“Køllen”

En historie fra Aarsskift 1995

Sidste vinter deltog jeg i en studiekreds om Brøndbjerg bys fortid. Der kom vi til et hus benævnt ”Køllen”. Køllen var det hus man tørrede malt i. Køllen i Brøndbjerg stod, hvor nu ejendommen Storemosevej nr. 3 er beliggende. Den blev revet ned i 1947. Desværre findes der ingen billeder af ”Køllen”. I det gamle Rebildhus var der i en af stuerne en stor liggende øltønde indrettet som køleskab, i bunden, hvori døren var, stod der: ”Gambrinus lærte os kunsten at brygge, af malt en ædel drik med tilsat humle, derved vi øllet fik” Øl har i årtusinder sammen med Mjød været nordboernes drikke. I Egtved pigen grav fandtes en Birkebark spand med rester af ”MJØNSØL”, en blanding af honning vand og øl. For at kunne brygge øl, måtte man have malt, humle og vand. Malten lavede man af byg, eller hvor jorden ikke egnede sig til byg, brugte man rug. Kornet blev sat i støb, og derefter lagt til spiring, som regel på loftet, så var det pigernes opgave at passe det spirende korn, for spiringen skulle afbrydes ved tørring, inden der kom topspirer frem, da øllet ellers mistede noget af den søde smag. Når spiringen var afbrudt og malten delvis tør, kom man til den endelige tørring, der kunne foregå på en plade ved bilæggerovnen, eller man kunne udnytter eftervarmen fra bagning i den store ovn, denne tørring af grønmalten foregik uden rød. Det bedste øl siges det fik man når malten tørredes i en ”Kølle”. Den kunne indrettes i bryggerset ved, at varm røg ledtes gennem et fletværk af grene eller lyngris, hvorpå malten var anbragt, i den åbne skorsten. Det var et betroet arbejde at passe ”Køllen”, da malten ikke måtte blive b ranket, det var også brandfarligt, derfor blev der mange steder bygget et særligt hus til tørring af malten, en ”KØLLE”. I maltkøllen var det oftest mandes arbejde at passe fyringen, medens det når tørringen foregik i bryggerset, var det den dygtigste piges arbejde, et tålmodighedsarbejde, derfor kunne man, når en pige sad over ved dansen sige: ”at hun tørrede malt”. I en af Bertel Elmegaards fortællinger ”Møllegården” fortælles om en maltkølle, der reddes fra brand af møllersvenden Dines og nabogårdens datter Inger. At de to senere bliver henholdsvis møller og møllekone er en helt anden historie. Humlen dyrkedes overalt i landet, dog mest på Fyn, hvor det i nogle sogne var et vigtigt bierhverv, herfra var det at humle kræmmerne drog ud i landet og på markeder, og solgte ”god fynsk humle, vor mor har allerede brygget på det to gange” I humleegnene samledes man om aftenen, karle og piger, i oktober måned, når humlen skulle pilles, i bryggerset, hvor arbejdet foregik med liv og lyst, sang og historier gene spøgelseshistorier, så pigerne ikke turde gå ene hjem, men skulle have følgeskab!
Efter pilningen skulle humlen tørres, den blev lagt op på loftet, vinduer og luger blev lukket op for at give luft, og der blev jævnlig rørt i humlen. Den tørrede humle blev derefter langt i tønder, stampet godt sammen, en træ skive blev lagt over med en stor sten på, som pres. Nu var humlen klar til brug eller salg. Når man havde malt og humle, skulle der bruges vand og det skulle være blødt vand. Vand fra en kilde eller en dam var bedst. Enkelte steder hentede mand vandet i gadekæret, hvor kreaturerne drak. Det gav godt øl. Dagen før ”bryggerdagen” skulle tønder og kar skrubbes og skoldes, derefter skylles i malurtvand, da bitterstofferne i malurt mentes at have en konserverende virkning på øllet. I fattige hedeegne brugte man til tider malurt i stedet ofr humle til at give øllet smag.
På selve bryggedagen startede man tidligt med at tænde op under kedlen. Rughalm eller utærsket havre, (det skulle gøre øllet mere sødt) blev lagt i bunden af karret som si, der blev jo lavet flere bryg på den samme malt, det sidste var nok noget tyndt noget, deraf udtrykket ”bagerst kom det tynde øl”. Når der bryggedes, gjorde mandfolkene sig gerne et ærinde ind i bryggerset for at smage på det nye varme øl, ”han fik sig en tår pigepatte”. Var det en pigerne ikke syntes om eller ville drille, kunne de finde på at give ham humleafkog i stedet for, den var besk, så han spyttede og lavede ansigt.
Urten, som ugærede øl kaldtes, kunne nu hældes på tønder, eller hvis der skulle laves gammelt øl i gærkarret, vel det samme kar malten var opblødt i. Selve gæringen var vel nok det vigtigste ved brygning af øl, så det var husmoderen selv, der stor for den del af ølbrygningen. Dørene skulle holdes lukkede, der måtte ikke komme træk til øllet, man skulle også passe på, at troldtøj eller en heks ikke kunne komme til at kaste ”onde øjne” på øllet. Til at forebygge noget sådant kunne konen lave et lille hul i ler gulvet under karret, hvor hun så lagde en lille skovlfuld, udbrændte tørvegløder, da hekse som bekendt ikke kunne forcere ild eller stål. Når alle disse forberedelser var tilendebragt, kunne man tilsætte gæren, der var gemt fra forrige bryg, enten i en skål med lidt vand over, eller i en såkaldt gærkrans, der kunne være flettet af halm eller sat sammen af små træstykker. Gæren prøvedes af, ved at komme den i lidt lunkent øl og sætte den til varme. Begyndte den så at boble, var den i orden, var den det ikke, måtte man låne hos naboen eller købe hos bryggeren i købstaden. Nu var det spændende om gæringen kom rigtig i gang. Var der i løbet af nogle timere et jævnt hvidt gær lag, var alt i orden, ellers måtte man ty til hjælpemidler, f.eks. at putte en var sten i øl karret eller lægge et lagen og et uldtæppe over, skulle alt glippe, kunne man lægge et par karlbukser over, det skulle være et ufejlbarligt middel, der udtrykket ”det var ikke lavet af karlbukserne alene”. Når øllet var gæret, blev den hældt på tønder, der opbevaret køligt, kunne holde øllet frisk i månedsvis.
SKÅL OG VELBEKOMME
Rold den 6/8 1995
Per Pinstrup