Bo-Lassen i spidsen samt læge Jensen, Hadsund, desuden brandfoged gårdmand Chr. Nielsen, Ove Mark kom tilstede og med hjælp fra mange af gårdens folk, begyndte man på et stort oprydningsarbejde i soveværelset. Arbejdet var vanskeligt på grund af bjælker og spær, som havde begravet sengene. Efter lang tids arbejde fandt man ligene af to drenge den 8 årige Emanuel og den 4 årige Aksel, de var frygtelig mishandlet, deres kranier var knust. Man fandt derimod ikke liget af fodermester Julius Christensen. Mistanken om en forbrydelse steg, da man fandt hans dolk, som lå ved den ene side af sengen og skeden i den anden side af værelset. Det kunne selvfølgelig være en tilfældighed, men det var mærkeligt, da alle vidste at Julius Christensen altid bar sin dolk på sig i bæltet, hvorfor skulle han så netop den aften havde taget sin dolk op af skeden og fjernes den fra bæltet.
Ligesom man var ved at opgive at finde mere i soveværelset, dukkede der en køkkenlampe op, den var væltet og lå på gulvet, hvor den havde antændt noget brændbart. Den teori var dog ret usandsynligt. For da chauffør Stad kom til brandstedet, fortalte han, at hans datter som var jordemoder var kørt forbi ved tre tiden, og da brændte der ingen lys. Det blev yderligere bekræftet af et par unge mennesker, som var kommet der forbi kort efter af Stad havde passeret stedet. Ved 11-tiden om formiddagen var oprydningsarbejdet forbi, og man havde ikke fundet fodermesteren, han var sporløst forsvundet.
Hvad var der mon sket
Folkene på gården havde hele natten og morgenen talt med hinanden om, at der måske var foregået en forbrydelse. De var alle sammen en smule bange for Julius Christensen, som havde været ansat på gården siden november, han var ikke særlig vellidt- Han var meget hidsig og brutal, og ofte i slagsmål med de andre som var ansat på gården. Under disse slagsmål truede han dem ofte med dolken, han fortalte den også, at han havde en revolver.
Om han samliv med sin hustru, var der mange delte meninger, nogle mente at ægteskabet gik godt, andre mente det stik modsatte. Julius Christensen var 40 år gammel, han var vist fynbo og hans kone, som var 25 år kom vist fra Aalborg, hvor man mente hendes forældre boede, de begge gift for anden gang.
Man undersøgte nu nærmere hvad ægteparret havde foretaget sig aftenen før. Det blev oplyst at nogle havde set hustruen cykle mod Hobro, hun var cyklet hjemmefra ved 21-tiden, men hvornår hun var kommet hjem igen, var der ingen der havde set. Julius Christensen havde ikke som sædvanligt gået sin runde i stalden ved 19-20-tiden, som han plejede, og tre tyre der stod på en græsmark overfor gården, var ikke blevet flyttet, skønt det var hans arbejde. Hvis man kunne gå ud fra, at de forsømmelser havde noget at gøre med en forbrydelse, kunne det jo eventuelt betyde, at det var planlagt samme aften. Fodermesterens forsvinden og fundet af dolken var jo ikke særligt overbevisende, om det kunne være en almindelig brandulykke der var sket, men da begge børnene var grusomt tilredte, så det bestemt ikke ud som en brandulykke.
De grufulde mord som var begået, havde rystet beboerne i hele landet, men især i Ove. Her var der efterhånden så mange rygter om en uhyggelig stemning blandt alle som boede i området. I de ejendomme der lå længst fra Ove ude på marken skiftedes man til at sove, og de hunde som normalt var bundet om dagen og gik i kostald og lade om natten, havde fået en dør på klem, så de kunne komme ud derfra, hvis der skete noget usædvanligt ved ejendommen.
Opklaringen
Endelig den 7. august var der en fisker fra Hadsund, Herman Hansen, der sammen med et par kammerater i nærheden af Baadlandskrogen, en vig nede ved fjorden ud for Ovegaard. Under fiskeriet fik Herman øje på en sort bylt, som lå og svømmede en snes alen fra land. De sejlede straks hen til bylten, som var dækket af et lag af noget slimet grønt tang og fjorddyr, da de kiggede nærmere på bylten, fandt de ud af, at det måtte være den formodede morder fra Ovegaard.
Liget lå på ret lavt vand, så fiskerne fik det uden større besvær bragt ind på standen. En af fiskerne løn hen til møllen, hvor han ringede fra til Statspolitiet i Hadsund, de var lige kommet hjem fra Vårst egnen, hvor de hele dagen havde efter spor, for efterhånden var han eftersøgt i hele landet. Bo-Larsen og Elmbo tog staks af sted i bil sammen med de to københavnske opdagere, som deltog i undersøgelsen.
Politiet konstaterede, at det var fodermesteren, men der blev straks hentet folk fra gården, som kendte ham bedre. Propr. Petersen og et par karle kom til stede og genkendte liget. Med de uhyggelige fund mente politiet at kunne løfte lidt af sløret om, hvad der var sket denne fredag aften eller nat. Liget var kun i en blåstribet skjorte og på halsen fandt man en ca. 10 cm. langt og meget dybt snit. Man kunne derfor fastslå, at han selv havde sit liv kort tid efter sin misgerning, snittet må han have tilføjet sig selv, efter han var gået langt ud i fjorden. Han ligger begravet på Ove kirkegård. I mange år kunne man se en lille forhøjning i den lille trekant, hvor han er begravet. Der har aldrig været blomster, beplantning eller sten på graven. Den dag han blev begravet, blev han uden spor ceremoni sænket i graven. Til stede var kun kirkens folk og et par mænd fra Ovegaard til at hjælpe med begravelsen.
Huset blev igen bygget op og var i nogle år brugt til grise, det står der stadigvæk, men hvad det bruges til i dag, ved jeg ikke, men det er sikkert ikke grise.

Solhverv – Uddrag fra Jørgen Graae Rasmussens fortælling i Barn af Himmerland IV fra 1985. / 4. dec

Efter tre dejlige år som enelærer i Nonbo Skole, søgte jeg og fik stillingen som førstelærer i Vebbestrup, hvor der synes at være et stort udækket område af eksamensskoler og – mente jeg – en mulighed for at opfylde min gamle drøm fra seminarietiden om at få oprettet min egen skole, hvilket jeg ikke ved ansættelsen talte om, da jeg så næppe havde fået stillingen.
Jeg havde i Vebbestrup tre dejlige og uforglemmelige år ved kommuneskolen, hvor jeg nød stor velvilje hos befolkningen, en varme, der pludselig skiftede til kulde, da jeg i 1934 begyndte at realisere min gamle drøm om min egen skole. Selv om starten var nok så beskeden, havde jeg en fornemmelse af, at den almindelige reaktion var: ”Hvad bilder han sig ind!”
Men heldigvis og nok afgørende for, at jeg turde begynde, var der enkelte, der troede på min sag og tilskyndede mig til at begynde. Blandt dem er der grund til først og fremmest at nævne daværende uddeler Johs. Thomsen. Ham, der allerede dengang var min fortrolige og senere blev min ven og velgører, delagtiggjorde jeg i mine planer og vi diskuterede dem frem og tilbage. Det endte med, at han sagde: ”Hvis du realiserer din planer, skal du få begge mine drenge”. Disse to blev Solhvervs første elever, og det var med et varmt håndslag og en mægtig tilskyndelse til at fortsætte, at møde en sådan tro og tillid til min sag hos et menneske, jeg respekterede, og hvis dømmekraft jeg troede på. Men også det daværende sogneråd havde åbenbart så megen tillid til mig, at de ikke ønskede at lægge halmstrå i vejen for mit forsøg.
Begyndelsen var i sandhed beskeden. Samtidig med at min kone fik tvillinger, overtog jeg børneværelset til Solhvervs første klasseværelse, mens børnene blev forvist til køkkenet. Meningen var gennem et kursus på to år, at forberede sig til præliminæreksamen og som min hjælper ansatte jeg pastor Højsgaard, Hobro. Vi delte fagene mellem os, og da jeg af økonomiske grunde ikke kunne slippe førstelærerembedet, faldt kursusundervisningen om eftermiddagen, når jeg selv var færdig med kommuneskolen.
Jeg havde aldrig været i tvivl om, at hvis jeg fik held til at oprette min egen skole, så skulle den hedde Solhverv. Der var drøm og håb i det navn.
Da kun meget få af omegnens folk vidste, hvad en præliminæreksamen var og – selvfølgelig – endnu færre, at jeg ville prøve at føre deres unge frem til eksamen, måtte jeg selv cykle rundt og tale med folk. Det gik så godt, at jeg allerede næste år vovede at påbegynde eget byggeri. Optimist som jeg var, indrettede jeg fire elevværelser og averterede skolen som kostskole. Vi fik en kostelev, en pige, som vi naturligvis måtte tage med ud om aftenen, hvis vi var inviteret ud. Vi fortsatte imidlertid med at avertere skolen som kostskole, og næste år satte vi kostelevtallet op med 100 %, så havde vi to. Man kan godt sige at kostskolen blev bygget op fra grunden. Da tilslutningen til kurset i øvrigt gik temmelig godt, bestemte jeg mig til i 1937 at forlade kommuneskolen. Jeg søgte dog et års orlov med ret til at holde vikar, så jeg kunne vende tilbage, hvis mit eget ikke kunne bære. Da var det, vi mærkede, at den velvilje og varme vi havde mødt som førstelærerfamilie, forvandledes til næsten iskulde. Det var efter parolen: De onde lo, og de gode græd. Alle vidste, at dette var vandvid.
Jeg skylder sandheden at sige, at uden min kones hjælp og loyalitet, havde Solhverv ikke eksisteret i dag. Jeg var igangsætteren, havde ideerne og eksperimenterede – ofte til hendes bekymring. Men havde jeg fået sat noget i gang, var det hende, der stædigt fastholdt: ”Har vi begyndt (og igennem årene var der mange, mange ”tiltag”), så skal vi også fortsætte og føre tingene igennem”.

Denne beskrivelse, som jeg er blevet opfordret til, fordi Solhverv er ”født og opvokset” i Himmerland (jeg er jo ikke selv himmerlænding), føler jeg trang til at nævne en himmerlænding, der i en god menneskealder blev knyttet til skolen og voksede op til at blive en institution i institutionen, en mand, som hverken min kone og jeg eller vore børn nogen sinde vil glemme. Han var fra Vebbestrup og hed Kren Bak.
Til en begyndelse blev han ansat som altmuligmand, senere som pedel. Han var noget for sig selv. Han var en personlighed, en rigtig himmerlænding og blev med årene måske skolens mest trofaste ven.. Der var tre ting som prægede Kren Bak, hans forhold til børn, hans forhold til dyr og hans glæde ved forståelse af naturen. Eleverne elskede Kren Bak, og kom de efter mange år tilbage for at besøge deres gamle skole, var det ikke mindst Kren Bak, de opsøgte og delte gamle minder med. Men som en rigtig jyde benyttede han sig aldrig af superlativer. En gang da han havde mistet sin hund, som han forgudede og sørgede dybt over tabet af, forærede jeg ham til han fødselsdag en hvalp af samme race som den mistede, el lille gravhund, som han fik overrakt i en skotøjsæske. Sin umiddelbare glæde kunne han ikke skjule, men han sagde ingen ting. Da han senere kom ned i køkkenet, sagde pigerne til ham: ”Nu er du da glad Kren Bak” hvortil han svarede. ”Jeg kan sige så meget, at jeg ikke er ked af det”.
Da Kren Bak blev gammel, fik jeg ham til at leje en lejlighed over i byen og sagde til ham: ”Nu må vi nok holde op på samme tid, men når du flytter, skal du bare blive ved med at komme og spise på skolen”. Jeg flyttede til min pensionistbolig, men Kren Bak flyttede aldrig. Han blev boende på sit værelse på skolen og fik aldrig brug for sin lejlighed. Han kunne ganske simpelt ikke trives andre steder, og kom først herfra, da vi kørte ham på sygehuset, hvor han døde. En mere trofast himmerlænding har jeg aldrig oplevet.
I det hele taget oplevede vi, som jo ikke var født himmerlændinge, at blive det med liv og sjæl. Og heldigvis oplevede vi igen – som i den første kommuneskoletid – at blive godtaget af befolkningen. En ting oplevede vi fra vor første tid i Himmerland (en oplevelse der aldrig har fortaget sig), at vi, der jo som lærerpar flest, havde boet vidt forskellige steder i landet, aldrig har befundet os blandt mere demokratiske mennesker. Vi havde de forskellige steder, vi havde været, i så høj grad oplevet den standsforskel, der kan være mellem folk, gårdejere og husmænd, arbejdere og selvstændige erhvervsdrivende o.s.v. Her oplevede vi for første gang selskaber, hvor arbejdere, husmænd, gårdejere og selverhvervende folk på den selvfølgeligste måde alle var gæster i det samme hus. Den selvfølgelighed, hvormed alle havde lige megen menneskeværd, har en gang for alle fået mig til at føle mig hjemme i Himmerland. Her fik vi lov til at udføre et stykke arbejde, som i modgang og medgang (for begge dele har der været nok af) gav os glæde over livet, har vi kun grund til at være taknemmelige for. Og når jeg nu som gammel mand sidder og mindes alle de gode år, føler jeg trang til – ved tanken på min kone og hendes andel i det hele – at slutte disse par sider med et ”Æret være hendes minde”.
Der er grund til at tilføje, at da min kone og jeg forlod ledelsen på skolen for nu 16 år siden, blev denne overtaget af min søn og svigerdatter, Mogens og Ellen Graae Rasmussen. Og i deres tid er skolen vokset betydeligt både i størrelse og popularitet.
Solhverv Privatskole kan i år – 2024 – fejre 90- års jubilæum

Dyrlæge J. M. Olsen, Stenstrup pr. Doense – Af Knud S. Olsen, Arden / 5. og 6. dec

Sandsynligvis Danmarks eneste selvstuderede og dog statsautoriserede dyrlæge, som altså ikke havde nogen eksamen eller havde studeret ved Landbohøjskolen, hvilket har sin helt specielle historie.

Han blev født den 27. oktober 1868, døbt i Rostrup Kirke: Jens Marinus Olsen, søn af Skomager og Husmand Niels Olson i Lundgård, Rostrup sogn.
Niels Olson var i 1850 flyttet fra Skåne til Tustrup (i Fræer sogn), indkaldt af den daværende herremand sammen med adskillige andre Skåninger med snaphaneblod i årerne og med følelse af at være mere dansk end svensk. Han fik dog hurtigt arbejde ved bygning af den jyske længdebane i Nordjylland og tjente gode penge her, som han sparede op, så han kunne gifte sig med Snedker Christensens datter i St. Brøndum, og købe et lille husmandssted i Lundgård, som nu for længst er slettet af landkortet.
Her voksede J. M. Olsen op, og han var ikke ret gammel, før han måtte hjælpe til både med landbruget og med at bringe fodtøj ud til kunderne. Kun 8 år gammel måtte han jævnligt gå fra Lundgård til St. Brøndum med 2-3 par støvler, en tur på 10-12 km.
Af sin Far lærte han skomageriet til bunds, samt at spille violin og spille til dans og fest. Som næsten alle husmandsbørn måtte han 10 år gammel ud at tjene til føden på gårdene som ”flytdreng”
I Lundgård lærte min Far min Mor, Ane Kirstine Laursen at kende. De gik i skole sammen, blev senere forlovede og gift. De startede med at overtage Farfars husmandssted og skomageri, men Far havde større ambitioner, så da lejlighed bød sig, købte han Ravnshøjgård i Stenstrup af min onkel Knud Sørensen, Vrå Mølle. Det var en ordentlig mundfuld for en fattig husmand at tage, for det var en gammel præstegård med 142 tdr land jordtilliggende. Alt var meget forsømt, så det kostede slid og sparsommelighed at få pengene til renter af nødvendige lån. Vi måtte alle mand op kl. 5 om morgenen og begynde dagens arbejde og om sommeren blev klokken gerne 20, før vi kom ind til aftensmad. Der var 12-14 daglige mennesker på gården, så det var nødvendigt, at vi levede meget spartansk, men sundt, der var bestemt ikke meget fedt eller sukker i maden.
At klare økonomien på Ravnshøjgård var ikke nogen let sag. Opgaven måtte angribes fra flere sider, alle hænder måtte tage fat, intet måtte gå i svang. Man lavede alting selv så vidt gørligt, levede af egne produkter, nøjedes med margarine og solgte smørret for at få penge til renterne, passede på sine ting, træsko og tøj, så det kunne holde så længe som muligt.
Alt måtte tages i betragtning. Heste var forholdsvis dyre at fodre så husmændene brugte derfor køerne til trækkraft, men det kostede nedgang i mælkeydelsen. Dengang var det nødvendigt på en stor gård at have en tyr, og Far fik så den ide, at tyren kunne bruges som trækkraft og derved spare en hest. Hvis man begyndte med en ung tyr kunne den let tæmmes og lære at arbejde. 1 år gammel fik den ring i næsen, og når såret var lægt, fik den seletøj på og blev spændt for en vogn sammen med en gammel fredelig hest. Den fik også fastgjort en stang i næseringen så den ikke kunne stange hesten med sine mægtige horn; afhorning af tyre var ikke kendt dengang. Med Far ved tømmen gik så den vilde kørsel ud over markerne. I begyndelsen gjorde tyren sig de voldsomste anstrengelser for at komme fri af vognen, men da kørslen foregik ud over de bløde marker, varede det ikke længe før kræfterne ebbede ud og der kom mere ro over foretagendet. Efterhånden fulgte tyren villigt den gamle hest, og da de efter en halv times kørsel atter kom hjem, gik den nok så fredeligt sammen med hesten. Den fik et par godbidder, blev plejet godt, og det varede kun et par dage før den godvilligt lod sig spænde for og fra. Efterhånden blev det til to tyre, som gjorde det ud for et spand heste. De kunne gå dagen igennem med en tofuret plov, med de gik og tyggede drøv og de befandt sig godt bare de fik hø og halm + lidt roer.
Når det lykkedes at klare alle terminer og efterhånden stabilisere økonomien, skyldtes det ikke mindst min mor. Hun havde evner som få, og hvad hun udrettede synes i dag utroligt. Først af alle oppe om morgenen og sidst i seng om aftenen, sørgede hun for alt og alle. Ind i mellem at hun fødte og opdrog 10 børn og havde kærlighed nok til dem alle, passede hun alt i den store husholdning og desuden høns, ænder og gæs. I mange år kartede og spandt hun fårenes uld til tråd og strikkede bjerge af strømper og uldtrøjer og vævede vadmel til tøj og olmerdug til dyner.
Selv om hun havde nok så travlt, da der altid var nok at gøre, var hun altid parat til at hjælpe andre, det var i sygdomstilfælde, ved fødsler eller i andre vanskelige situationer.
Både min Far og Mor var meget hjælpsomme overfor småkårsfolk i sognet og det er utallige barselpotter eller anden god mad min Mor har bragt ud til barselspatienter, og til jul blev flere af vore daglejere betænkt med et godt stykke flæsk, eller et nybagt brød. Det blev nemlig dengang af fattige folk betragtet som en stor skam ikke at kunne klare sig selv, hvorfor så godt som ingen henvendte sig til kommunen om hjælp. Så hellere sulte, ja, endda stjæle; det havde man da chancen fr at slippe godt fra. Engang lagde min bror mærke til, at der blev taget af hakkelsen til hestene, og da Far gerne ville vide hvem den ubudne gæst var, holdt han vagt i loen om natten og ganske rigtigt, ved midnatstid gik ladeporten op, og en mand kom ind og i buldrende mørke stoppede han hakkelse i en stor sæk. Da han ikke kunne have mere i sækken, smed Far en ny sk hen til ham og sagde ”Her er en sæk mere du kan stoppe”. Manden blev helt ude af sig selv over at være opdaget og ville flygte, men af bar forskrækkelse mistede han orienteringen og løb ind mellem stolper, skillevægge og tærskeværk, indtil Far fik tændt sin lygte og så hvem det var. ”Men er det dig Morten. Jeg vidste ikke at du var i sådan en knibe, men kom nu med ind og få noget varm kaffe, det trænger vi vist begge til, så koldt det er her i loen”. Mor lavede kaffe og satte kage frem og skønt Morten rystede så han dårligt kunne få koppen til munden, fik han da spist et stykke kage og slubret et par kopper kaffe i sig, inden han fik lov til at gå hjem med besked om at komme igen dagen efter og hente et læs halm, s+ han selv kunne skære hakkelse til sin hest. Han kom også efter halmen, fik endnu en kop kaffe, og der blev ikke stjålet hakkelse mere.
En sen aften da min Far kom hjem fra en dyrlægeforretning, holdt en husmand med sin befordring over den ene ende af en stor roekule. Far kendte straks manden som den ene af dem der plejede at hjælpe os i kartoffel- og roehøsten og sagde til ham ”Nej god aften Peter, det er vel nok pænt af dig at du vil hjælpe os med at køre roer ind, du troede vel Alfred ikke nåede at fylde roerummet op, men han har faktisk fyldt op ved første luge, så du må køre hen til luge to og læsse ind der, og så er der kaffe og mellemmad til dig i køkkenet, når du er færdig”. Også ham kneb det at få koppen til munden uden at spilde, og også han fik besked på at komme igen dagen efter og hente et læs roer til sine sultne dyr.
Min Far havde aldrig været på landbrugsskole, men kun lært det praktiske, dels hjemme og dels der hvor han havde tjent, så alt det nye der kom frem om landbruget ved århundredskiftet, måtte han læse eller høre sig til, hvor der var noget at hente. Det drejede sig om sædskifte, brug af kunstgødning, dyrkning af roer og meget mere. Efterhånden var der mange, som hentede et godt råd hos ham, og bad om hans hjælp i en nødsituation.
Det traf sig nu, at den stedlige dyrlæge, som var en ganske ung mand, blev meget fordrukken. Han kunne nok stille en diagnose, men gang på gang ikke udføre den rigtige behandling rent fysisk, og der blev så sent bud efter min Far, som udførte den rigtige behandling efter dyrlægens anvisning, og af dyrlægen lånte han også bøger, som han studerede. Lidt efter lidt som dyrlægen blev mere og mere affældig fandt bønderne ud af at de godt kunne nøjes med at sende bud efter Far, når et dyr var sygt, men da det greb om sig, ville den nye dyrlæge og dyrlægeforeningen ikke finde sig i sådan en konkurrent og forsøgte at sætte en stopper for ham. Men en kreds af sognets bønder samlede underskrifter og sendte en deputation til ministeren og bad om at måtte beholde ham som dyrlæge. Efter en del forhandlinger fik Far så et ministerielt tilbud om, at hvis han frekventerede Landbohøjskolens dyrlægeundervisning i 2 år, kunne han få certifikat som fuldt uddannet dyrlæge. Hvis han ikke så sig i stand til dette, kunne han få lov til fortsat at praktisere som dyrlæge hvad angik hornkvæg og svin, men ikke til at behandle heste, der i datiden blev betragtet som særligt ædle dyr. Da Mor ikke på vilkår ville være alene om at drive gården, blev det det sidste. Fra da af deltog Far ikke meget i gårdens drift, som ble overladt til min ældre broder og en fast tjenestekarl. Han deltog kun i planlægningen og kørte ellers rundt dagen lang og ofte en del af natten med, i sin lette karriol med en rapfodet hest for at hjælpe bønderne med deres syge dyr. I 1926 opgav han helt landbruget og købte sin første Ford T og helligede sig udelukkende dyrlægegerningen indtil 1935.
Begrænsningen med ikke at måtte behandle heste var et stort minus. Men der var jo fuldt udannede dyrlæger både i Hobro og Arden. I min Fars tid var bønderne næsten alle medlem af en hesteavlsforening, som samtidig var en forsikring, som ubetalte erstatning, hvis nogen mistede en hest eller hvis en hest fik en uhelbredelig sygdom og måtte slagtes. I så tilfælde skulle der foreligge en dyrlægeattest fra en fuld autoriseret dyrlæge. Bønderne sendte dog ofte bud efter min Far uden at sige at det drejede sig om en hest. Min Far måtte så afvise at behandle den. ”Men, når jeg nu er kommet, kan jeg da godt se hvor slemt det ser ud” og sagde derefter ”Ja, jeg må altså ikke behandle heste, men hvis det var min hest, så ville jeg gøre sådan og sådan”. I talrige tilfælde måtte han dog sige, at det så alvorligt ud, at de måtte blive en forsikringssag, så bonden måtte tilkalde en autoriseret dyrlæge fra Hobro eller Arden. Når han alligevel kunne klare sig i konkurrencen trods denne stædige infiltration i området af fuldt autoriserede dyrlæger, må det nok have været fordi han i behandlingen af kvæg og svin var fuldt på højde med de øvrige dyrlæger og på visse områder en tand bedre, så bønderne så deres økonomi i bedre hænder hos ham.
Min Far købte al den medicin han brugte og solgte hos den gamle Apoteker Ewald i Hobro, og jeg mener det var gennem ham, at han hele tiden holdt sig ajour med hvad nyt, der kom frem både i medicin og instrumenter, som han benyttede ved fødsler hos kvæg og svin. Specielt grisesøer var han berømt for, og på det felt var han foran de øvrige dyrlæger.
Når en so havde faret, var det ikke så sjældent, at den ikke gav mælk ned, så grisene stod i fare for at dø af sult og til behandling heraf, havde han fundet frem til en stimulerende indsprøjtning, som med næsten 100 % sikkerhed fik soen til at give mælk ned ca. 5 min. efter at den havde fået indsprøjtningen. Hovedbestanddelen i indsprøjtningen var Camfer, men hvad der ellers var i, var og blev hans hemmelighed. Og dette var længe før det overordnede hormon Pituitrin blev opfundet.
I tidens løb fik Far en lang række titler: Husmand, Skomager, Gårdejer, Formand for Tyendeforligskommissionen, Medlem af Rostrup Sogneråd og Skolekommission og Kirkesanger ved Rostrup Kirke.
Min Far var meget musikalsk og en meget dygtig sanger, og alle vi børn har arvet hans musikalitet. Når der ikke var alt for travlt, blev der spillet og sunget meget i vort hjem, og i sine unge dage spillede Far tit til fest for at tjene en ekstra skilling. Alle os børn lærte han også at synge en lang række sange flerstemmigt, bl. a. ”Jyden han er stærk og sej”, ”Høje Nord”, ”Gubben Noa” m.fl. Og når vi havde gæster eller var til familiefest, var det en fast tradition, at vi se skulle give opvisning med vore sange.
I den forbindelse kan jeg også fortælle, hvordan det gik til, at min Far blev kirkesanger ved Rostrup kirke. Degnen som skulle forrette tjenesten, var meget lidt stiv i papirerne, og en søndag gik det helt galt for ham som forsanger, der var jo ikke dengang noget orgel at støtte sig til. Hans fiasko gav anledning til en notits i Aalborg Amtstidende som følger ”Mærkelig kirkesang i Rostrup Kirke, først begyndte degnen på en melodi, som nærmest måtte kaldes ”egen melodi”. Præsten hørte at det var galt og forsøgte at hjælpe ham, men gik selv forkert i sangen. Men så tog J.M. Olsen, Stenstrup, tonen fra både præst og degn, og sang salmen til ende, som den skulle synges” Dette læste Provsten, og kort tid efter kom der bud til min Far, om han ville komme ned i skolen, for Provsten ville gerne tale med ham. Far gik derned og Provsten bad ham synge et par udvalgte salmer, hvilket han gjorde til Provstens tilfredshed. Provsten bad ham selv vælge en salme, og Far valgte ”Kirken der er et gammelt hus, står om end tårnene falde”, en skøn salme, men melodien går i mol med mange halve toneintervaller. Da Far havde sunget den til ende, havde Provsten tårer i øjnene. Det blev til ti år som kirkesanger ved Rostrup Kirke.
Da jeg i 1930 var hjemme på ferie fra lægestudierne, fik min Far en alvorlig lungebetændelse. Dengang var der ingen penicillin til, så han måtte stå det igennem den hårde vej, men fra sygesengen gav han stadig gode råd og tre gange sendte han mig ud for at give omtalte indsprøjtning til en so med mælkemangel, og jeg konstaterede, at det virkede alle tre gange.
Det var set i bakspejlet et hårdt og stresset liv han måtte føre, da gerningen medførte en masse nattearbejde og flere gange lungebetændelse.
Da jeg nedsatte mig som læge i Arden i august 1935, havde han netop haft sin 2 blodprop i hjertet, hvorfor mine forældre flyttede op til mig i til mig i Arden og fik fem nogenlunde gode år, før de døde.

I Doense er jeg født – herfra min verden går. / 7. dec

Uddrag af Poul Frederik Kraghede Stillits erindringer

”Hvor er du i grunden født, Poul?” Dette spørgsmål bliver jeg ofte stillet. Og jeg tror nok, at jeg har lidt stolthed i stemmen, når jeg besvarer spørgsmålet siledes: ” På Himmerland – i en mindre by ved navn Doense.” Og jeg supplerer altid svaret med at oplyse, at helt korrekt hedder byen Øster Doense, men bliver, af de lokale, aldrig kaldt andet end Doense.
I kølvandet på det første spørgsmål følger altid det næste, nemlig: ”Hvor ligger den by dog?” ”Den har jeg aldrig hørt om før”. Og min forklaring bliver så: Hvis man kører ca. 10 km. nordpå, fra Hobro ad Hovedlandevej 10, kommer man til et vejskilt på højre hind,
hvorpå der står – Doense 1 km. Og på meget lang afstand, inden du når frem til Doense, får du let øje pi et meget højt teletårn, også på højre side, og som står på en høj ved navn ’’Tinghøj”. I dette tårns umiddelbare nærhed er jeg født. Tidligere besvarede jeg ofte spørgsmålet ved at sige: Hvis man kører nordpå ad DSB-strækningen fra Hobro, er det første stop efter Hobro. Desværre kan jeg ikke bruge denne forklaring mere, da Doense station er nedlagt, hvilket i høj grad sårer min hjemstavnsforfængelighed. Nu er første stop på denne DSB-strækning Arden.
For mig er Doense en særlig plet på jorden. Når jeg hører navnet blive nævnt, har jeg samme fornemmelse i mit indre, som når jeg hører mine, nu afdøde, forældres navne blive nævnt. En fornemmelse af tryghed og et godt sted at være barn, toner frem i min bevidsthed.
Jeg er barn af Doense, her blev jeg født den 5. maj 1938, på ’’Mosegård”, Fragdrupvej nr. 4, som første barn ud af tre, og som søn af Alma og Gyrith, et år efter indgåelsen af deres ægteskab.

Landejendommen på Fragdrupvej i Doense havde mine forældre kun haft et år, da jeg kom til verden. Så økonomien var stram, der var ikke meget at gore godt med. Men min mor og far var dengang stræbsomme og arbejdsomme mennesker, som bestemt havde evner til at få meget ud af lidt. Så jeg havde på dette tidlige tidspunkt af mit liv ingen fornemmelse af knaphed. Godt et år efter mig kom min bror Wulff til, den 23. juni 1939. Og den 9. april, året efter, blev Danmark besat af de tyske nazister, de 5 forbandede år, blev min første bevidste barndom.

Men det gik godt for mine forælder i Doense-tiden – og hvor det går godt, er der som ekendt medvind. Så skønt jeg kun nåede at blive 6 år i Doense, står disse år for mig som lykkelige og trygge barndomsår.
Jeg husker hvordan far fik råd til en karl som medhjælp ved landbruget, og mor en ung pige i huset. En ung pige som jeg husker: Udseendemæssigt, mest fordi min mor i mange år havde et lille foto af hende. En meget køn lys pige med et væld af store krøller, som hun selv skabte med krøllejern. Krøllejern tilbage i starten af fyrrene var yderst primitive, hun opvarmede det ved at lægge det på det varme komfur i køkkenet. Tilblivelsen af disse krøller, står klart for mig. Men jeg husker hende især, fordi hun ofte tog os to drenge med ud i haven, når vi en sjælden gang var alene hjemme med hende. Haven var dengang omgivet af mange store gamle træer, som hun fik os til at banke på stammen af, alt imens hun sang for os: “Hvem er det der banker pa mit bøgetræ? Det er bare mig, fordi jeg elsker dig.”
I disse tider havde en hushjælp kun fri om søndagen, og ville sådan en søndag selvfølgelig gerne hjem til sine forældre. Men denne søndag, som iflg. mine forældres senere talen om episoden, vist var vinteren 1942 – og i marts måned, var der voldsom snestorm og mange kuldegrader. Min mor advarede pigen mod at gå ud i det vejr, men pigen insisterede og gik. Men det varede ikke længe, før hun kom forfrossen tilbage, det var simpelthen ikke muligt at bevæge sig ude i dette uvejr. Det er dette sidste, med hendes forfrosne tilstand,
ved hendes tilbagekomst, jeg så tydeligt husker. Skønt jeg som nævnt, kun nåede at være i Doense de første 6 år af mit liv, husker jeg ganske meget fra denne tid.
Et medlem af min fars slægt – købmand, konsul Frederik Johansen, havde en købmandshandel i Østergade 14 A, Mariager. Denne købmandshandel havde et særdeles bredt varesortiment. Konsulen, som vi kaldte ham, kom ofte på besøg hos os i Doense i en mindre lastvogn med åbent lad. På ladet havde konsulen alskens fornødenheder til vort landbrug, såsom, såsæd, foderstoffer o. s. v. Ligesom jeg svagt erindrer vore besøg hos konsulens i Mariager. Til gengæld husker jeg tydeligt den 7. august 1943, da min mor meddelte mig, at konsulen var død. Jeg tror, at en af de dage, hvor vores unge pige i huset sang for os to drenge ude imellem de store træer i vores have, netop var den dag i august 1943, da mine forældre var til konsulens begravelse i Mariager Klosterkirke.
I min erindring står også tydeligt, når tyske soldater kom på besøg hos os. Besøg som de absolut ikke var inviteret til. Men de kom blot en gang imellem af dem selv og på korte visitter, vel fordi de kedede sig og havde det dårligt. Ingen turde bede dem om at skrubbe af igen. Jeg blev komplet panisk af angst, når de ville tage mig op på skødet. Åbenbart blev de tydeligt kede af min reaktion, idet en af dem udtalte pa meget gebrokkent dansk: ” Åh disse tyske barbarer.” Disse tyske soldater, der på eget initiativ besøgte os nu og da, kom oppe fra det tidligere nævnte “Tinghøj”, som lå i umiddelbar nærhed af mit hjem. På “Tinghøj” lå i krigsårene en tysk radarstation. En radarstation som englænderne altid prøvede at få ramt på med luftangreb om natten. Særlig mod krigens slutning. Men det vender jeg senere tilbage til. I dag er “Tinghøj” en fredelig telestation med et meget højt tårn, som ses viden om. Det lykkedes desværre disse tyske soldater, som besøgte os, at få os smittet med fnat, ved berøring via håndtryk, vel sagtens. Efterfølgende behandlinger, med fnatdræbende midler, var infernalsk, både hvad angik lugt og svie, i en grad som jeg aldrig glemmer, men det hjalp.
I forbindelse med den tyske besættelse af Danmark, var der mod krigens slutning udbredt sabotage, udført af modige danske frihedskæmpere, imod den tyske besættelsesmagt.
Sabotagen var ofte rettet mod jernbanerne for at hindre tyske forsyninger i at nå frem. En nat blev en sådan sabotage udført mod banestrækningen lige nord for Doense. Et stykke af baneskinnerne blev bortsprængt, lige før lokomotivet skulle passere, med det til følge, at det store lokomotiv væltede rundt og lå med alle hjulene lige i vejret, og med skorstenen boret ned i underlaget. Da hændelsen var foregået ganske kort fra mit hjem, var vi henne for at se på. Det gjorde et voldsomt indtryk på en dreng på blot 5-6 år. I Doense levede der på min tid et menneske, der også printede sig i mine drengeerindringer: Emil med træbenet. Det står tydeligt for mig, når han kom kørende til os i sin mindre hestevogn med fladt lad og rigtige karetmagerhjul med jernringe. Hvad hans ærinde var, har jeg desværre glemt, men han har vel villet sælge et eller andet, måske var det køkkenting i brændt ler? Han står for mig som en meget rar mand. Emils træben var et træben i ordets bogstaveligste forstand og uden nogen form for fod. Emil trådte direkte på den runde pind, som udgjorde benprotesens nederste del.
Som nævnt var der verdenskrig og tysk besættelse af Danmark de sidste 4 år vi boede i de Doense, vi alle fire satte så højt. Som følge af besættelsen var der knappe tider på næsten alt, som vi ikke selv kunne frembringe ved landbruget. Således husker jeg, hvordan karamelliseret sukker var vort eneste juleslik. Mor smeltede sukker på panden i en smule fedtstof og over ilden fra det støbejernskomfur, hvori der blev fyret med pindebrænde. Et antal støbejernsringe blev fjernet fra komfurets ildsted, så hullet til ilden svarede til pandens omkreds. Når sukkeret var smeltet, dannede det karamel, som blev blandet med en smule havregryn samt frugtfarve. Nu blev karamelmassen skåret ud i passende stykker, og ved afkøling blev det hårdt. Bolcherne fremstod i mange forskellige former og farver. Sidst blev de fyldt i et stort gennemsigtigt glas med glaslåg og en glaskugle på toppen som fingergreb.
Åbningen af glasset øverst havde en dimension, så man lige kunne få en hånd ned. Glasset med indhold blev nu stillet op på skænken i den pæne stue, hvor julefesten skulle holdes. Glasset måtte nu ikke røres før juleaften. Ordet bolcher kendte vi slet ikke på dette tidspunkt – glassets indhold hed brødsukker.
En sådan juleaften kunne vores farbror Oluf være vores gæst. Oluf var kontrolassistent, det vil sige en der tog rundt på gårdene og kontrollerede, at komælken var sund og frisk, kort sagt, målte mælkens kvalitet. Farbror Oluf tog os ofte på skødet og sang for os. Favoritten var: Æh, bæh, buh! Det er sjovt at være lille, æh, bæ, buh! Man kan tidsnok blive stor.
I denne mørke krigstid var det, set med nutidens barneøjne, små oplevelser vi havde. Men vi kendte ikke andet og fordrede ikke andet. Legetøjet, som vi fik i julegave, var træheste, trækøer, andre trædyr og træbiler. Andet var der ikke at få og heller ikke råd til.
Vaccinationer af de alment kendte børnesygdomme, havde ikke den bredde, disse vaccinationer har i dag. Derfor løb man også ind i flere af disse sygdomme dengang, end man gør nu. I slutningen af Doense-tiden blev jeg syg af skarlagensfeber, med meget høj feber til følge. Jeg husker, at jeg var så syg, at jeg slet ikke kunne tåle blot den mindste smule lys i øjnene – og slet ikke madlugten fra køkkenet, især stegeflæsk. I denne situation, ville jeg under normale omstændigheder, dengang være blevet indlagt på epidemiafdelingen på sygehuset i Hobro. Men doktor Nielsen, som tilså mig, mente at det var bedst for os alle i familien, at jeg blev hjemme i denne besættelsessituation, hvilket jeg bestemt også selv syntes.
En tur til Doense og retur (vel 4 km i alt) var en af afvekslingerne i den daglige trummerum. På disse gåture til ”staden” var jeg meget fascineret over de sirlige stakke med sneskærme af træ, som om sommeren stod på grøftekanterne, og om vinteren var stillet op i lange rækker ud over markerne, for at hindre sneen i at lægge sig på vejen. Hegnklokker og klokker, der holdt telefon- og el-ledninger, og som var fremstillet af hvidt porcelæn, havde ligeledes min fascination.
Vores ”Mosegård” var meget gammel, og bygningerne krævede idelige reparationer både ude og inde. Det bedste man kunne gøre, var at rive hele gården ned og bygge nyt, men tiden var ikke til det, byggematerialer kunne på grund af krigssituationen ikke skaffes. Modsat bygningerne var landbrugsjorden til stedet gode og frugtbare. Far var træt af de gamle og meget arbejdskrævende bygninger, han ville gerne have et landbrug af lidt nyere beskaffenhed. Så tog far den beslutning, der skulle vise sig at blive fatal for os alle fire. Far solgte ”Mosegård” i Doense. Jeg kan aldrig glemme, hvordan far, umiddelbart efter at papirerne var underskrevet, totalt fortrød hvad han havde gjort. Skønt jeg kun var 6 år, mærkede jeg tydeligt sorgen i hjemmet over en forkert beslutning. Intet står så klart for mig fra Doense-tiden. Jeg husker tydeligt, at far stod ved et vindue i stuen og stirrede længe ud i haven, og efter lang tids tavshed udbrød far højrøstet: ” Jeg har fortrudt, hvad har jeg gjort” Siden har jeg hørt far sige det utallige gange. Sidste gang, lige før han døde den 9. marts i 1992.
Så, nu blev der ingen skolegang for mig i Doense

De gode hoveder kommer fra de stråtækte skoler. / 8. dec

-Siger den gamle Arden-degn Marinus Boel, der selv var lærer ved én af dem gennem en menneskealder
Den gamle degn i Arden be¬nytter sig af den tovligste lov i kongeriget. Det er ham selv, der siger det, og saa maa det vel være sandt
-Jow, naar det er saadan, at selv en femten aars dreng kan sætte sig paa en knallert, saa er det pinedød forkert, udbryder han. For det er da grimt at se dem fare hen ad landevejen, og saa mange ulykker, der sker.
Men degnen, den 86-aarige Marinus Boel paa Skovvejen, er alligevel godt tilfreds med, at loven ogsaa giver ham ret til at køre knallert:
-Jeg havde bil i 23 aar, og saa blev jeg efterhaanden saa gammel at doktoren skulle være mere end et menneske, hvis han skulle forny kørekortet.
Lærer Boel klukker. Nok er han den gamle skolemestertype, der benyttede sig af ganske andre opdragelsesmetoder end vore dages lærere. Men han har ogsaa lune. Et fiffigt smil lyser op i de klare øjne, og ansigtet lægger sig i smukke rynker, mens han lidt distræt stryger sig gennem sin opretstaaende manke.
-Jeg kan en historie, siger han. Den handler om vor kat, som en dag fik killinger. Den ene killing var i drillehjørnet, moderen kunne slet ikke styre den. Saa fik den en beskeden irettesættelse med poten, men da det heller ikke hjalp, saa gav katten den et ordentlig dask. Og ser De, jeg holder med katten!
-Altsaa . . .

• Børn skal have en lussing, når de trænger til det. De skal lære at lyde, og har man først fortalt dem, hvad de må og ikke må, så behøver man ikke at være over dem fra dag til dag. De retter sig simpelthen efter det. Det har mine elever i hvert fald altid ‘gjort.
  Fru Boel nikker samtykkende.
  -Ja, hvis du ikke havde vist bestemthed, da du kom til Nøvling, som hjælpelærer, så havde det aldrig gået, for der var du kun et barn.
  -Toogtyve, siger han. Lige udgået fra Gjedved seminarium efter fem aars studium. Indenfor det tidsrum nåede jeg også at tage præliminæreksamen, for jeg havde jo bare min folkeskoleuddannelse. Far var landmand 1 Haals, og han bekostede også min uddannelse. Det blev til 2300 kroner i løbet af de fem aar. Ja, se i dag ville det nok ikke kunne klares for under 15.000 kroner. Det ved jeg noget om, for mine egne døtre er ved skolevæsnet, den ene som kone til skolebestyrer, og den anden som overlærer, Og den første har fire børn, der alle går lærervejen.
  400 kr. om året
  plus 17 tdr. land jord
  Lærer Boel trækker et stykke papir op af jakkelommen. Den yngste af børnebørnene er oppe i tegning i dag, og her er resultaterne af de fag, hun allerede har været til eksamen i. Jeg et nok en gammel knark, men jeg følger da lidt med. Hendes mor ringer hver dag for at fortælle, hvordan det går.
  -Hvordan havde De det selv som ung lærer?
  -Herligt. I 1892 rykkede min kone og jeg ud i vort første embede. Det var ved Ørsø skole i Dronninglund sogn. Jeg blev andenlærer for 750 kroner om året, og nogle år senere førstelærer til 400 kroner kontant og 17 tønder land jord.
  -Vi har såmænd aldrig haft det bedre, indskyder fru Boel. Jeg malkede køerne. Jeg kunne da heller ikke forestille mig ham ved det arbejde.
  -Når, jeg hjalp da til med markarbejdet, når skolen var forbi, forsvarer ægtemanden sig. Og så må du ikke glemme, at jeg var kirkesanger i Dronninglund. Det blev også for meget af det gode. I hver eneste uge skulle jeg til bryllupper eller begravelser, og så på alle helligdage. Det var for resten derfor vi rejste til Arden i 1901.
  -De fortrød det ikke?
  -Nej, jeg havde det godt i de 40 år, jeg var ved skolen her. Men vendelboerne er mer’ at lide på. De har sådanne deres egen måde, og den fandt vi os godt til rette ved. I gamle dage var skolelærerne tit en slags sognekonger, men der har jeg aldrig været. Jeg passede mig selv.
  Begravelse sluttede med bal
• Og deltog I i alle bryllupper og fødselsdage?
• Det kunne nok hænde, men det var heller ikke saa ringe, Der skete altid noget.
  Engang, vi var til begravelse for en gammel kone, kom hendes søn og spurgte, om det kunne skade, at de tog sig en svingom. Der var saa mange unge til stede, og saadan rigtig sorg var der ikke tale om. Jeg protesterede ikke. Men det er nu ogsaa baade første og sidste gang, jeg har været til begravelses-dans.
  -Vi skulle ogsaa snakke lidt om skolerne i dag?
• Skal vi? Jamen, saa rager jeg mig nok et par øretæver til, for jeg kan slet ikke se, hvad alt det nymodens værk skal gøre godt for. Jeg tør holde paa, at de lærte ligesaa meget i de straatækte skoler som i de paladser, der findes nu. Hvor kommer alle de gode hove¬der fra? Fra de smaa skoler i Vest¬-jylland. Det er slet ikke saa sik¬kert, at der vokser en ny I. C. Christensen op i dag, fordi der er kommet brusebad og træk og slip.
  -Skulle Deres elever lære udenad?
• Det sku’ de. Salmeversene sad fast, og selvom børnene ikke forstod, hvad ordene betød, saa var de nok glade over, at de kendte salmerne, da de blev voksne. Det er gaaet sørgeligt tilbage for religionsundervisningen, synes jeg. Jeg underviste i religion hver eneste dag i 44 aar og det var de bedste timer. Med vilje har jeg aldrig lært børnene andet end det der staar i bøgerne. Om det er galt, bliver ud-givernes sag.
  Der er jo ogsaa mange andre fag, der lægges vægt paa j dag. Vi holdt os til hovedfagene, regning og skrivning. Som nu min datter¬datter. Hun var oppe i erhvervsgeografi forleden. Da jeg blev eksamineret til lærereksamen, bestod geografien udelukkende af bjerge, byer og bifloder.
  Telefonen kimer, og et minut se¬nere meddeler fru Boel, at barnebarnet fik meget godt i tegning.
  -Meget godt, udbryder den gamle degn. Det pinedød for lidt til hende. Hun er fænomenal til at tegne.

Dødningen fra Astrup. / 9. dec

Fra bogen ”Sagnenes Danmark” af Gorm Benzon
Astrup kirke nord for Hadsund i Himmerland er en majestætisk bygning af en karakter, der er ganske usædvanlig i Danmark. Af en beskeden romansk landsbykirke skabte landsdommer Axel Juul til Willestrup i årene omkring 1542 det endnu stående pompøse anlæg med det høje spirprydede ottekantede tårn.
Ifølge overleveringen fandtes der på det tidspunkt ingen bygmester i Danmark, som var dygtig nok til at udforme tårnet med dets mange elegante blændinger og det stejle kobberspir. Juul lod derfor folk hente fra England, og de skal have klaret vanskelighederne, selvom en skeptiker nok vil indvende, at tårnet egentlig heller ikke har meget tilfælles med den samtidige engelske arkitektur.
Da man var ved at tække tårnet, skete der efter sagnet den triste ulykke, at tækkemesteren mistede fodfæstet på stilladset, styrtede ned og blev dræbt på stedet. Man begravede ham syd for skibet, og den eneste prydelse, der lagdes på graven, var en rektangulær sten med et latinsk kors. Den ligger der endnu.
Der er måske det lidt uheldige ved sagen, at stenen er romansk, medens tårnet først byggedes på grænsen mellem gotik og renæssance. Følgelig må man have begravet den stakkels mand 300 år før han blev slået ihjel. Men den slags skal man nok ikke hænge sig for meget i, når talen er om sagn.
En anden meget uhyggelig beretning kendes fra dette sted: Da man engang var ved at grave en grav på kirkegården, stødte graverne på et forunderlig velbevaret lig. Ingen kunne huske, hvem der var begravet det pågældende sted, og da der ingen sten fandtes, var det ej heller muligt ad denne vej at indhente oplysninger.
Kød og skind sad endnu mørkt og læderagtigt om skelettet, og på den dødes hoved var en yppig hårvækst stadig intakt. Graver- karlene døbte ham Skaris og stillede ham op ad kirkemuren, hvor han fik lov at stå, for at folk kunne blive forskrækkede over det grimmige syn.
En aftenstund kort efter sad nogle unge mennesker på en af byens gårde og hyggede sig. Talen faldt da på Skaris, og en af karlene, som var noget forvoven af sig, påstod, at han sandelig nok turde gå op til kirken og give Skaris en mellemmad. Det troede de andre ikke på, og det endte med, at man gjorde et væddemål om sagen. Karlen fik et stykke smørrebrød med sig, og så vandrede han afsted. De andre havde ikke den ringeste lyst til at følge ham, så han måtte alene gå op ad den stejle terrasse-kirkegård.
Skaris stod lænet op mod muren, som han plejede, og med sine tomme øjenhuller stirrede han ud over byen. Det var langt mere uhyggeligt, end karlen havde forestillet sig, for i månelyset virkede Skaris som om der alligevel var en eller anden form for liv i ham. Væddemålet ville karlen dog ikke tabe: Han skød hjertet op i livet, gik hen til den døde, stak maden ind i hans gabende mund og vendte om for at skynde sig tilbage.
I det samme sprang dødningen op på hans ryg og hagede sig fast, så karlen umuligt kunne vriste ham af, og da han sanseløs af rædsel satte i løb, borede Skaris sine benede hæle i hans side ganske som en rytter giver hesten sporerne. Samtidig angav han ved eftertrykkelige rusk i karlens hår, hvilken vej, han skulle løbe.
Afsted gik det, til man nåede østenden af byen. Da sprang dødningen pludselig af og forsvandt ind i et hus, hvor der blev en grufuld larm. Karlen vaklede tilbage til de andre levende. Væddemålet havde han vundet, men han var altid siden lidt sær i hovedet, for turen havde taget hårdt på ham.
Næste morgen, da man kom op til kirken, så man, at Skaris virkelig var borte, og da man gik ned til huset, hvor han var forsvundet ind, fandt man ej heller dér en smule af hans jordiske rester. Derimod blev der efterdags et spøgeri i ejendommen, så ingen kunne udholde at være der, og af samme grund måtte den nogle år senere rives ned.

Fortællinger fra min barndom og ungdom

Dagny Bredvigs erindringer fra 1992. Født 1922 / 10. og 11. dec

Jeg blev født i Arden, en stationsby med 1200 indbyggere, så nogen storstad var det ikke, heldigvis.
Far var landpost, og vi havde et lille hus og en stor have (Vestergade 28). Jeg var nr. seks i flokken og kom til verden en lun og stille sommeraften, hvor duften af roser, hyben og hyld trængte ind i stuen. Jeg har altid holdt meget af den friske luft og gerne arbejdet ude.
Far sagde ofte, at vi børn var hans eneste rigdom og samtidig grunden til hans fattigdom. Vi havde en god og tryg barndom i vores lille hjem. Der var ikke et værelse til hver, ej heller en seng, men ofte tænker jeg på, hvor rige vi var. Vi havde hinanden, og vi opdrog hinanden. Hvis en af os sladrede, var der straks en anden, der sagde: ”Det kan du ikke være bekendt”. I skolen holdt vi altid sammen, hvis der var nogen, der var hård ved os.
Min søster Ruth og jeg delte seng i vor barndom. Det giver en samhørighed, som jeg tror, børn savner nu om dage. Nu er vi grå og udslidte begge to, men endnu mindes vi det med glæde. Selvfølgelig skændtes vi undertiden og forligtes lige så hurtig igen. Svend Aage og Viggo deltes om en anden seng. Vi sov alle i ét værelse og havde somme tider lidt for livligt, når vi skulle i seng kl. 9. Desværre kunne det høres nedenunder, og så måtte far en tur op af trappen og skaffe ro i lejren. Jeg husker en gang, jeg lige nåede at slukke lyset, da jeg hørte fars trin. Jeg stod med rystende knæ. Hvis far tændte lyset, der var i modsatte enden af værelset. Blev jeg jo opdaget, men det gik, og han gik ned igen, bare med en formaning om at være stille.
Søndag formiddag skulle vi i søndagsskole. Skulle er vist forkert ord, vi må hellere sige – vi fik lov at gå. Det var en fest for os. Om sommeren blev der holdt udflugt, der altid gik til Mosskov Sø. Dengang var der ikke mange, der havde bil, og slet ikke landposter og arbejdsmænd. Der var ingen landmænd i den kreds om søndagsskolen, ellers kunne de jo have spændt et par heste for, men det kendte vi ikke, og vi syntes, at det var godt, som det var. Den dag fulgtes de voksne med børnene hele den lange tur til søen, mens vi sang: ”Ingen er så trygt i fare” – ”Højt over dal og skov”, og mange andre, som jeg elsker endnu.
Vi glædede os til juletræet. Vi piger havde lange fletninger, der skulle flettes op, så håret faldt i pæne bølger ned ad ryggen. Der var noget der hed fehår til at pynte juletræer med. Det kunne så dejligt hænge i håret, og mange var de tårer vi græd, når håret efter festen skulle redes ud, dog var det glemt næste jul. Vi morede os et år. Der var en voksen mand, der stod mellem drengene, og derfor også fik godtepose sammen med os børn. Han var så lille og synede ikke mere end en tolvårs dreng. Men fødderne var store. Da støvlerne jo skulle passe fødderne, krængede Søren resolut skafterne ned.
Folk i byen
Søren gik til hånde på savværket og blev kaldt Støvlesøren, vistnok ikke højt. Han havde en søster, Anna, som tog sig kærligt af ham. Søren havde ikke opfundet den dybe tallerken. De boede sammen i en taglejlighed. Hun vaskede og gjorde rent. De kneb med at slå sig igennem. Anna havde lovet moderen at tage sig af Søren, hvad hun også gjorde med stor kærlighed. Anna var byens skønhed, så det har sikkert ikke manglet friere, men hun forblev ugift til sin død. De hed Bernt til efternavn.
Der var en søskendepar mere i byen. De hed Niels og Anna Lund. Anna var en meget fin kjolesyerske. Det har sikkert givet mere end at vaske. Hun sørgede for sin broder, der var døvstum og meget tilbage. Der var endnu en søster, Karen, som havde en god manufakturforretning i samme gade. Jeg husker, at hun sendte en pakke med børnetøj til mine forældre, da de fik tvillinger for anden gang. Der var også stof til kjoler til pigerne, som i mellemtiden var blevet næsten seks år. Hendes hjerte har været på det rette sted. Vi børn var bange for Niels, og de lyde, han udstødte, som ingen forstod. Der var mødre, der sagde til børnene: ”Hvis du ikke er artig, kommer han og tager dig”. Det gjorde vores mor nu ikke. Han var ganske ufarlig, men jeg var også bange for ham. Så bange at jeg en mørk efterårsaften, mor havde sendt mig til købmanden lige inden lukketid, tog mine træsko af og listede forbi huset, hvor Niels Boede. Jeg fik våde sokker og kom først bagefter i tanke om, hvor tåbeligt det var. Manden kunne jo ikke høre.
Landpost Kroghs glemmer jeg aldrig. Konen Agnethe var det meste hjælpsomme menneske, både langt og nær, når nogen var i nød. Mor kom på sygehuset. Vi børn kom bare ud til Kroghs til far fik fat i hjælp. Vi små var der også om natten. De store gik hjem til far for at sove. De skulle jo i skole. Vi var der hele tre uger og holdt juleaften der. Jeg fik en kludedukke, sikkert havde Agnethe syet den. Det var efter Viggos fødsel, at mor blev syg. Jeg har siden forstået, at Kroghs også lige havde fået deres yngste søn kort forinden. Alligevel tog de imod os. Når jeg tænker på, hvad husrum begge familier havde, så må jeg tænke på det gamle ord: ”Hvor der er hjerterum, er der også husrum” De havde hver et lille hus på ca. 50 kvm. Med soveværelse ovenpå. Det var jo en hjælp, at de ikke havde mange møbler. Men alligevel, hvor i alverden har de skaffet soveplads til os. De var selv fem.
Nye små i huset
En søndag i december 1931 skete der noget. Vi var lige parat til at gå i søndagsskole, da døren gik op og Agnethe kom ind. ”Det blev to piger, Sørensen!”. Det var vel nok en nyhed. Hvem havde tvillingsøstre? I hvert fald ikke nogen vi kendte. De fik i dåben navnene Jenny og Tove.
Vi var glade for dem, men vi skulle jo vugge dem, ellers hylede de – det troede folk dengang – men vi var jo flere om det. Jeg blev tildelt tirsdag og fredag efter skoletid. Så måtte jeg vente mens de andre spiste for at vugge dem. Det var besværligt om sommeren, fordi mine forældre ikke havde råd til en barnevogn eller to. Så vi måtte bære vuggerne ud og ind. De skete jo, det trak op til en byge, som vi ikke havde regnet med. De voksede og trivedes alligevel. Mor fik fat i en pige for at hjælpe. Jeg tror hun var der i tre måneder. Hvor i alverden vi har været alle sammen, det formår jeg ikke at regne ud i dag. Vi må undertiden have været mere en to i én seng.
Vi havde to trekvart senge og to enkeltsenge. De kunne lige stå i soveværelset ovenpå, en smal gang imellem en taburet for enden af skabene udenfor på loftet. Dertil i et lille kammer bag bryggerset en enkeltseng, som var nederdrægtig at sove i eller rettere på, da jernbåndene var rustet over, og erstattet med brædder, altså at sove på som en bænk i parken, ubarmhjertig hård. Far og mor, Dora, som pigen hed, plus de små i vuggen samt fem øvrige søskende skulle have soveplads. Men det gik, det skulle jo gå.
Jeg måtte ud at tjene efter konfirmationen. Jeg havde lidt vrøvl med mit helbred, så lægen sagde, at jeg skulle have en formiddagsplads. Den fik jeg ved at gå over gaden og vaske gulve, vaske op og deslige for en snedkermesterfrue, glem ikke det. Fruen var såmænd meget flink. Det værste i det hjem var fyringen, fordi vi skulle bruge spåner og savsmuld fra værkstedet. Kun når vi skulle bage, fik vi regulært brænde. Det var en aftale, at jeg skulle have fri kl. 3. Men ofte blev den mere, det var ikke rigtig efter mors hoved. Det var en dårlig idé, lægen havde givet mor. Det betød, at jeg skulle sove hjemme og have vasket hjemme. Fordelen ved sådan en ordning, var absolut på fruens side. Mor var ikke tilfreds, også fordi hun ventede sig. Det fandt jeg ud af i løbet af sommeren.
Den anden september blev drengene født. ”Har I hørt det? Postens har fået tvillinger igen”. Folk morede sig i byen. Desværre kunne mor ikke klare det, og resultatet blev, at jeg måtte hjem til november, selvom snedkerens gerne havde beholdt mig. Der hjalp ingen kære mor. Jeg havde intet valg, løn fik jeg ingen af, knap de nødvendige klæder. Heldigvis var jeg både glad og stolt over drengene, som var så kvikke, at det var en fornøjelse – men også urolige. Men siden har jeg lagt mærke til, at det ofte er urolige børn, der bliver til noget som voksne. De kaldte mig reservemor. Det blev nemlig sidste gang jeg måtte komme hjem. Efter et par år, så godt og vel, mente mor, at hun kunne klare sig med Jenny og Toves hjælp.

Vi kunne ikke undvære skoven – Hans Chr. Bromose fortæller om hans liv i skoven. / 12. dec

En gammel skovløber fortæller om det haarde liv i skoven, om skovbrande og om krybskytteri
(Artikel i Ny Tid fra ca.1950 om Hans Chr. Bromose. Født 1880, død 1962)
Det var en aften for mange aar siden. En af de værste lokale krybskytter fra egnen omkring Rold – en af dem, man aldrig kunne fange paa fersk gerning – var paa vej gennem skoven for at finde et stykke vildt. Det blev da et frygtelig tordenvejr efterfulgt af en byge, der kunne bløde igennem lige til skindet. Da uvejret var på sit højeste, sprang krybskytten ind under den nærmeste store gran for at søge ly og vente paa, at bygen ville trække over. Han fik sig anbragt med bøssen over knæerne, da han hørte det knase ved siden af sig, og pludselig stod greven og hans skovrider lige foran ham. De havde søgt læ under samme træ. Folk på egnen morede sig længe over den historie. For den er sand. Krybskytten fortalte mig den nogen tid efter.
Historien stammer fra tidligere skovløber Hans Bromose, der, der i en menneskealder havde sit arbejde i skovdistrikterne i Rold. Hans Bromose bor sammen med sin kone på Heden lige i skovbrynet i den sydlige del af Hesselholt Skov. Efter mange aars tilknytning til skoven kan de slet ikke undvære den. De vil leve deres sidste aar sammen med skoven, gaa en tur i den hver dag, følge aarstidernes skiften i træernes blade, kunne nyde synet af en flok græssende dyr paa en eng eller opleve en hare i fuldt firspring over vejen.

Bromose har naaet de 70 – en høj, rank mand med et flot overskæg. Et daarligt hjerte har nedsat hans arbejdskraft, og han kan ikke længere svinge øksen, men saven kan han stadig trække. Jævnt og uden store ord fortæller han om livet i skoven, og han synes at være den typiske jyde. Og saa viser det sig, at han er fynbo. 50 aar mellem jyder har dog gjort, at han selv føler sig som jyde.
Skovarbejde er et haandværk.
Det var omkring aarhundredeskiftet, at Bromose kom til skovfoged Tøttrup, som karl, men først fra 1905 begyndte han at arbejde i skoven. En kort tid tog han til byen som fabriksarbejder, men det liv brød han sig ikke om. Han vendte tilbage til Rold, blev ekstramand i 3 aar ved Mosskov Stabelplads, hvortil træet blev slæbt, stablet, maalt op og solgt ved auktioner, hvorefter det med bane førtes til bestemmelsesstedet. I 1912 blev han skovløber og boede i 6 ½ år i Mosskovhus, hvorefter han flyttede til Sortemosehus ved Arden.
At blive skovløber betød frit hus, frit brændsel og en mindre sum om året. Ugelønnen maatte tjenes som almindelig skovhugger eller ved opmaalinger. Til gengæld havde en skovløber visse forpligtelser, bl.a. skulle han tre gange hvert efteraar til de store jagter stille som klapper. Det var ikke altid lige morsomt, navnlig ikke, naar det regnede.
”Skovarbejder bliver man ikke på én dag”, fortæller Bromose. ”Det er et haandværk, som skal læres, hvis man da skal kunne holde en ugeløn. At file en sav er lidt af en videnskab. Ja, nu i vore dage gaar det jo lettere, fordi man har maaleapperater, men i gamle dage skulle vi tage det på øjemål- Men ellers er arbejdet anderledes frit end paa en fabrik. Vi har ingen formand til at se efter os. Det er akkordarbejde det hele, og vil vi staa og snakke i 5 eller 10 minutter, saa gør vi det. Men det kræver friske folk med gode kræfter og et godt helbred, ikke mindst om vinteren, naar der er meget frost og sne. I gamle dage var det særligt godt betalt arbejde, fordi det laa paa en tid, hvor der er mange arbejdsløse. Og der skulle bestilles noget for pengene”
Skovbrande hver sommer
”Har Rold Ikke været hærget af store brande”?
”De helt store ødelæggende brande, har vi ikke haft i min tid, men skovene er jo meget udsat, fordi banen gaar lige igennem. Der er vist ikke gaaet en sommer, uden at toget flere gange har tændt ild i de nærliggende lyngstrækninger og smaaskove, men som regel har de hurtigt kunne bekæmpes. Den første store brand, jeg var med til, var i 1907, hvor der brændte mellem 40 og 50 tønder land skov mellem Mosskov og Arden. Det var dels statens og dels grevens skove. Branden blev opdaget af en skovløber, og vi gik i gang med at bekæmpe den sammen med banefolkene. Ved at piske lyngen med grønne kviste – det er for resten den bedste maade at bekæmpe den slags brande paa – lykkedes det at holde den ret længe, men da det varede en rum tid, inden der kom forstærkning til, bredte den sig, og vi fik den først standset, da vi havde hugget et bælte gennem nogle smaafyr. I 1925 brændte der mellem 25 og 30 tønder land lyngmose vesten for Store Øksø, men da havde vi brandvæsnet fra Aalborg til at hjælpe os. Nu er faren ikke så stor længere, fordi der er banevagt efter hvert eneste tog i den farlige tid”.
Krybskytterne kan være svære at fange
”Har der ikke været mange krybskytter her paa egnen”?
””Jo, de findes ved enhver skov. Jeg har nu aldrig fanget nogen. De var bedre kendt i skoven end vi, og de var ikke nemme at faa fat paa. Nu saa man jo lidt anderledes paa krybskytteri i gamle dage. Da blev et ikke regnet for tyveri som i dag, og blev en eller anden fanget paa fersk gerning, saa kostede det blot en bøde paa en halv snes kroner. Krybskytterne var ikke forbrydere. Det var folk, for hvem det laa i blodet. Det var ikke altid fortjenesten, det drejede sig om, mere sporten og spændingen. Det var det gode ved de virkelige krybskytter, at de ikke skød på et dyr, før de var sikker paa at ramme. Det var meget værre med de unge mennesker, der kom tilrejsende, og som ville paa eventyr. De havde ikke rutinen.
Men de rutinerede skytter var ikke nemme at faa fat paa, og de var vant til at klare sig i en snæver vending. En revierjæger skød saaledes engang én i benet. De fik ham til læge, hvor han blev forbundet, og han maatte opgive navn og adresse. Derefter fik han lov til at gaa, og siden saa man ham aldrig. Han havde opgivet falsk navn”
Jeg har aldrig brugt en bøsse
”Skovens folk plejer at være gode jægere”?
”Ja, jeg har nu aldrig brugt en bøsse. Det har ikke været min lyst. Jagtglæde, det er noget, der ligger folk i blodet, og den har jeg aldrig haft. Jeg tror nu ogsaa nok, at jeg har været bange for at skamskyde dyrene. Naar man har gaaet i skoven i mange aar, og tit set dyr, der har faaet det ene ben halvt skudt af, saa glemmer man ikke saa let, hvad et saadant et dyr maa lide. Dyrene pynter i skoven, en skov uden dyr er der ikke meget ved, selv om de koster ikke saa faa penge hvert aar, naar de ødelægger de smaa træer.
Jeg er kommet til at holde af skovens dyr. Det er et stolt syn at se de store krondyr en sommeraften.”
”Var De ikke flyttet bort fra skoven engang”?
”Jo, vi boede nogle aar i Bælum, hvor vi egentlig havde det godt, men vi kunne ikke undvære skoven, og saa flyttede vi tilbage hertil. Her har vi hjemme, her vil vi blive boende”

En uhyggelig hændelse. / 13 dec

Af Inger Moos

Denne beretning er fortalt af S.J.C.Worsøe-Petersen, født på Ouegaards Mølle den 9-9-1921:

Den syttende juni 1943, om Formiddagen, gik min Broder og jeg, og rensede roer på en af de yderste Vange på Ouegaards Mølle.

Klokken tyve minutter i elleve kommer der et to motors et plans Fly flyvende fra nord mod syd. Fra hvor vi stod regnede vi med at den havde retning mod Kielstrup by, hvad vi senere fik bekræftet. I det samme blev det angrebet af en tysk Jager, oppefra og nedefter. Jageren forsvinder ret hurtig mod nord, og den to motors maskine drejer mod øst, ud over Fjorden, og da ser vi først at det ryger kraftigt ud af den. Da Flyet er ud for Flintvig Hage, på Mariager Fjords nordlige side, foretager Flyet nu en halvfems graders drejning, og kursen er nu lige i retningen mod os, da den samtidig begynder at styre mod Jorden. Men da den begyndte at dreje, ude over Fjorden, ser vi en bylt falde ud af flyet.

Da Flyet styrer lige mod os, og det er ca. 300 m. fra os, falder der igen en genstand ud af det. Det viser sig senere at det er en 300 l Zustank, det medfører at Flyet stiger en smule, sådan at det passerer ca. 15 m over vore Hoveder. Vi kunne tydeligt mærke varmen fra det brændende Fly. Vi ser nu Flyet foretage en venstredrejning, ind over Parkeringspladsen på Hadsund-Hobro Landevejen i Ouegaards Skov. Idet det forsvinder fra vores Mark, klipper det en Grantop, og i det samme kommer der en ting mere ud af Flyet. Det viser sig at være Observatøren, som vi finder død ved siden af en kæmpehøj i Ouegaards Hede. Lidt efter hører vi et dumpt drøn, i retningen af Ouegaard. Vi får fat i hesten, der var løbet op til skoven, og får den spændt for vores medbragte Fjedervogn, og vi kører derefter over til Barsbøl. Da vi kommer ud af Ouegaards Skov, på vej mod Barsbøl, hører vi at Flyet er styrtet ned i skrænten til Ørnebakken. Det knitrede og bragede af eksploderende tyve mm Ammunition.

Vi ventede ca. et kvarter, da begyndte der at kommer folk, for at se på. Blandt andet kom Carl Emil Bjerg Nielsen fra Vive, og fortale at han havde fundet en Englænder inde i heden. Det kunne vi også bekræfte. Man fandt senere ud af at Carl Emil Bjerg Nielsen havde fjernet Mandens Pistol. Pistolen afleverede han senere til Politiet. Da vi havde stået der en times tid, kom der en Tysk Mercedes Personvogn kørende, og ud stiger en tysk Officer og en menig Soldat. Officeren spørger om hvad vi har observeret. Da der ikke er nogen, der svarer ham, prøver jeg at fortælle ham min version af hændelsen på mit i øvrigt perfekte skoletysk. Det giver et sæt i Officeren og han vender sig om mod mig, og smiler venligt, og præsenterer sig som Flyverløjtnant Heinrich Sydheim Volbergen, idet han rækker hånden frem. Han bad nu mig om at sige til de fremmødte at de ikke under nogen omstændigheder måtte gå over til Maskinen i Dag. Det gjorde jeg, og derefter sagde han, at min Bror og jeg kunne komme derover kl. ti i Morgen.

Da vi møder op næste dag, møder Officeren os ved Foden af Ørnebakken. Han når lige at få fortalt, at de har slæbt de to Motorer op til vejen, hvor vi traf hinanden i går, da der bliver kaldt på ham oppe fra forenden af Maskinen. Det er en tysk Soldat, der har fundet en mand inde på førersædet, delvis knust. Officeren kommer ned til os og fortæller at nu passer pengene, man har nu fundet Piloten, og at der normalt var to mand ombord i denne Maskin-type. Hvad man ikke viste var, at der i virkeligheden havde været tre mand ombord i denne Maskine. Det finder man først ud af seksten Dage senere. Da finder nogle Fiskere fra Hadsund, ved Flintevig Hage, den engelske Vingcomander fra den Flyveplads, hvor det nedskudte Fly stammede fra. Han var sporløs forsvundet. Uden at melde var han taget med rekognoscering over Jylland. Om formiddagen hentede Politiet, min Farbror og jeg den Engelske Vingcomander ind på Ouegaards Mølle på en arbejdsvogn, og stillede ham uden for gården. Om eftermiddagen kom der nogle tyske soldater og en Officer i en lastvogn for at hente Englænderen. På min Moders Spørgsmål til den tyske Officer om, hvor Englænderen skulle begraves, fortalte han at tyskerne havde et stykke Jord uden for Sæby Kirkegård, hvor de begravede Strandvaskere (druknede mennesker).

At der er flere der har set det, bekræftes i nedenstående uddrag af Ejnar Christensens Beretning 1940-45:

Den 17. juni 1943 blev en Mosquitomaskine skudt ned ca. 1 km. øst for Oue. I kanten af Ouegårds skov styrtede den ned. Jeg var rent tilfældigt øjenvidne til nedskydningen. Jeg stod foran Brugsen og så et fly der kom fra nordvest. Det fløj lavt og langsomt, vel en 300 m. over jorden. Jeg blev klar over at der var noget i vejen med den, motorerne havde en underlig lyd. Mod nordvest var der en masse mørke skyer. Pludselig kom en lille Jager ud af skyerne og med samme kurs som den anden maskine og indhentede hurtigt denne. Jageren var lavere end den anden maskine. De befandt sig nu over en lille landsby (Houtved). Så hørtes en heftig skydning, maskinen, en Mosquito blev skudt i brand og sort røg væltede ud fra højre side af flyet, der nåede ud over fjorden og drejede skarpt til venstre med kurs mod Hadsund.

Mellem Stinesminde og Vive kom en genstand ud fra maskinen. Det viste sig senere, t det var en af maskinen besætning, der et par dage senere blev fundet af en fisker og afleveret ved Ourgårds Mølle.

Vi kunne ikke længere se den beskudte maskinen, men kort efter kom den til syne ned over Barsbøl, der kun består af 3 gårde, der ligger i en tæt klynge langs vejen. Maskinen var et flammehav, og drejede til venstre op langs ådalen med kurs mod Oue.

2 drenge på ni år var nede ved engen og så slutningen på dramaet på allernærmeste hold. De to drenge Ove og Hågen bor begge her i Oue og fortalte nu om deres uhyggelige oplevelser.

Astrup fra begyndelsen af 1950´erne. / 14. og 15. dec

Revideret uddrag fra bogen ”Astrup – en HimmerLandsby af Bjarne Bach Nielsen

Noget afdet første, jeg kan huske, er at jeg i august måned 1954, som 2¾ årig, var så uheldig at falde ned adtrappen til Lilleskovs madkælder, og her slog hovedet ned i et lerfad. Turen til Terndrup Sygehusliggende i min farfars arme og med far som ambulancechauffør i gårdens egen Ford A, såvel som tiden på sygehuset med syning af underlæben, endda af flere omgange, under overlæge Eduard Kindts kyndige ledelse, står helt klart.

Til den efterfølgende overlæge på Terndrup Sygehus, Åge Astrups ære skal dog nævnes, at han først i 1980´erne tilbød at lave arret om. Jeg var da indlagt på Terndrup Sygehus til en mindre brokoperation. Han var på det tidspunkt ikke længere overlæge, men assisterede stadig på sygehuset. Han kunne godt, efter at have kikket i de gamle journaler, finde episoden. Jeg fik mig dog ikke taget sammen dengang, men jeg ved jo, at dr. Åge Astrup som 102-årig i skrivende stund, stadig er i fuld vigør – så jeg kan jo nå det endnu. Det at have et ret markant ar i ansigtet gav da ind imellem, også i teenageralderen, nogle udfordringer. Specielt de første år efter konfirmationsalderen hvor man til fester og baller skulle begynde at kysse pigerne, var det lidt svært. Først når man fik fortalt, at arret skyldtes en ulykke og det ikke var medfødt, gik det, uden at det i denne sportsgren lykkedes mig at komme i superligaen, dog noget bedre. Hvorfor det forholdt sig sådan, blev jeg aldrig klar over.

Selv i voksenlivet er det at have et synligt ansigts ar lidt kontroversielt, og specielt hvis man er sammen med personer der ikke kender en så godt. I arbejdsrelateret sammenhæng var jeg i begyndelsen af 1990erne ofte i Polen, hvor vi fik produceret skibskonstruktioner til forskellige danske og europæiske værfter. Engang efter vi havde indgået en større kontakt, blev vi af den polske leverandør inviteret på middag på en af de mere mondæne restauranter på torvet i Warszawa. Der blev, som kutymen var overalt i det gamle Østeuropa, før middagen serveret rigelige mængder af vodka, og stemningen blev lidt efter lidt mere og mere fri. En af topcheferne fra den polske virksom hed Wladimir Czerwinski og han var en meget kompetent, men også en yderst elskværdig og humoristisk person, som jeg satte stor pris på. Efter nogle stykker af de 40 g glas vodka (I Polen måles Vodka ikke i cl men i g) tog han mod til sig og spurgte: ” Hvad er der egentligt sket med den læbe Bjarne”. Selv om spørgsmålet blev stillet meget stille og diskret, bredte der sig øjeblikkelig tavshed ved hele bordet og alle kikkede på mig, som de selv havde haft samme spørgsmål, men ikke selv havde haft modet til at spørge. Jeg var selvfølgelig også selv påvirket af vodkaen og den gode stemning og mente derfor, jeg lige skulle forsøge at lave lidt sjov med Czerwinski. Jeg kikkede derfor på ham og hviskede så alvorlig og overbevisende jeg kunne: ”Det fik jeg under ”Vietnamkrigen”. Stilheden ved bordet blev nu total, men da Czerwinski havde sundet sig lidt, sagde han, og stadig på samme diskrete og lune måde: ”Sig mig lige – hvilken side var du på”. Stilheden ved bordet blev nu afløst af høj latter, og jeg måtte endnu engang erkende, at jeg var gennemskuet, og at man altid kom til kors når, man forsøgte at joke med Czerwinsk.

Tilbage til Astrup i 1950erne husker jeg ligeledes klart min første tur til København med bl.a. besøg på Amalienborg Slotsplads, foretaget i samme Ford A, med mine forældre og storebror samme år som mit sygehusbesøg.

De første stemningsbilleder jeg kan huske var, foruden trygheden ved at være barn på Lilleskov, den stilhed der kunne være og specielt om sommeraftnerne. Hvorfor det lige er sommeraftnerne jeg forbinder med stilheden, husker jeg ikke, men måske er det fordi, det mest var på denne årstid, man opholdt sig udendørs. Kun få havde på daværende tidspunkt egen bil, motorcykel etc. Heste var stadig det almindelige trækredskab på landet, og der var derfor næsten ingen støjende trafik. Gik man en sommeraften tur med sin farmor i haven på Lilleskov, kunne hun pludselig sige: ”Hør nu kommer damperen, Bjarne”, og så kunne man i det meget, meget fjerne høre en svag tuden, hvilket var København – Hadsund damperen eller rutebåden, der anmeldte sin ankomst eller afgang fra Hadsund. På de stille dage kunne man altså dengang høre dampfløjtesignalet over de 8 til 9 km´s luftlinjeafstand, der er fra Lilleskov til Hadsund. Der var fra 1859, og indtil ruten blev nedlagt i 1956, 2 gange om ugen færgeforbindelse fra Hobro, Mariager og Hadsund til København.

Fra gåturene med min farmor i sidste halvdel af 1950´erne kan jeg også huske hendes evne til at forudse vejret de efterfølgende dage. Vejrsituationen var dengang som nu meget vigtig for landbruget, og det at kunne forudse denne ud fra naturens egne signaler, havde hun sandsynligvis lært i sin barndom, hvor der ikke var radio og tv til at give de daglige vejrmeldinger. Hun kunne på forskellige skyformationer, lysindfald, fuglenes adfærdsmønster og hvorledes skorstensrøgen opførte sig, forudse, hvorledes vejret ville udvikle sig, og det med en pålidelighed der ikke står tilbage for nutidens satellitbaserede meteorologiske vejrprognoser. Specielt husker jeg hendes ordsprog ”Aften rød gør morgen sød”, dvs. ved en solrød aftenhimmel vil morgendagens vejr blive godt, og ”Morgen rød gør aften blød” hvilket modsat vil sige, at var morgenhimlen solrød, ville der blive regn inden aften.

Rutebiler

Op til sidst i 1960’erne var der adskillige bus- eller ”rutebil”-ruter, der flere gange dagligt gik gennem Astrup. Der var forbindelser til alle omegnens større såvel som mindre byer. Der var masser af kunder, for privatbilismen var kun lige i sin spæde begyndelse, og rutebilerne havde endnu ikke behov for offentligt tilskud.

Alfred Hansen, Arden

Som jeg husker det kørte Alfred Hansens rutebiler dagligt 4 tur/retur ture til Aalborg. Ruten gik fra Arden over Astrup, Tisted, Terndrup, Siem, Thorup, Hellum, Skørping, Gl. Skørping, Støvring og Svenstrup – for at ende på Aalborg Rutebilstation. Efter aftale med Aalborg Busselskab måtte han dog ikke på indgangsturen tage passagerer op i Svenstrup og Aalborg.

Alfred Hansens bror, Jens Hansen, var gift med min farfars søster Johanne. De boede på og var bestyrer af telefoncentralen i Rold. Jens Hansen havde en svaghed for at besøge omegnens kroer, og ind i mellem kunne disse besøg godt trække lidt ud, men han afløste ofte Alfred som chauffør på Aalborgruten. Engang midt i 1950’erne, hvor der havde været sammentræf mellem hans to gøremål, mente Jens Hansen åbenbart, at han på turen til Aalborg lige kunne aflægge sin svoger og svigerinde på Lilleskov et kort besøg. Han kørte derfor med passagerer rutebilen helt ned i gården, hvorefter han, og heldigvis da, ikke var i stand til at vende den. Farfar fik hurtigt ringet til Alfred Hansen, som efter en ½ times tid i personbil kom med en ny chauffør og tog Jens med tilbage. Hvad de to brødre har talt om på turen tilbage til Rold, ved jeg ikke, men Jens Hansen var upåvirket – men dog også i ”upåvirket tilstand” chaufførafløser få uger efter igen.

I den tid jeg kan huske, var Alfred Hansens rutebiler i rødgule farver og af mærket Lyland. I modsætning til de fleste andre rutebiler, var Alfred Hansens rutebiler aldrig forsynet med tagbagagebærer, hvilket skyldes, at de på Aalborgruten skulle kører under den gamle og lave jernbaneviadukt mellem Gl. Skørping og Buderupholm.

Jeg var som smedelærling i 1969 over et halvt år fast kunde hos Alfred Hansen til Aalborg Tekniske Skole:

Afgang Astrup kl. 06.10       Ankomst Aalborg kl. 07.50

Afgang Aalborg kl. 16.10     Ankomst Astrup kl. 17.55

Jens Møller Andersen, Tisted

Jens Møller Andersen op startede den 22. marts 1935 ruten Hadsund, Glerup, Tisted, Astrup, Arden.

Jens Møller Andersen boede sammen med sin kone Meta i et ældre stråtækt hus på Villavej 7 i Tisted. I 1949 blev der bygget ny privatbolig med garageanlæg på samme adresse. I 1949 erhvervede Jens Møller Andersens datter Anna som 21-årig erhvervskørekort, og de sidste 5 år Jens Møller Andersen havde ruten, blev den drevet i fællesskab med Anna og overvejenden med hende som chauffør. Anna var dengang Danmarks eneste kvindelige rutebilchauffør. Jens Møller Andersen og Anna drev foruden rutebilsruten også lillebilforretning.

Rutebilruterne havde i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne ofte så mange kunder, at rutebilerne var helt overfyldte, og det var heller ikke unormalt, at nogle måtte vente til næste afgang. Var Jens Møller Andersens rutebil overfyldt, når den skulle tilbage til Hadsund eller Arden station, råbte Jens ud over de ventende passagerer, at de der havde været med på indgangsturen, også havde førsteret til tilbageturen. Nogle kunne jo være ankommet til byerne med konkurrerende rutebiler.

Engang sidst i 1940’erne, hvor Jens Møller Andersen var på vej mod Arden, var han inde i Astrup Brugsforening for at ekspedere noget fragtgods. Ekspeditionerne var kendt for at tage lidt tid, og da mælkekusk Alfrede Behrentz samtidig kom forbi og lige skulle en smuttur i Brugsen, bandt han mælkevognens hestespand til bagagebæreren på den parkerede rutebil. Han så dog ikke. At Jens Møller Andersen samtidig var færdig med sin ekspedition og parat til at kører igen. Rutebil, heste og mælkevogn satte afsted mod Arden. Situationen blev dog hurtigt opdaget af brugsforeningen, hvor personale, kunder samt Alfred satte i løb og fik stoppet kortegen, før hverken heste eller materiel led overlast.

Læge Olsen, Arden. / 16. dec

Interviewet af Margit Brandt

Fra gammel tid har der været en kirke i Stenstrup. Men under den sorte død mistede byen så mange indbyggere til sygdommen, at Rostrup blev gjort til nyt centrum for egnen, og Stenstrup kirke forfaldt. Ruinerne kunne stadig ses, da læge Olsen fortalte denne historie. Men præstegården vedblev at blive kaldt præstegården, selv om der ingen præst boede. Gården var en stor gård på 140 tdl. Han fortæller at familien talte 8 børn, men at en ikke overlevede. Læge Olsen var en af de yngste. Hans mor var 46 år gammel da hun fødte ham. Men hans mor havde stor kærlighed til alle de børn der kom til.

Læge Olsens far besluttede, at han skulle gå i privatskolen i Monstrup for at støtte dette samfund, som havde så langt til Stenstrup skole. Der blev holdt eksamen hvor præsten var leder og Læge Olsens´s far syntes at sønnen havde fået alt for ringe et udbytte ud af denne undervisning på skolen i Monstrup. Faren hørte så at læren i Stenstrup som havde en søn, der hed Arne, som var et år aldre end Læge Olsen og han skulle tage til Holstrup huse Realsskole i Hobro for at blive undervist der. Så han gik med til også at flytte til Holstrup huse Realskole, som var meget anderledes og meget mere præcis i sine læringsmetoder

Lærer Klintø var hans lærer i regning, fandt hurtigt ud af hvor dårlig Knud var til regning, så han bad ham om at gå ned og købe den lille tabel, som læren så ville hjælpe ham med at lære. Og det virkede på ham, sådan at han fik sin realeksamen. Knuds søster var meget dygtig i skolen, og hun snakkede med Knud om hvad han skulle blive til. Knud ville selv gerne være ingeniør, men da der var mange af dem der var arbejdsløs på daværende tidspunkt, valgt han lægestudiet i stedet for, men det krævede at han skulle have en studentereksamen.

Rønde studenter kursus tog han på 2½ år. Hans far var dyrlæge, og der kom mange til ham med småskader, og det var Knud meget interesseret i. Han læste til læge i København. Derefter kom han i vikariat i Tårs ved Hjørring. Og da den daværende læge rejste, overtog Knud hans patienter, men han havde meget svært ved at forstå deres dialekt. Så han undgik som regel at tage telefonen, og lod sekretæren om det i stedet for. Men når han kørte ud på lægebesøg, var det den lokale vognmand der kørte for ham, men han kunne ikke navnene, hvilket resulterede i at han en dag kom ud til en patient, som vognmanden mente det var, men da de kom der ud, viste det sig at de endnu ikke havde haft ringet efter lægen, men havde tænkt på at gøre det. Så Knud kiggede på konen og hjalp hende. Derfra kørte de ned til den lokale central for at få at vide, hvem det så var der havde haft ringet efter ham, for de måtte jo stadig vente på ham. Og Marie på centralen kunne fortælle dem helt nøjagtig hvem det var, hvad de fejlede og hvad medicin de havde fået før. Så med alle de oplysninger kunne Læge Olsen og vognmanden fortsætte deres rundtur til patienterne.

Dernæst kom Læge Olsen til Ærøskøbing, hvor der var et almindeligt hospital, et epidemi hospital og et tuberkulose hospital. Der var han glad for at være og overveje også om det var hospitalslæge han skulle være.

Men så havde hans far været i Arden og havde talt med den lokale læge Harbing og fået fortalt at han ville stoppe. Knuds far havde skåret sig dybt i en finger på venstre hånd og var derfor taget til læge Harbing. Harbing havde spurgt Knuds far, hvad Knud ville som læge og Knuds far havde sagt, at det viste han ikke helt, men hvis Harbing ville blive lidt længere i Arden, ville han kontakte Knud og høre om det måske var noget at komme til Arden som læge. Hans far tilbød Knud at købe praksissen til ham. Knuds første indskydelse var at sige nej, fordi han synes det var for tæt på hans hjemegn. Dette sagde overlægen på Ærøskøbing hospital til ham, var noget sludder og han ikke skulle betænke sig på at vende tilbage.

Derefter havde han et sommervikariat på Røsnæs Kysthospital, som havde plads til 270 børn, som fejlede alt mellem himmel og jord. De havde alle mulige børnesygdomme. Dengang var difteritis en slem sygdom.

Det var et sygehus specielt for børn med dårlig trivsel. Overlæge Hertz, var virkelige dygtig og kvalificeret og var god til at give sin viden videre om børnesygdomme. Så det var et godt sted at komme, hvor han var glad for at være. Efter dette sommervikariat syntes Læge Olsen, at han var forberedt så meget, at han var klar til at være på egen hånd, og kom da til Arden.

Den første dag han havde åbent i Arden, kom der ikke nogen patienter, men den anden dag kom der en enkelt patient, som havde haft spansk syge og havde fået en byld på lungen, og fik anfald hvor han hostede slim og blod op. Læge Olsen undersøgte ham grundigt og fandt mange tegn på den spanske syge, og sagde til ham at han ikke kunne helbrede ham, for det var der ingen i verden der kunne, men han kunne få noget, der kunne gøre anfaldene nemmere at komme igennem. Da denne patient kom hjem til Rostrup, gik han ind til Knuds morbror Laurs Laursen og sagde at den nye læge var dygtig og meget grundig. Knud var dus med denne første patient fra starten af.

Han blev en vinternat først i 40´erne tilkaldt til nabokonen Marie Bisgård, der boede langt ude på landet. Det var om vinteren, der var hård og med meget sne. Han kunne kun køre noget af vejen, gik så noget og blev hentet det sidste stykke i traktor. Da han kommer derud, finder han ud af, at hun har en stor byld i halsen som var faretruende for hende, og den var så stor, at den var ved at komme ud til overfladen af halsen. Det var for sent at opererer den indefra, så han var nødt til at gøre noget udefra.  Han var dygtig til anatomi, og havde undervist studenter i det, så han viste, hvad han skulle gøre. Heldigvis havde han et stof med i lægetasken (Chlorotyl, mente han det hed) som kunne få hende til kortvarigt at være halvbedøvet og næsten væk, så han kunne få bylden åbnet og få det meste betændelse til at vælte ud, og det stank ifølge ham ganske forfærdeligt, men han var glad for lugten, for så vidste han at han havde ramt rigtigt. Det var en vovet operaration, idet der ligger mange nerver lige der i halsen, hvor han skar op, men nødvendig i dette tilfælde, og det gik heldigvis godt.

Hans motorcykel havde han bygget om med en tværstiver sat på tværs, hvorpå der var sat ski på begge sidder af motorcyklen, som han kunne sætte sine fødder på, samt et dæk med nogle store tænder som trak godt, og som gjorde at han kunne køre ud tværs over markerne, når der var sne. Bare han kunne se et græsstrå, så turde han køre på markerne. Vejene derimod var ofte føget til med driver eller var ujævne, fordi de havde været skovlet op, så han ikke kunne køre på dem.

Han blev ofte kaldt ud til fødsler, for at hjælpe jordemoderen og give moderen lidt bedøvelse i den sidste del af fødslen. Jordemoderen havde ofte presset den fødende til at presse meget længe, når han kom ud. Så de var helt udmattede og trængte til lidt ro. Han gav dem lidt bedøvelse, og hvis hans så kunne finde en tom seng, fik han også selv lige en lille lur, inden de var klar til den sidste del af fødslen. Læge Olsen mente ikke der var mange ægteskaber i hans område, hvor han ikke havde sovet i ægtesengen med konen i lokalområdet, fordi han tog en lur i den tomme halvdel, medens medicinen virkede på konen og hun blev klar til at føde, og så kunne han give hende lidt mere, lige inden hun fødte, og så havde han samtidigt selv fået en lille lur, og var frisk igen.

Han var med i modstandsbevægelsen og blev selv taget af tyskerne.

Han har fortalt denne historie til Margit Brandt fra Nordjyske Billeder

En kommunalpolitikers erindringer – Uddrag af Holger Laiers erindringer i Barn af Himmerland VI fra 1989. Født 1907, død 1998. / 17. og 18. dec

Jeg er født i L. Brøndum, Bælum sogn, som søn af smedemester Thomas Laier og hustru Mette. Slægten Laier stammer fra de såkaldte kartoffeltyskere, som indvandrede her til landet i 1759, og jeg kan huske, at min bedstefar har fortalt, at han var imellem de sidste kartoffeltyskere, der blev konfirmeret på tysk. Det var i 1859, det følgende år gik man over til at benytte de danske sprog, men da havde disse tyskere også været i landet i omkring 100 år. Min mor er derimod af dansk oprindelse og af slægten Kjeldsen, der havde rødder i det himmerlandske i både Tisted og Solbjerg.

Noget af det, jeg bedst husker fra min barndom, er min deltagelse i den første Rebildfest. Det var den 4. eller 5. august 1912. Man kunne ikke fastholde datoen den 4. juli, eftersom formaliteterne af tidsmæssige grunde ikke kunne være i orden. Men jeg måtte på anden vis give afkald for at få denne oplevelse. Da jeg spurgte min mor om at komme med, fik jeg svaret: ”Ja, men så får du heller ingen fødselsdagsgave”. Jeg var opsat på at komme til Rebildfesten, fordi jeg havde fået at vide, at kongen og dronningen kom. Og da dagen oprandt, var der flere fra byen, der ville til Rebildfest. Min mor og jeg (far ville ikke med) fik kørsel med gårdejer Niels Bundgaard og sognerådsformand Anton Poulsen. Det var øsende regnvejr hele dagen, og jeg har aldrig set så mange paraplyer på en gang. Jeg var dog så heldig at få plads tæt ved de kongelige, og syntes at dronningen var meget smuk. Efter sådan en tur til Rebild havde jeg noget at berette for mine jævnaldrende og var en stor mand i de andre drenges øjne.

Da jeg var fyldt 15 år, kom jeg ud at tjene ved landbruget, og jeg havde tre pladser, inden jeg i 1925 kom til Lindenborg. Min første plads havde jeg i Syd-Hadsund hos en gårdejer, der samtidig havde en grusgrav, og jeg måtte jævnligt køre sand og grus til byggeri i Hadsund. Jeg kørte med flotte heste, der imidlertid ikke var særlig fortrolige med Hadsund-Peter (toget), og jeg havde mit hyr med dem. Den næste plads havde jeg hos en gårdejer og handelsmand på Kielstrup Mark, som hed Jens Overballe. Jeg kan huske, at vi i 1923-24 havde en meget streng vinter med sne og megen frost, og engang da vi skulle til auktion i Mariager med nogle smågrise, foreslog Overballe, at vi satte over isen på Mariager Fjord med start fra Stinesminde. Vi havde en norsk hest for slæden, og alt gik godt, indtil vi kom til sejlrenden. Hesten begyndt at snuble i det ujævn terræn, men den fik et par rap af pisken, og vi kom godt over, medens isen bragede og buldrede under os. Da vi skulle hjem, kørte vi over Hobro. Vi havde fået nok af denne fjordtur. Samme år – 1923 – havde vi den store julestorm, der fældede gårdens vindmølle, og den kom aldrig i funktion mere. Den 1. november 1925 kom jeg til Lindenborg Gods, og det var en stor omvæltning at komme fra en almindelig bondegård til et gods med 17 spand heste. Den første vinter arbejdede jeg i ”Materialen”, men i 1926 kom jeg i arbejde ved slottet, hvor der skulle ændres ved en vejføring fra slottet ud til Aalborg-Hadsund landevej. Lensgreven ville have vejen flyttet og reguleret, en følge af en ulykke i november 1925, hvor en advokat fra Aalborg var kørt i voldgraven og forulykket efter et besøg på slottet. I bunden af voldgraven fandt vi muslingeskaller på størrelse med en hånd. Vi fandt også en underjordisk gang, der førte ind på slottet og også i modsat retning mod avlsgården. Jeg var en halv snes meter inde i denne gang, men turde ikke gå længere ind, da højden blot var omkring 1 m. Vi havde i den forbindelse hørt sagn om, at der skulle gå en underjordisk gang fra slottet til Blenstrup kirke, og vi mente, at det måtte være den vi havde fundet. Lensgrevinden havde fået den gode ide, at vi skulle have musik til arbejdet, og der blev opstillet en grammofon, som slottets skytte fik til opgave at trække op. Det var han svært utilfreds med. Det var alligevel under hans værdighed. Man må nu sige, at lensgrevinden på dette punkt var langt forud for sin tid. Musik til arbejdet var et ganske ukendt begreb dengang.

På Lindenborg gods traf jeg min kone, som det første år var stuepige på avlsgården og det følgende år kokkepige, kun 19 år gammel. Der skulle laves mad til 25-30 personer dagligt, og der blev serveret i fire forskellige stuer. Der var herskabet, en håndværkerstue, elevstuen og endelig de sidste i rangklassen, folkestuen. Der var dog ingen forskel på maden, blot fik de øvrige glas at drikke af, hvorimod vi i folkestuen måtte drikke af kopper. Én fordel havde vi imidlertid, vi var placeret nærmest køkkenet, og så kunne der engang imellem falde en ekstra bid.

I 1928 købte min kone og jeg ejendommen i Tisted, hvor vi stadig bor. Prisen var 6.500 kr., med tilliggende 5,3 ha. På dette tidspunkt var det virkelig sløje tider for landarbejderen. Når man ellers havde arbejde, var det til 2 kr. om dagen i vinterhalvåret, og 3 kr. i sommerhalvåret. I 1930 søgte jeg arbejde ved oprensning af vandløb sammen med min svigerfader, og vi fik i første omgang den opgave at oprense Hjeds Å. Vi boede den månedstid på Hjedsbæk Kro for 3 kr. pr dag for kost og logi, og da vi i samme periode tjente hver 260 kr. var det en god forretning. Jeg var arbejdsløs i vinteren 1928-29, men var da medlem af en fagforening og skulle alle hverdage møde til kontrol i Vaarst. Vi havde på dette tidspunkt ikke nogen fagforening i Tisted-Arden, og det var en lang og drøj cykeltur til Vaarst hver dag. Der blev dog forsøgt en ordning gående ud på, at en vederhæftig mand i Tisted kunne afkrydse mit kort, hvis jeg gav møde hos vedkommende. Jeg henviste til 4 forskellige personer, men ingen ville påtage sig denne opgave. Kontorbestyreren i Vaarst skrev da til sognerådet i Astrup-Storarden med anmodning om at skaffe en mand, der kunne afkrydse mit kort, og sognerådet bestemte så, at det stedlige sognerådsmedlem skulle påtage sg opgaven. Og sådan klarede vi dette problem. Understøttelsen var på 12 kr. om uge minus kontingent 1,25 kr.

Men så kom tyskerne i 1940, og nu skulle alle arbejdsløse henvises til beskæftigelse på flyvepladsen i Nørresundby, men det var vi nu ikke særlig glade for. Vi måtte finde en anden udvej. Jeg var på det tidspunk formand for den lokale fagforening, og jeg tog en tur til Aalborg og fik en samtale med amtskontorbestyreren, som jeg kendte særdeles godt. Han fik da udvirket, at vi alle kom til at arbejde på dobbelt-sporet(DSB) mellem Arden og Skørping. Men hen på efteråret 1940 var vi 8 arbejdere fra Tisted by, der af sognerådet fik overdraget reguleringen af vejen gennem Tisted bt, og da vi her arbejdede på akkord, tjente vi 10 kr. om dagen. Vi var glade for dette stykke arbejde og var nu fri for den daglige cykeltur til Mosskov.

I 1943 gav tyskerne tilladelse til, at der måtte afholdes folketings- og kommunevalg den 5. maj. Jeg blev da indvalgt i sognerådet med det højeste antal stemmer i kommunen, nemlig 111. Da afstemningen var slut kl. 20, blev jeg kaldt ind i stemmelokalet og placeret ved siden af nu afdøde godsejer, der også var blevet indvalgt, men kun med 26 stemmer. Godsejeren var opstillet på en naziliste, mens jeg var opstillet på en fællesliste. Godsejeren var ikke i særlig godt humør efter sit svage stemmetal, og han tilbød mig 12 tdl. Land hvedejord i Ukraine i stedet for den dårlige jord, jeg havde i Tisted. Hertil kunne jeg blot sige, at jeg jo var noget dårligt stillet, hvis tyskerne måtte forlade Ukraine. ”Det sker aldrig” sagde godsejeren med myndig stemme. Det var ikke store ting, vi fik lov at tage fat på i krigsperioden, men vi fik da arbejdet i gang på Møldrupvejen, som vi indviede den 9. april 1943 med en lille højtidelighed for de faldne frihedskæmpere. Vi holdt da to minutters stilhed på broen over Villestrup Å.

Og som den første landkommune i Aalborg Amt fik vi i 1944 indført kommunal tandpleje for skolebørnene. Sognerådet lignede dengang de indkomne skatteskemaer. Det kunne vi klare på 2 dage + 4 dage til indkaldelse af skatteydere. Der var dengang ikke så indviklede regnskaber at tage stilling til. I Astrup sogn var der kun to skatteydere, der førte regnskab, nemlig Villestrup Gods og gårdejer Chr. Sommer, Møldrup. Den 23. juli 1945 kom loven om pengeombytning, og da måtte vi konstatere, at der var mange, der havde flere penge end skattevæsnet var vidende om. Mange fik store bøder, bl.a. en på 30.000 kr. og en anden på 20.000 kr., og mange andre fik bøder af mindre omfang. Disse bøder blev for en stor dels vedkommende indsat på en konto i Nationalbanken, og da vi senere i 1958 byggede alderdomshjemmet ”Solgården” i Arden, kunne vi hæve dette indestående, så hjemmeter til dels bygget for midler hidrørende fra skattebøder.

Jeg har faktisk kun gode minder om mit arbejde i sognerådet, men én handling har jeg dog fortrudt. Det er min stillingtagen til et forslag om skolebyggeri i 1949. Jeg lod mig da af et andet sognerådsmedlem overbevise om, at det var det allerdyreste tidspunkt at bygge på. De skulle senere vise sig at være forkert. Da 2 sognerådsmedlemmer var sygemeldte, søgte jeg i første omgang at få sagen udsat til efterfølgende møde. Dette mislykkedes og i stedet undlod jeg at stemme, og da min stemme var afgørende faldt forslaget om byggeri. Det har jeg fortrudt mange gange. I 1954 blev sognerådsformand Otte Christensen afløst af Holger Larsen, Arden, og sammen med ham, havde jeg mange gode ture til København for at hente tilskud til byggeri af skole og alderdomshjem og til udbygning af vore veje. Vi havde på det tidspunkt kun få kilometer asfalterede veje i kommunen, og de resterende grusveje var i meget dårlig stand. Det ser heldigvis anderledes ud i dag.

I 1946 blev jeg medlem af skatterådet i Hellum-Hinsted herreder og måtte som følge deraf træde ud af sognerådet. Man kunne ikke være med i begge dele, når der ikke fandtes en ligningskommission i kommunen. Men ved kommunesammenslutningen i 1970 blev jeg atter valgt ind i kommunalbestyrelsen. Den planlagte omfartsvej ved Tisted kom da atter i mine tanker. Det var et stykke arbejde, der kunne opnås tilskud til, men de kneb med at få bevillingen igennem i arbejdsministeriet. Imidlertid havde jeg efterhånden fået et godt og venskabeligt forhold til arbejdsminister Kaj Bundvad, og da han engang lejlighedsvis var i Aalborg, tog han sammen med amtsvejinspektør Kirkegaard til Tisted for at se på forholdene. Der gik ikke mange dage, før vi fik en bevilling på 600.000 kr. Det var noget af en overraskelse, for vi havde kun søgt om 300.000 kr. Nogen tid senere traf jeg arbejdsministeren i Aalborg og takkede mange gange for bevillingen. ”Så kan I vel tie stille et stykke tid” sagde han.

Jeg var i skatterådet til 1976 og måtte samme år afløse folketingsmand Søren Andersen, Ulstrup, som formand for socialudvalget på grund af Søren Andersens død. Jeg måtte dog kort efter forlade denne post for at overtage hvervet som fungerende borgmester grundet Holger Larsens sygdom og senere død. Jeg havde heldigvis nogen erfaring på området, eftersom jeg havde været viceborgmester siden 1974. Ved valget i 1978 ønskede jeg ikke at fortsætte som borgmester. Da var jeg fyldt 70 år og mente, at yngre kræfter nu måtte til, men jeg fortsatte som viceborgmester indtil den 31. december 1985. Jeg var da 78 år, så det var nok på høje tid at takke af fra det politiske liv, som begyndte den 5. maj 1943. Jeg har i alle disse år arbejdet sammen med mange prægtige mennesker, hvoraf mange nu er døde (jeg er den sidste fra sognerådet 1943-46), men jeg mindes dem stadig med taknemmelighed.

I min borgmestertid havde jeg den glæde at være med til at indvie ridehallen i Arden, den store tilbygning på Arden Skole, samt den store Rockwool fabrik i Doense. Og som borgmester har jeg haft den ære at vie 72 par, de fleste på rådhuset, men nogle i hjemmet og i haven.

En dreng i Arden i 1930-erne. / 19. 20. og 21. dec

Af Ib Svendsen – fra Årsskrift 2006

Jeg er født i Arden i 1928 i det hus, der lå i vinklen mellem jernbanen og Østergade (Østergade 1) og som nu er revet ned. Mine forældre – Svend Henry Svendsen og Petra Kristine født Pedersen – kom til byen i 1916, hvor de overtog en blikkenslagervirksomhed med tilhørende butik. De var begge unge, 25 og 22 år.

Huset var ikke kønt men rummeligt med blikkenslagerværksted i kælderetagen, tre værelser, køkken og spisekammer samt butik og bagbutik i stueetagen. Der var en selvstændig lejlighed i loftsetagen, og en lille lejlighed i den østlige ende af kælderetagen, hvor der senere blev sadelmagerværksted. I et baghus var der plads til materialer, tørv og brænde, plads til høns og duer – samt et lokum.

Min søster, Ellen Johanne, kendt i byen som “Søster Svendsen” blev født 1919, så jeg var næsten på forhånd udpeget til almindelig forkælelse som efternøleren. Jeg kom til verden en tirsdag aften ved ottetiden og blev taget imod af jordemoderen Alma Kjær som var gift med den ene af byens grovsmede. Fødsler foregik dengang hjemme og med jordemoderhjælp. Læge blev kun indblandet hvis der var noget alvorligt galt.

Man plejer at antage at vores første erindringer er fra fireårs alderen, men jeg mener at kunne huske min farfar som døde i 1930, altså da jeg var 2 år, men kun i to svage, korte glimt. I det ene sidder jeg på skødet hos ham og føler på lænestolens armlæn; betrækket var hårdt og ru at føle på. I det andet glimt ser jeg ham fra et vindue i bagbutikken komme gående på perronen i Arden.

Mine første erindringer er om små dagligdags ting, synet af to store jyske heste, der trækker en vogn med tre enormt store granstammer hen ad gaden foran huset. Lyden af en klokke, der meldte om et tog på vej – dong, dong, dong, hvis det kom fra nord; ding-dong, ding-dong, ding-dong, hvis det kom fra syd – eller også var det omvendt. Den karakteristiske lugt af loddekolberne i værkstedet.

Vi hentede mælk hos snedker Binderup på hjørnet af Mejerivej. Foruden snedkerværkstedet havde han en stald med nogle køer. Min søster havde mælkespanden i den ene hånd og mig i den anden, og jeg havde en gammel pudderdåse med en femøre i min anden hånd.

Jeg havde nemlig en flere dage lang forhandling med Binderup om at købe en af hans køer. Han var en stor kraftig mand med meget humør og lune. Han havde sikkert en travl hverdag, men alligevel tid til at snakke med en lille purk.

Det var en stor dag i mit liv, da jeg endelig fik lov til at gå over gaden til barber Christensen og blive klippet. Jeg husker ikke hvor gammel jeg var, men lykkelig var jeg, da de lange lyse krøller faldt for saksen og resten af håret blev tæmmet med et solidt lag brillantine. Jeg var vist nærmest ukendelig, da jeg kom hjem og min mor var slet ikke begejstret.

I 1933 begyndte jeg, fem år gammel så småt at føre et mere selvstændigt drengeliv uden for hjemmet. Jeg begyndte at lege med Henning, som var et år ældre. Det blev begyndelsen på et venskab, som har holdt siden. Snart legede jeg også med de andre drenge i kvarteret. Vi legede blandt andet 6-dages løb med fælge til cykelhjul, som vi trillede af sted i hidsigt løb. En af fædrene var cykelsmed. Det må have været i 1934 da det første 6-dages løb blev afviklet i Forum i København. Begivenheden blev grundigt dækket i radioen og vi var selvfølgelig Villy Falck Hansen og de andre helte. Jeg husker endnu navnet på det tyske par Funda og Putzfeld, som vandt i Forum.

Mange lege foregik i vores have og mine forældre var egentlig yderst tolerante, når jeg tænker på hvordan vi kunne grave huler i jorden og bygge huse og skibe på græsplænen af papkasser og andre materialer.

Efterhånden blev vores aktionsradius udvidet til at omfatte hele byen og en stor del af omegnen. De voksne blandede sig stort set ikke i hvad vi foretog os. Der var meget lidt organiseret af voksne, i det vi legede. Bortset fra fodbold om sommeren og gymnastik om vinteren var vi helt overladt til vores egen fantasi og opfindsomhed. Jeg kan ikke huske at vi kedede os.

Vejrholt mose var et spændende sted på alle årstider. Om vinteren løb vi på skøjter på “Fiskedammen” og “Oversvømmelsen”. Skøjterne var primitive og støvlerne var ofte vore mødres aflagte. Jeg tror at snørestøvler til damer havde været på mode i tyverne. Det var et stort teknisk fremskridt da vi kunne få skøjterne hulslebne hos Thykjær på Savværket. Som noget nyt begyndte vi at spille ishockey med en konservesdåse som puck. Spændende og ikke uden risiko. Når dåsen var blevet til en lille hård kantet klump af de mange slag og fløj hen over isen skulle man helst undgå at komme i vejen med sit skinneben.

Dem der boede på den anden side af jernbanen begyndte dog som regel at lege på isen på et par små vandhuller der hed “Grejses dam’ ” (Gregersens damme).

Det forekommer mig at vintrene dengang var hårdere med mere sne og frost end i nutiden, og vi kælkede eller “kørte på slæde” ned ad den skrånende nedkørsel til møllebyggerens gård, senere ned ad landevejen fra vandværket mod Rold; eller vi bandt slæderne i en lang række bag bøndernes slæder, når de havde læsset mælken af på mejeriet. Hvis det var et par rappe heste, der gerne ville hjem i stalden, kunne det blive en herlig tur.

Skisporten kom til Arden i slutningen af 30-eme. Jeg tror vi blev inspireret af den finske vinterkrig, af billederne af finske soldater på ski og klædt i hvidt. De første ski lavede vi selv, men de var ikke gode, vi kunne ikke bøje spidserne op. En af kammeraternes mor havde været i huset i Norge som ung og havde et par ski med hjem. Med dem som model forsøgte vi at få lavet noget bedre, men blev afvist af flere af byens snedkermestre. Det var da noget underligt pjat at komme rendende med! Heldigvis var karetmageren med på spøgen, og han fik vistnok en ganske god forretning ud af det. Et par fyrretræs ski kostede 5 kroner. Bindinger og stave lavede vi selv.

Sommerens aktiviteter i den varmeste tid foregik især ved store Øksø, som vi altid kaldte Mosskov sø. Her lærte vi os selv at svømme og var “udlærte” når vi kunne svømme tværs over søen og tilbage igen. Man havde stadig et “drengenes badested” og et “pigernes badested”, men piger og drenge badede faktisk sammen. Ind imellem gik turen også til Madum sø, hvor vandet var rent og klart og ikke brunligt som i Mosskov.

Hele skovområdet indenfor en afstand af 3-4 km fra Arden blev inddraget i vores lege og var genstand for vores opdagelsestrang. Vores lege blev efterhånden suppleret af lyst til at udforske skoven og især dens dyre- og fugleliv. Vi vidste hvor musvågen, hønsehøgen og den sorte stork havde deres reder.

Mosen var også vores tumleplads om sommeren. Der var rester af skure og et maskinhus fra den store tørveproduktion under første verdenskrig og de fungerede fint som vores præriefort, når vi legede indianere og cowboys.

Om efteråret kom det ofte til ’krig’ mellem os og drengene fra kvarteret omkring Skovvejen, “Bettebyen”. Det vigtigste strategiske punkt var broen over jernbanen, “Luftbroen” Her gik vi på hinanden med kæppe som ’sværd’ Et år vandt vi en stor sejr ved at indføre et nyt våben “Rækbøssen” , en slangebøsse med små kartofler som ammunition. Bettebyens hær flygtede ind bag et højt plankeværk ved et af husene. Vi belejrede dem og en sten blev kastet over plankeværket. Kort efter kom en parlamentær ud, som med dyster mine meldte: “Henry er dø’ ”. Det fik os til at hæve belejringen og gå hjem – heldigvis viste det sig at meldingen var ren propaganda. Også dengang var sandheden krigens første offer.

Jeg tror at børn dengang havde mere viden om de voksnes verden, end de har mulighed for at få nu. Vi havde rig lejlighed til at følge med i arbejdet i de forskellige håndværk, på savværket og teglværket, på mejeriet og i land- og skovbrug. Selv var jeg som tilskuer meget med i det der foregik på værkstedet og senere i husbyggeri og anlæg af vandledninger og alle de andre aktiviteter. Efterhånden kunne jeg endda gøre lidt nytte ved slå huller til sømmene i skiferpladerne og ved at blande tjære og kridt til den kit der blev brugt til skiferdækning.

Min fars virksomhed var ikke noget stort foretagende. Mandskabet bestod af ham selv og en lærling og i den travleste sommertid en arbejdsmand. Mandskab, værktøj og materialer blev transporteret i bilen, en åben Ford-T. Det var et stort fremskridt, da den blev forsynet med et fast karosseri, som jeg var med til at hente i Nibe. Sadelmageren klarede at montere det og nu var det ikke længere helt så koldt at være med om vinteren, noget som mor satte megen pris på.

At have en bil havde mange fordele udover de erhvervsmæssige. Familien kunne om søndagen besøge fars familie i Skørping og mors familie på Viborg egnen. Vi kunne deltage i borger eller håndværkerforeningens udflugter Vi kunne køre til Aalborg på indkøb; dog ikke længere end til en parkeringsplads ved Kilden. Far var ikke meget for tæt bytrafik. Kun en gang foretog vi en længere tur af flere dages varighed. Søster var i huset hos en frugtavler på Thurø og vi skulle besøge hende. Turen gik fint over den imponerende – den gang helt nye – Lillebæltsbro og med besøg i Odinståmet der var bygget af tiloversblevet materiale fra broen. Far blev noget overrumplet da han mødte fænomenet sporvogne i Odense, men alt gik godt. Færden må have fundet sted i sommeren 1936 for jeg husker endnu Gunnar Nu Hansens begejstrede røst i radioens reportage fra Olympiaden i Berlin engang vi spiste på en kro på Tåsinge. Bilen blev byttet ud med en Ford A fra 1928, et stort fremskridt, men far havde svært ved at vænne sig til at bruge en gearstang i stedet for de velkendte fodpedaler. Han fik 150 kr. for den gamle bil og tilbud om at kunne tilbagekøbe den for 75 kr. men afslog handelen.

Mor havde en travl hverdag med husmoderens mange pligter, men også på hendes felt var der fremskridt. Komfuret i køkkenet blev fjernet og erstattet med to primusser og en petroleumskoger samt en primusovn. Spisekammeret blev lavet til spisekrog og erstattet med en madelevator, der kunne hejses ned i kælderen. Til konservering af madvarer blev saltkarret i kælderen suppleret med henkogningsglassene. Jeg tror at man en overgang henkogte alt, med større eller mindre succes. Den henkogte flæskesteg blev aldrig min livret.

Ved siden af husmodergemingen var mor også medhjælpende hustru. Butikken var hendes ansvar. Hun solgte forskelligt køkkengrej som spande, gryder, primusapparater og ovne og modtog ting til reparation på værkstedet. Petroleumslamper og især lampeglas var stadig en vigtig artikel. Vi havde elektricitet i stationsbyen, men mange steder på landet måtte man stadig bruge petroleumslampen.

Der var meget liv på Ardens gader dengang. Om morgenen gik børnene til skolen og arbejderne mødte på savværket kl. 8. Mælkekuskene mødte på mejeriet med resultatet af morgenens og den foregående aftens malkning. I de mange små håndværksvirksomheder var dagen allerede begyndt kl. 7, i hvert fald om sommeren. Kl. 12 lød fløjten på savværket og alle, børn og voksne, gik hjem for at spise middagsmad. Fløjten lød igen en time senere og arbejde og skolegang blev genoptaget.

Livet i Arden på denne tid var præget af at cirkus Miehe-Glauert havde sit vinterkvarter i byen. Værten på kroen, Chr Rehder, var gift med en datter af den gamle fru Miehe, og han fungerede om sommeren som den hvide klovn i cirkus. Cirkusdirektøren Chr. Glauert og fru Isabella boede i deres beboelsesvogn og klovnen August Miehe med familie i et hus på Østergade. For os børn var det mest spændende dyrene; 5-6 flotte skimler var opstaldet hos vognmand Kold og blev passet af en svensk staldkarl, Hilding, som skældte os ud på svensk. Et år havde en tysker, Edwards, 12 hvide araberheste på stald hos købmand Nielsen. Det var et flot syn, når dc blev trænet i købmandsgården. I kroens stald var der somme tider andre dyr. En bjørn bed en gang det yderste led af staldforpagterens ringfinger. Vi legede ofte cirkus og en gang kom fru Glauert og overværede vores forestilling i et lysthus. Hun klappede, og vi var meget stolte.

Jeg begyndte at gå i skole den 1. april 1935. I de to første klasser havde vi frk. Baunsgaard, som jeg husker som en meget gammel, streng og særdeles effektiv dame. Vi fik lært at skrive og regne. Vores vigtigste materiale var tavlen og griflerne; en lille griffel kostede 1 øre, en stor 2 ører. Når trærammen om tavlen blev alt for sort af vores fingre, fik vi den med hjem, og så måtte mor vaske den ren. Den årlige udflugt i 1. og 2. klasse gik altid med toget til Skørping og derfra til fods til Rebild bakker.

Fra 3. til 6. klasse havde vi 2 lærere, førstelærer Boel, som blev pensioneret da jeg rykkede op i 4. klasse, og lærer Pedersen. Den sidste mindes jeg med stor glæde og

taknemmelighed. Han var en fremragende lærer med et usædvanligt fortælle-talent, som kunne fremstille historien så den blev levende for os. Boel husker jeg mest som den strenge, på dette tidspunkt vist også trætte lærer, der var hurtig til at straffe.

I klasseværelset hang der på væggene en række store billeder af hvilke jeg især husker et, der forestillede en eng med en flok køer og en mand i noget mærkeligt hvidt tøj. Teksten på dette billede lød: “Ulysses und die Rinder des Helios”. Vi fik aldrig nogen forklaring om hvad det var og gennem 5 år spekulerede jeg ofte over mysteriet. Først langt senere gik det op for mig, at billedet forestillede det sted i Odysseen, hvor Odysseus’ mænd slagter solgudens okser.

Fra 4. klasse fik vi den nye førstelærer Jacobsen, som kom med mange nye ideer. Hantog f.eks. initiativ til at samtlige børn i skolen fik tænderne undersøgt, hvilket for mit vedkommende førte til mit livs første tandbehandling hos en tandlæge i Hobro. Jacobsen gjorde meget ud af sangen i skolen, og det var ham der indførte badmintonsporten i Arden. Han lærte os også at finde spiselige svampe i skoven. Tidligere havde kun de medlemmer af cirkusfamilien Miehe, der havde vinterkvarter i byen, kunnet finde på at spise paddehatte.

Det var vistnok en gammel tradition at skolens udflugt for de større børn altid gik til Lønstrup. Jeg var med da jeg gik i 3. klasse. Det var noget af en rejse. Først med toget til Hjørring, hvor vi legede i Svanelunden indtil vi kunne fortsætte med privatbanen til Lønstrup. Her vandrede vi så til stranden – en næsten uendelig vandring for en 9-årig! De dristigste badede i Vesterhavet, men jeg nøjedes med at lege på stranden. Jeg tror, det var første gang jeg var så langt borte fra familien, og har nok tænkt at jeg burde have noget med hjem, så jeg købte for 10 øre en nyfanget torsk af en af fiskerne og fik den med i en papæske. Efter den timer lange hjemfart i sommervarmen lugtede den ikke så godt, så katten fik den, men jeg tror nok at far og mor roste mig for den smukke tanke.

Jeg husker kun en større begivenhed fra min skoletid, og det var da man i 1936 fejrede 400-års dagen for indførelsen af reformationen. Hele skolen var samlet i skolegården og der blev holdt taler og sunget salmer. Jeg fandt ikke ud af hvad det drejede sig om, reformationen var ikke noget vi kendte til, og jeg troede bestemt at det var konfirmationen det handlede om. Ved skoleårets slutning den 1. april blev der afholdt eksamen. Vi mødte i vores pæne tøj og for mit vedkommende med en blank 50-øre i lommen. Sognepræsten, pastor Pedersen, var til stede, han var vist formand for skolekommissionen, og hele klassen blev i flok overhørt i bibelhistorie og salmevers, og så begyndte sommerferien.

Der var vistnok langt mellem de kulturelle begivenheder i Arden i min barndom. Aalborg byorkester gav en gang koncert i byen, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk. I det daglige var det mest i biografen det foregik. Det var Arden Haandværkerforening der havde bevillingen og bestyrelsesmedlemmerne havde på skift opgaven med billetsalget. Det kostede 1 krone for voksne og 35 øre for børn. Jeg kan lige huske stumfilmens tid, hvor fru Ladefoged eller murer Sørensens datter Ydun trakterede klaveret bag et grønt forhæng, men det må have været omkring 1934 at det blev muligt at vise ’Tone og Talefilm”. Jeg havde det held, at det var min far, der var “biografdirektør”, da man viste “Barken Margrethe af Danmark. Jeg så den 5 gange i løbet af den uge hvor den var på programmet. Lau Lauritzen jun. havde hovedrollen som styrmand Poul Hansen og blev vistnok et idol blandt byens piger. De omtalte ham i hvert fald altid som “Poul Hansen” uanset hvad han hed i de følgende film.

Som 6-årig måtte jeg deltage i danseskole på kroen. Skolen blev holdt af en fru Drewsen fra Hobro og jeg syntes det var rædselsfuldt. Målet blev fuldt, da jeg til afdansningsballet skulle klædes ud som Skorstensfejeren og – oh rædsel – skulle kysse Hyrdinden! Jeg nægtede og det blev min bedste ven Hennings skæbne at overtage rollen, og jeg undlod svigagtigt at fortælle ham hvad den omfattede, et forræderi som jeg siden bittert angrede.

Blandt de årligt tilbagevendende begivenheder indtog Borgerforeningens juletræ på kroen tredje juledag en vigtig position. Vi vandrede rundt om det store træ i kroens sal og fik godteposer og frugt. Senere var der børnebal, men jeg drev det kun til at danse “den toppede Høne”med to andre drenge. Der blev drukket mange sodavander fra vores lokale sodavandsfabrik, men der var dog grænser. Jeg husker en lille pige, Elin, der fra salen råbte til sin mor på balkonen, at hun ville have en til sodavand, men fik svaret: “Nej! Nu må bette Lin et’ få flere sohdawand, for så pesser bette Lin i bowserne”.

Den største begivenhed i Arden i denne periode var uden tvivl kirkebyggeriet. Vi hørte jo til Astrup-Stor Arden sogn og der var kirker i Astrup og i Stor Arden. I stationsbyen var der kun en kirkegård med et ligkapel indrettet i en tidligere vandbeholder. For at hjælpe med finansieringen af byggeriet blev der afholdt en stor kirkebasar, hvor børn var klædt ud som folk fra fremmede lande. Jeg var for lille til at deltage. Min far havde blikkenslagerarbejdet, hvilket omfattede at lægge kobbertag på det i mine øjne svimlende høje kirketårn. Han lavede til indvielsen det store dåbsfad i messing som, så vidt jeg ved, stadig er i brug.

Nogle år senere afholdt Borgerforeningen og Haandværkerforeningen i fællesskab den store ”H & H” udstilling – Handel og Håndværk – i kroens sal og biografen samt i en midlertidig bygning i Karen Lunds have. Formålet har sikker været at stimulere næringslivet – det var jo en nedgangstid. Denne gang var jeg blevet stor nok til at medvirke og optrådte sammen med to andre drenge som malersvende, og vi sang en vise om malerhåndværket.

Vi levede – også dengang – i en urolig verden. Der var krig mellem Kina og Japan, Mussolinis Italienere angreb Abessinien og der var borgerkrig i Spanien. Vi fulgte ganske godt med gennem aviser og radio, og da den finske vinterkrig brød ud, kom begivenhederne ganske tæt på vores hverdag. Vi var nok bange for hvad der kunne ramme os, men jeg husker at en af de ældre drenge trøstede os med at de lande, der havde et kors i flaget som de nordiske lande, aldrig ville komme med i en ny verdenskrig!

Foruden den daglige avis Aalborg Stiftstidende og Radioavisen plejede vi at købe “Blæksprutten” ved juletid. En tegning må have gjort særligt indtryk, for jeg kan stadig se den for mig. På den ser man Hitler og Mussolini i en kæmpe hal fuld af kanoner og andet krigsmateriel, og neden under stod teksten: ”Så er vi altså enige om at gribe til Vaaben for at bevare Freden!”

Den 1. september 1939 på vej til skole om morgenen var 2. Verdenskrig brudt ud, og jeg tænkte på hvad fremtiden ville bringe. Fyrrerne blev meget anderledes end trediverne – også for folk i Arden – men det er en anden historie.

Drengen fra 1961 – Uddrag fra bogen af samme navn skrevet af Jens Jørgen Pedersen, Oue. / 22. dec

I 1961 kom en lille fyr til verden i en lille by mellem Hobro og Hadsund i Nordjylland. Byen hedder Oue, og den var en lille god by, for der var alt, hvad der skulle til for et lille hjem som vores. Vi var fire brødre, den ældste af brødrene var ti år ældre end mig. Min far og mor havde bygget det hus, som vi drenge skulle leve i, mange år før, vi som voksne skulle rejse hjemmefra. Jeg kan huske som lille, at jeg havde tre gode brødre, som passede godt på mig. Min far og mor var meget ofte i byen. De varmeget engageret i bylivet den gang. De skulle til møde i fagforeningen, og så skulle de til møde i borgerforeningen. Der var noget hele tiden, men det havde sine fordele. Vi fire brødre kunne nemlig lege, når vores forældre ikke var hjemme. Ja, vi kunne da også lege, når de var hjemme, men det var da bedst, de var ude. Vi fire drenge havde det med at lege cowboy og indianer, som alle andre børn. Det var der ikke noget nyt i, men vi legede også en anden leg, hvor vi var nede i kælderen. Vi havde nogle runde låg til nogle gamle gryder, men også nogle af pap, der var brugt til kabel, det brugte vi som rat. Ja, vi kørte lastbil, byen hed ”Ingenting”. Der fik vi rigtig mange timer til at gå. Naboens to drenge kom også for at lege med os, og der var flere i byen. Vi brugte papirpengene fra matador til at betale med, og penge som vi klippede ud af pap, der var lige fra en øre til en fem krone. Vi legede også, at vi var et band, der spillede musik. Det var jo den musik, der var dengang, lige fra pop og rock til dansemusik. Vi brugte badmintonketsjere som guitar, en tommestok som mikrofon og selvfølgelig grydelåg som tromme. Jo, der var gang i de fire brødre.

Mit møde med Ole Lund Kirkegaard på Oue skole

Tiden nærmede sig, hvor jeg skulle til at gå i skole. Jeg husker, at i første omgang kunne jeg vente et år med at komme i skole, da der var så mange elever det år, så jeg fik et år mere hjemme. Da jeg skulle op på skolen, for at indskrives og vaccineres, ja, da gik lyset ud for mig, for det med nåle syntes jeg ikke om, så min mor måtte bære mig hjem. Men jeg skulle iskole, så jeg startede i første klasse, og det gik meget godt. Vi skulle starte med bogstaverne, med at lære at forme dem, og vi skulle tegne og male, det gik meget godt. Vi havde Ole Lund Kirkegaard til dansk. Hans kone var også lærer i Oue, og der var en mere, som hed Poul W Christensen, ham havde jeg til regning. Ole Lund Kirkegaard skrev børnebøger, så når vi havde ham, fik vi meget tit en historie. Han sagde altid, at hvis vi nåede alt det her, kunne vi få læst en historie, de sidste ti minutter af timen, så kunne han jo se, hvordan vi somme tider grinede og havde det sjovt.

Når han gik gårdvagt, og han gik med sin pibe, kan jeg lige forestille mig, at han gik og kiggede på børnene, hvordan de lavede deres skarnsstreger, så han fik gode ideer til sine bøger. Jeg fortalte ham, at engang jeg kørte på min lille cykel, vinkede jeg til en pige, som hed Jytte. Jeg kiggede så meget på hende, at jeg kørte ind i en hæk, og Jytte grinede bare, men hun vinkede da til mig. Da jeg fortalte Ole det, grinede han meget højt og sagde: ”Det vil jeg bruge i en af mine bøger”, og det gjorde han så. Det blev bare ikke en hæk, drengen i bogen kørte ind i, det blev en høstak. Jo, det står i bogen ”Otto er et næsehorn”. Ole kunne også finde på at rykke i ørene eller i de små hår ved nakken, så kan jeg sige jer, at vi kunne følge med hovedet der, hvor han førte hånden hen, for det kunne godt gøre ondt. Men vi havde jo selv lavet balladen, så vi havde fortjent det.

Engang husker jeg, vi havde lavet en opgave, hvor Ole skulle rette det, vi havde lavet i hæftet. Han kom med hæfterne i timen for at dele dem ud, så sagde han: ” Vi har fået en ny elev i klassen. Det er en dreng”. Vi kiggede rundt, vi kunne ikke se nogle nye, men så kom han hen til mig. ”Her er den nye dreng, han hedder Jens Jørger”. Jeg var kommet til at skrive Jøger i stedet for Jørgen. Det navn har fulgt mig lige siden. Sådan var Ole Lund Kirkegaard.

Jeg var blevet lidt ældre, ca. elleve år, og gik stadig på Oue Skole, men Ole Lund Kirkegaard var desværre ikke på skolen mere, for hr. og fru Kirkegaard og deres børn rejste fra byen, men så kom der en ny lærer, som hed Flemming Retbøll. Han skulle erstatte Ole, og der kom også en ny, der skulle erstatte fru Kirkegaard. Hun hed fru Rose. De var også flinke lærere. Flemming Retbøll havde jeg til dansk, og jeg husker ham som en god lærer, men jeg husker ikke lige nogle episoder med ham, som med Ole men der er ham , vi i dag ser på TV Nord, som nyhedsoplæser og i Parasollen.

En juleaften

Jeg husker også julen derhjemme. Jeg var ikke så stor, men husker det meget tydeligt. Min far kunne mange ting med sine hænder, han kunne næssten lave alt med få ting, som ikke kostede noget, det var fantastisk. Engang til jul ville han lave et fuglehus, og jeg måtte være med. Det var jeg stolt over, for jeg fattede ikke, hvad han var ved at lave, men vi gik i gang med der her ”fuglehus”. Jeg fik lov at slå små stifter i med hammer, for min far havde også en lille hammer, der passede til mig, og en lille sav, så der blev lavet noget, men tiden var kommet til, at jeg skulle i seng. Jeg spurgte om jeg måtte være med i morgen igen. ”Ja, det må du, vi skal jo have det færdigt til fuglene”, sagde min far. Men jeg kunne høre, at min far blev ved med at save og hamre, så jeg var lige ved at stå op for at hjælpe, men var for træt. Næste dag, da min far kom hjem fra arbejde, skulle vi videre med fuglehuset. Min far havde samlet noget træ, det lignede et tag fortalte jeg ham, men nej, det var sådan, at vandet kunne løbe fra, hvor fuglene skal spise. Men efter nogle dage havde min far ikke tid til at lave mere på fuglehuset, det var jo også op imod jul. ”Vi ser på det efter jul” sagde min far. Jeg syntes der var okay, men juleaften fik jeg at se, hvad fuglehuset var blevet til: en trelænget bondegård, som jeg havde ønsket mig rigtig længe. Den her var bare meget større end dem, man kunne købe i en legetøjsforretning i Hobro. Der blev taget et billede, hvor jeg sidder med bondegården foran mig. Jeg var meget stolt over den. ”Ja, du var jo selv med til at lave den”, sagde min far. Det kunne jeg så godt se, når jeg tog taget af huset, det var så ”tagrenden vandet skulle løbe i fra fuglehuset”. Jeg var blevet snydt af min far, men det gjorde ikke noget, for jeg var meget glad for den, og jeg har det meste af den endnu. Det var en af de bedste jule, jeg husker. Da jeg blev lidt større, ville jeg også give min far og mor julegaver. Jeg husker, at jeg et år købte en juledug til min mor, for der kom også nytår, der kunne hun jo også bruge dugen. Min far vidste godt, hvad min mor skulle have, så hver gang lige indtil juleaften sagde mor altid: ”Nej, jeg har glemt juledugen til i aften”. ”Nå, sagde far, nu skal jeg køre hen til købmanden, jeg kan lige nå det, tror jeg”. Men så var det jo, at jeg sagde: ”Jamen, så må du have din gave før tiden, men der er kun den ene, men du må vente på din gave, far”. Fars piberenser kunne godt vente med at blive pakket op. Det blev altid en fantastisk god jul.

Mennesker og skæbner i Arden Kommune. / 23. dec

Uddrag fra Marius Johansens beretning.

I ”Slottet” i Brøndbjerg boede Ka’ Jeppes sammen med Hornum Carl. Ka’ Jeppes hed naturligvis Karen og var datter af husmand Jeppe Nielsen i Siem. Hun førte en omflakkende tilværelse og ernærede sig hovedsagelig ved det, som godtgørende folk gav hende, eller hvad hun i ubemærkethed kunne tilvende sig. Om natten havde hun en fast rute, hvor hun samlede de selvdøde høns og andet op, som var lagt ud. Ka’ Jeppes var af den bestemte overbevisning, at når en selvdød høne havde kogt i tre timer, kunne ingen bacille overleve. Muligvis var hendes teori ikke helt ved siden af. I hvert fald blev hun en gammel kone, selv om hun havde spist mange selvdøde dyr. Hvis Ka’ Jeppes ønskede sig en særlig lækkerbisken, gik hun ned til åen for at fange fisk. Hun gik ud midt i åen med sin glime for at jage fiskene i en ruse, som var anbragt lidt længere fremme i åløbet. Hendes på klædning var en gammel sæk, hvori der var klippet huller til hoved og arme.

I sine yngre dage var Ka’ Jeppes blev forløst ved kejsersnit, og enhver der ville ofre en tiøre, kunne få fremvist operationsarret.

I Vraa boede også den opfindsomme karetmager Josephsen, der desuden var meget politisk interesseret. Da hans kone engang nedkom med en ny verdensborger, og ingen havde tid til at tage sig særlig meget af denne, måtte Josephsen tage sit opfindertalent i anvendelse. Det resulterede i, at han anbragte et cykelhjul med lameller på taget. Vindrosen var ved en lang stang forbundet med vuggen, således at gængerne i almindeligt vejr rørtes blidt. Imidlertid havde den travle karetmager i skyndingen glemt at træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af storm. En dag overraskedes de af en kraftig blæst, og der kom så voldsom bevægelse i vuggens gænger, at barnet kastedes ud af vuggen og landede i et hjørne af stuen.

En lignende vindrose havde smeden i Brøndbjerg til at trække sin blæsebælg, hvilket for øvrigt gav ham tilnavnet ”Vingesmeden”. Hans kone, Inger, vandrede rundt mellem store gårde, som dengang havde temmelig store folkehold. I to store kurve havde hun hvedebasser, som der var god afsætning på hos tjenestekarlene. Den del, som alligevel ikke solgtes, tog hun med sig hjem, og når arbejdsdagen var slut, kunne ungdommen samles hos ”Vingesmeden” og Inger. Her var altid en god varme, noget der ikke var tilfældet i karlekamrene. Nu afsattes de sidste hvedebasser, og Inger serverede saftevand. Tiden fordrev de med at synge gamle skillingsviser. Datteren Anna, var meget interesseret og kunne de fleste udenad. Hun blev senere gift med vejmand Munk i Fræer. Samme Munk var tilsyneladende en slagfærdig mand. En dag, da den nye præst i Gerning traf Munk på vejen, præsenterede han sig med ordene: ”Jeg bereder vejen til himlen”. Hertil svarede vejmanden med klædelig beskedenhed, at han desværre kun havde stykket fra Fræer til Skørping!

Købmanden i Rostrup havde vanskeligheder med sin søn, Hannibal, som hentede sit pengeforbrug i forretningens kasse. Kommisen havde fået påbud af købmanden til at forhindre det, og da Hannibal en dag atter forsøgte at tage af kassen, skred kommisen straks ind. Herover blev købmandssønnen imidlertid så rasende, at han tog en brødkniv. Under et efterfølgende håndgemæng beskadigedes kommisens ene øje ret alvorligt. Det var også Hannibal, der brød ind i gravkammeret i Astrup kirke, hvor han på skammelig vis åbnede kisterne og væltede skeletterne ud på gulvet. Samme sted bemægtigede han sig en uniformsjakke samt en daggert. Med dette udstyr begav han sig herefter til Rostrup Skole, som da havde til huse, hvor mejeriet i dag er liggende. I skolen mente han at have et mellemværende med den daværende andenlærer Christiansen, der netop havde sangtime med sin klasse. Det var en varm sommerdag, hvorfor vinduerne var åbnede. Pludselig brasede Hannibal ind i klassen og truede læreren med daggerten. Christiansen søgte straks hen i et hjørne, hvor børnene slog kreds om ham, mens de rædselsslagne råbte om hjælp. Lykkelig vis hørtes råbene af forbipasserende, og i løbet af kort tid overmandedes Hannibal.  Bagbundet blev han på en stiv vogn ført til arresten Terndrup. Herfra indlagdes han senere på sindssygeanstalten i Risskov. Som følge af Hannibals ødelæggelser i Astrup Kirke blev indgangen til kapellet tilmuret, og man kan i dag kun se ind i kapellet gennem en lille åbning i Kirkens østside.

I Storarden havde man en skolelærer Jepsen ”Sølle Jep” kaldet. Han var meget fordrukken og forsømte derfor i høj grad undervisningen af børnene. Børnenes placering i skolen var de fleste steder afhængig af deres iver og dygtighed. Hos ”Sølle Jep” gjaldt andre normer. Her var det antallet af modtagne drammer fra forældrene, der gav topplacering!

Oftest sad han ved katederet, rygende på en lang pibe, som stod på gulvet, mens han selv fordybede sig i en bog. Imens forlangte han, at børnene skulle læse så højt, ”at én kunne høre det”.

Fra køkkenet førte en lem ind i skolestuen. Når det blev banket på lemmen af lærerens kone, så betød det, at der var skænket en dram, som han straks konsumerede, mens børnene så på det. Da ”Sølle Jep” blev lidt ældre, kneb det med hørelsen, og det skete ikke sjældent, at han overhørte konens banken på lemmen. Nogle af de store drenge, som havde deres plads i nærheden, var midlertidig snarrådige. De smagte mere en én gang på ”Sølle Jeps” livseleksir uden nogen anede uråd! Var det galt i skolen, så var det endnu værre i kirken, hvor han, så snart præsten var på prædikestolen, forføjede sig hjem for at få en opstrammer. Værst gik det under en julegudstjeneste, hvor han var ude af stand til at læse indgangsbønnen. Pastor Frandsen rejste sig da fra knæfaldet, greb læreren i nakken og førte ham ud af kirken, hvor han aldrig kom mere.

Juletræsfest i Monstrup Friskole omkring 1950 – 1960. / 24. dec

Af Ellen Dehn Pedersen, Arden

Monstrup Friskole, Rostrupvej 13, 9500 Hobro. Fotos fra Danmark set fra Luften 1954,

Den enlige skolestue befinder sig bag det store træ og privaten er til venstre, hvor lærerfamilien Gerlach boede.Bygningen til højre er et udhus, hvor drengene havde sløjd. Skolen lukkede i 1969.

Et af årets højdepunkter som barn var, når vi skulle til juletræsfest i skolen 3. juledag.Elever, søskende og forældre var inviteret til en glad aften i den lille skole, som gik fra 1. til 7. klasse.

Det var lidt af et menageri, når alle vi søskende skulle gøres klar til festen. Moster Gerda kom og hjalp mor med de indledende manøvrer. Jeg husker ikke, at min far var en del af det. Han overlod klogelig til kvinderne, at få børnene stadset op til juletræsfest.

Der blev fyret op i komfuret i køkkenet, så der kunne blive varmet vand til at vaske os i. Komfuret havde en vandtank. På den tid – i halvtredserne – havde vi godt nok indlagt vand, men kun koldt vand, der var blevet pumpet op i en vandbeholder. Zinkbaljen blev fundet frem og stillet på gulvet i køkkenet, hvor der var dejligt varmt.

Så kom vi baljen efter tur og blev vasket efter alle kunstens regler. Der kunne godt være flere af de små søskende i ad gangen. De første var de heldigste, men det spekulerede vi ikke over dengang. Efter tørring og påklædning skulle vi opholde os i dobbeltsengen i soveværelset til alle var klar til afgang. Vi skulle jo nødigt blive beskidte igen, inden vi kom af sted.

Som jeg husker det, lå der altid et godt lag frostsne om vinteren, som knirkede under fodsålerne, når vi gik. Det var så hyggeligt, når vi gik turen fra gården ned over markvejen og til sidst ad landevejen hen til skolen i samlet flok. Månen lyste fra en skyfri himmel, og sneen glitrede i lysskæret.

Vi kunne se lysene fra vinduerne på skolen på lang afstand, og når vi nåede frem, var det helt magisk at spejle sig i ruderne.

Vi elever havde selv hentet juletræet hos en af forældrene sammen med lærer Gerlach. Det var spændende at komme uden for skolen. Det var en hel lille udflugt til en lille skov, hvor det helt rigtige træ blev udvalgt og fældet. Vi bar det store træ hele vejen hjem til skolen, hvor det blev stillet op i skolestuen. Bagefter skulle der laves julepynt til træet, så der blev flettet julehjerter og lavet kræmmerhuse.

Vi glædede os til at komme ind og danse om juletræet, der var blevet pyntet flot, medens vi sang alle de kære julesange. Alle var med til at danse om træet, både børn og voksne. Vi var så mange, at vi dannede flere ringe om træet, der stod midt i skolestuen og nåede helt op til loftet.

Vi glædede os også til at få slikposer bagefter. Der var ikke så meget ved æblet og appelsinen, men det var himmelsk, at der også var slik i posen. Det var noget, vi fik meget sjældent som børn.

Efter vi havde fået vores slikposer, gik de voksne ind i privatboligen og fik kaffe medens træet blev skubbet ud til siden, og så skulle der leges alle de gamle sanglege som: Bro, bro brille – Tyv ja tyv, det har du været – Jeg gik mig over sø og land og mange flere.

Moster Gerda, der elsker børn, blev inde i skolestuen og holdt styr på løjerne, og jeg elskede, at min moster var så god til at lege med vi børn. Jeg husker det som en rigtig god aften, hvor tiden fløj af sted.

Det var blevet sent, inden vi trætte og mætte af oplevelser tog turen hjem til gården på gåben.

Rigtig glædelig jul
og
godt nytår

Arden Lokalhistoriske Arkiv og Forening
Bluhmesgade 19, 2 sal
9510 Arden