Lun Hans
I mine barndomsdage kom jeg meget op til min moster og onkel, der boede på Søbakken ved Madum sø. Her i denne vidunderlige natur, men med skarp ordre til ikke at gå i vandet uden at en af de voksne var med, strejfede vi børn omkring og udforskede verden. Da lå der østen for søen, ved en enlig hyldebusk en bunke skærver (knust sten). Det blev fortalt, at her havde ligget et gammelt hus, Sømosehuset, og her havde boet en gammel mand, der blev kaldt Lun Hans. Hans rigtige navn var Hans Kresten Lun. Han var født 25. nov. 1817 udi St. Brøndum og var gift med Juliane Jensen. Han ernærede sig som skorstensfejer og børstenbinder. Da konen døde og han blev enkemand, boede datteren Jensine noget af tiden ved ham.
En af dem der har tegnet det mest levende billede af ham, er Evald Tang Kristensen, Dansk Folkemindesamling, som besøgte ham i året 1895 og han fortæller: Det var det mest usleste hus jeg nogen sinde har opholdt mig i. Man sad på nogen store kampesten, og en sådan har jeg siddet på og har skrevet mandens historie op. Da jeg et par gange forgæves havde prøvet at træffe ham hjemme, skrev jeg til stedets lærer og bad ham sende bud til Hans, at jeg ville komme den dag. : Jeg gik derop den bestemte dag fra morgenstunden, og traf godt nok manden liggende i sengen. Den var yderst tarvelig udstyret, jeg så ingen dyner, blot nogle gamle sække og pjalter, og han lå splitternøgen i dem. Han kom så op og kom i nogle gamle “Pøger” (klæder) og satte sig ved kakkelovnen, der blot bestod af en ombøjet jernplade med noget kapok værk oven på.
Så begyndte han at fortælle, og jeg skrev. Der var et gammelt faldefærdig bord, men ingen stole at sidde på, blot en stor sten. Da vi havde snakket lidt sammen og datteren (Jensine) også havde fortalt noget, ytrede jeg, at han vel skulle have noget at spise, da han jo var fastende, og hun gik da hen tog et brød frem og skar en forsvarlig skive af det, hvorpå hun smurte et lag smør. Det gav hun ham, og derpå tog hun et andet brød, hvoraf hun skar en meldmad til sig selv, jeg udtalte min forundring over, at de ikke spiste af samme brød, men dertil svarede hun, at han var på fattigvæsenet, og ved en foretagen licitation, havde en gårdmand i Akselterp påtaget sig at levere det fornødne brød, men denne mands kone var ikke særlig renlig. Hendes høns gik inde i stuen, og når hun dejnede og dejtruget jo stod der inde om natten, havde hønsene den vane at sætte sig på kanten af truget, og lod da jævnlig noget falde ned i det. Konen tog ikke dette så nøje og var heller ikke så nøjeregnende med at få hønsemøget fjernet, så det blev æltet ind i dejen og det skete da jævnlig, at datteren fandt klatter af hønsene i brødet, det blev æltet ind i dejen og det skete da jævnlig, at datteren fandt klatter af hønsene i brødet, det holdt hun jo ikke at at spise, og derfor skaffede hun sig brød på anden måde. Hele den forklaring sad hendes fader og hørte på, alt imens han sag og spiste. Men selv om Lun Hans for os at se levede en elendig tilværelse, blev han dog 81 år gammel. Han døde 7/12 1898 og blev begravet på kommunes regning og den største udgift var til daværende snedkermester Mads Jensen i Astrup, den lød således: “Af Astrup kommen er mig udbetalt for at lave en ligkiste til den alderdomsunderstøttende Hans Kresten Lun”
Leveret den 8/12 1898 for 12 kr.
Mads Jensen
Snedker
Agner Bartholomæussen